En rigtig mand?

Foto: Ina Fassbender/AP

I går var der endnu et bilangreb i den seneste stime af bilangreb, der begyndte i sommeren 2016 i Nice og senere har ramt bl.a. Stockholm, Berlin og London. Denne gang gik det ud over Münster i Tyskland; to mennesker blev dræbt. Straks var der overvejelser om hvorvidt der var tale om terrorisme. Men da det viste sig, at gerningsmanden var psykisk syg og hed Jens (der også er et almindeligt navn i Tyskland), dalede interessen.

Men jeg kan igen ikke lade være med at tænke på, at også dette angreb på mange måder ligner alle de tidligere bilangreb: En mand, der tidligere har været i konflikt med loven, har været udsat for en stor livskrise og har været i kontakt med psykiatrien, hævner sig på verden ved at meje tilfældige mennesker ned i en by.

Jeg har tidligere på denne blog overvejet om bilangrebene i virkeligheden, når man skræller alle historierne om Islamisk Stat osv. væk, ligesom familiemordene, hvor en mand i dyb krise (for det er så godt som altid mænd) slår hele sin familie ihjel, er “udvidede selvmord”, hvor man tager andre med sig i faldet.

Og nu spekulerer jeg på, om det, vi ser, netop er en kønsspecifik forbrydelse, der mere handler om usunde kønsroller end om f.eks. religiøs fanatisme. Begge slags ugerninger er da i virkeligheden udtryk for en bestemt opfattelse af selve dét at være mand: Mænd skal være stærke og klare sig selv, også når de er ude i en svær personlig krise. Hvis ikke man som mand lever op til sådanne forventninger og ikke kan være så stærk som man tror, man skal være, kan man kun vise “styrke” i form af afmægtig destruktion.

(Visited 64 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar