Fælles kreativitet: Brian Eno har ordet

Brian Eno er kendt af nogle som medlem af Roxy Music i de tidlige år, kendt af en del flere som musiker og for endnu flere som musikproducer eller samarbejdspartner for navne som bl.a. Talking Heads, John Cale, David Bowie… og Coldplay (ingen er fuldkommen). Han er et usædvanligt kreativt menneske, så det er rigtig interessant at høre hans udsagn her ovenfor: At man ofte udråber genier, men at den store kreativitet opstår i fællesskaber. Fra rockmusikkens historie kender vi eksempler som Liverpool-scenen først i 1960’erne, der fostrede The Beatles, og Seattle-scenen først i 1990’erne, der gav os bl.a. Nirvana og Soundgarden. Og interessant er det jo, at en usædvanligt kreativ mand som David Bowie i høj grad lod sig inspirere af Brian Eno, Tony Visconti, Iggy Pop og mange andre, som han havde musikalsk samarbejde med.

Fra crowdsourcingens verden er Wikipedia og Stackexchange gode eksempler på hvordan et fællesskab kan skabe en vidensbase, der er langt større end hvad noget enkelte menneske ville kunne præstere.

I de store militærforskningsprojekter under 2. verdenskrig som Enigma og Manhattan-projektet fremhæver man ofte enkeltstående genier som Alan Turing og János von Neumann, men uden at forklejne deres indsigt, var projekternes resultater også i høj grad et produkt af en fælles indsats. Min helt klare erfaring er, at forskergrupper i dag også fungerer på denne måde.

Derfor er det også underligt, at der i den akademiske verden bliver tildelt stadig flere forskningsmidler til individer og ikke til fællesskaber og at tildelingen foregår så eksplicit som konkurrence mellem individer. Hvorfor kan vi ikke have forskningsmidler tildelt til fællesskaberne i stedet for at vi altid skal prøve at gafle dem selv og hver for sig?

Derudover er Brian Enos udsagn om at man ikke skal have et job, hvis man vil være kreativ, på én gang helt sandt og helt urealistisk. Jeg ville have endnu dårligere muligheder for at fordybe mig, hvis jeg ingen indtægt havde – og her taler vi ikke om alle de problemer, som det nuværende aktiveringshelvede vælter ned over mennesker uden arbejde, men blot om at kreativitet også kræver resurser som f.eks. muligheden for at kunne indgå i et fællesskab. Det er netop dét, der er der får mange af os til at blive ved med at søge eksterne forskningsmidler, selv om det er tæt på umuligt at få dem.

(Visited 31 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar