Martin Luther King

Netop i dag er det 50 år siden Martin Luther King blev myrdet. Han blev kun 39, og det er i dag specielt for mig at skulle indse, at jeg nu har levet meget længere end ham. King er som så mange andre betydningsfulde skikkelser i historien blevet “elsket ihjel” og har fået et tandløst eftermæle; selv ikke Donald Trump vil sige noget negativt om ham. Og skal man tro Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, er Martin Luther King hans store forbillede.

Men  mange glemmer hvor kontroversiel Martin Luther King også var i USA.  Selv om han var mindre barsk i sin retorik end Malcolm X, var han alt andet end tandløs. Hans kamp mod racismen var samtidig en kamp for en anderledes fordelingspolitik i USA, og ved flere lejligheder talte Martin Luther King direkte om socialisme. Dét vil Trump næppe nævne i dag.

Det er faktisk også underligt at tænke på, at en af de helt store antiracister fra det 20. århundrede er opkaldt efter en tysker fra det 16. århundrede, der var alt andet end antiracist..