Social angst

I universitetssammenhæng møder vi af og til studerende, der har social angst i et eller andet omfang. Nogle får problemer i projektarbejdet, andre er så voldsomt berørt, at de får lov til at sidde for sig selv i et lokale til skriftlig eksamen. Fra andre sammenhænge har jeg kendt mennesker, der efterhånden stort set holdt op med at forlade deres hjem.

Den amerikanske psykolog og forfatter Ellen Hendriksen bliver i The Guardian interviewet om sin nye bog om social angst, og hun taler om hvor udbredt den er. Umiddelbart virker det som en voldsom påstand, især når jeg tænker på hvordan nogle mennesker bliver mere eller mindre ude af stand til at føre et ordentligt liv på grund af social angst. De fleste mennesker har det jo ikke på den måde. Men i interviewet bliver det hurtigt klart, at Ellen Hendriksen i virkeligheden taler om et bredt spektrum, hvis anden ende er noget, de fleste af os kender, nemlig at være genert. I den anden ende har vi den egentlige socialfobi.

Social angst kommer fra en negativ opfattelse af selvet: der er et eller andet, man ikke kan eller mangler. Og hvis man ikke prøver at skjule denne indbildte mangel, da vil den blive opdaget, og andre vil afvise eller dømme én.  Så det er dét, man frygter og prøver at undgå. Set på denne måde bliver social angst pludselig et udbredt fænomen, og det manifesterer sig på andre måder end ved total isolation. Det kan f.eks. sagtens være, at man godt kan tage hjemmefra og gå til en fest, men man taler kun til en ven, kigger på sin telefon eller står i udkanten af grupper. Og netop den måde at gå til fest på er vi nok mange, der har et lidt for godt kendskab til.

Men denne følelse er samtidig én, vi kun sjældent taler om. For også dén er skamfuld for os. I vore dages Danmark, hvor mere og mere skal konkurrencesættes, bliver vi alle vejet – og ganske mange bliver fundet for lette og får at vide, at der er noget, de ikke kan, at der er noget, de mangler.. Det er næppe med til at fjerne forekomsten af social angst.