Konflikten kom ikke

Foto: DR/Scanpix.

I går aftes ved 21-tiden kom der en mail fra DMs forkvinde Camilla Gregersen – overenskomstforhandlingerne på statens område endte med et forlig. Jeg var usædvanligt lettet.

Truslen om en konflikt har fyldt meget i min og andre offentligt ansattes hverdag i de sidste to måneder, og uvisheden har præget planlægningen af min arbejdsindsats i et omfang, der er helt uvant. For en måned siden, da lockouten truede allermest, var det særligt stressende og ubehageligt. Da var jeg i tvivl om jeg ville kunne nå at afslutte et kursus for et stort hold på 4. semester og samtidig var jeg i tvivl om jeg kunne nå at færdiggøre en stor Horizon 2020-ansøgning med indsendelsesfrist lige efter konfliktens varslede begyndelse.

Jeg ved at mange uddannelsessøgende, herunder de studerende, jeg underviser, også har været meget bekymrede. Jeg har været rede til en arbejdskamp, for det, vi har kæmpet for, er vigtigt. Men jeg ville selvfølgelig helst undgå at skulle nå dertil. Og især var jeg bange for at det ville ende med en udmarvende konflikt og et lovindgreb.

Ganske meget i forliget er godt. Fagbevægelsen fik en lønramme på 8,1 %; det er et brud med ti års nulvækst og følger udviklingen i det private. Det er ikke store stigninger, men det opfylder de krav, som man gik i kamp for. Der kom puljer til ligeløn og lavtløn; de er ikke store, men er dog også et fremskridt. Og det lykkedes at få fjernet Corydons “privatlønsværn” (en new public management-eufemisme), så lønnen i det offentlige fremover følger udviklingen på det private arbejdsmarked, dvs. den tidligere reguleringsordning.

Og så fik man sikret den betalte frokostpause – omend der er forskellige juridiske udgaver af den.

Det er også vigtigt at bemærke, hvad der blev undgået. De krav, som arbejdgiversiden stillede om øget fleksibilitet i ansættelse og arbejdstid, blev ikke til noget. Regeringens “sammenhængsreform” (endnu en new public management-eufemisme), der ville føre til at 60 procent af løndannelsen skulle ske lokalt, blev heller ikke til noget. Og endelig måtte arbejdsgiverne opgive forringelser af seniorordningerne.

Men så er der lærernes arbejdstidsaftale, og dette er forligets svageste punkt. Danmarks Lærerforenings aftale med KL om nedsættelsen af en kommission, der også får konsekvenser for statens undervisere, er et valg som lærernes forhandlere selv har truffet. Aftalen har fået opbakning af hovedstyrelsen i DLF, men mange lærere derude er meget utilfredse. Og det er underligt og trist, at et så centralt krav står hen i det uvisse. Jeg kan sagtens forstå, hvis medlemmer af DLF vil stemme nej ved urafstemningen.

(Og så er der selvfølgelig også LOs enegang på det regionale område. Den har jeg ikke ret meget pænt at sige om.)

Mit eget håb er at vi til de næste overenskomstforhandlinger kan få sat fokus på arbejdstid overalt på det offentlige område og gøre det til et tema. For det, som mange af os i stat, region og kommune har til fælles, er at vores arbejde meget let kan blive grænseløst. Det er dét, der skaber usikkerhed og stress. Hvis vi kan få fokus på arbejdstidsspørgsmålet, vil det være lærerne til gavn.

Og så vil jeg samtidig endnu engang slå til lyd for at selve forhandlingsmodellen bliver reformeret. Det har jeg tidligere skrevet om.