At bygge og forstå

Institut for datalogi ved AAU.

For mange år siden, da jeg studerede matematik, brugte jeg det meste af projektarbejdet på femte semester på ørkesløse diskussioner om hvad matematik mon var for et fag. Senere kom de ørkesløse diskussioner om hvad datalogi mon er for et fag,

For otte år siden var jeg med til at udarbejde de nye studieordninger for datalogi- og softwareuddannelserne på Aalborg Universitet, og nu er der endnu en revision på trapperne. Denne gang er jeg dog ikke med.

I dag var jeg til et møde i min faggruppe på instituttet, hvor de seneste tanker fra det nuværende udvalg blev præsenteret. Ingen af mine kolleger virkede til at være særlig glade; det nye forslag til ny struktur af uddannelserne virkede på mange af os mest som en kluntet ikke-angrebspagt mellem nogle temmelig forskellige opfattelser af hvad datalogi er. For der er bestemt ikke enighed; forslaget er sikkert resultatet af ørkesløse diskussioner. Jeg håber, at det nye udvalg en dag vil komme frem til et bedre bud på en ny struktur af vores uddannelser. Ellers ville jeg egentlig hellere beholde den gamle struktur (og det siger jeg ikke kun, fordi jeg selv var med til at udarbejde den).

Efterhånden er det gået op for mig, at jeg på én og samme tid slet ikke kan give en kort forklaring af hvad datalogi er og samtidig har en temmelig klar idé om hvad der er særligt for denne nye naturvidenskab. Nu afdøde Robin Milner sagde i sin tale, da han blev æresdoktor ved universitetet i Bologna, at

For twenty-five years I have been trying to merge programming, the prescriptive or synthetic activity, with the task of description or analysis in computing.

Det er en fin opsummering af det, også jeg nu mener at vide. Jeg vil hævde, at datalogi er en videnskab, der handler om at bygge og om at forstå programmer og data. For at kunne bygge, skal man først forstå. Men for at kunne forstå, skal man også prøve at bygge selv, præcis ligesom en vordende matematiker skal kunne formulere egne definitioner og bud på sætninger og prøve at bevise/modbevise dem. Og de fleste, der får en uddannelse i datalogi, får et arbejde, hvor de både skal bygge og forstå.

Når vi skal analysere programmer, skal vi bruge matematiske teorier for at forstå deres adfærd. Men vi skal selvfølgelig også forstå, hvordan programmerne påvirker det enkelte menneske og samfundet – og det kræver nogle helt andre analyseredskaber. Begge former for forståelse og analyse er vigtige.

(Visited 121 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar