Fomenko

I går besøgte jeg Fredrik Bajers Vej 7G, hvor der er en del datalogi- og software-studerende, der har grupperum. Men indtil sidste år holdt Institut for matematiske fag til der, og jeg havde i den forbindelse selv et kontor der en overgang. Det er specielt at gå forbi den gamle frokoststue, der nu er halvtom, og se de tomme seminarrum med de mange hejsetavler, hvor jeg selv engang har stået og holdt et PhD-kursus i kryptografi. Et billede, jeg ofte har lagt mærke til før i tiden, er et litografi af Fomenko – og i går opdagede jeg at det stadig hang der. Nogen må have glemt det ved den pludselige flytning til Skjernvej. Så jeg tog et billede – helt bogstaveligt – og nu står det indtil videre på mit kontor på Institut for datalogi.

Men hvem er Fomenko så? Anatolij Fomenko er en ukrainskfødt matematiker (fra 1945), der er kendt for sit arbejde inden for differentialgeometri og topologi og i mange år har været professor på Moskvas Statsuniversitet. Og så skriver han også science fiction og tegner.

Noget, der kom bag på mig, er at Anatolij Fomenko også er en meget aktiv pseudohistoriker. Fomenko er nemlig overbevist om at verdenshistorien er fuldstændig løgnagtigt fortalt. Jesus skulle således have levet i det 11. århundrede og være blevet korsfæstet i Konstantinopel i 1086. Aristoteles skulle have levet i middelalderen, og faraonernes Egypten, antikkens Romerrige og Grækenland tilsvarende være frit opfundet af forfattere under Renæssancen! Beretningerne om kong Arthur og Englands tidlige historie er en forvrænget udgave af historien om det tidlige Byzans, der så selv er fabrikeret i den tidlige middelalder. Det der med fund fra oldtiden skal man ikke tro på, for kulstof-14-metoden er helt upålidelig ifølge Fomenko.

Hele denne omfattende konspirationsteori har han beskrevet i et værk på hele syv bind ved navn History: Fiction or Science? 

Dette giver det i forvejen lidt specielle sort-hvide billede endnu en dimension, for vi har i Fomenko endnu et eksempel på hvordan stor dygtighed inden for ét område kan leve sammen med himmelråbende galimatias på et andet. En af de personer, har udtalt sig positivt om Fomenkos pseudohistoriske arbejde, er i øvrigt den tidligere skakstjerne Garry Kasparov.