Dit eftermæle

Eftermælet er som bekendt det ry, vi efterlader omverdenen, den dag vi ikke er mere. Den svenske forfatter Göran Rosenberg har skrevet et godt lille essay (som i dag kan læses på dansk i dagbladet Information) om betydningen af at have et eftermæle og om hvordan de sociale medier kan være med til at forhindre, at mennesker får et godt eftermæle. Man kan nemlig nu let og hurtigt sprede en masse negative budskaber om et andet menneske til en meget stor målgruppe. Og alt, hvad vi har deltaget i, der har været på nettet, betyder noget for vores ry og for vores eftermæle. Et så afskyeligt fænomen som hævnporno er den mest åbenlyse udgave heraf. Alt dette er skyggesiden af den selvpromovering, som Facebook, Twitter mm. ofte bruges som værktøj til.

Det er vigtigt at være opmærksomme på vores eftermæle og vores ry hinsides de sociale mediers selvpromovering i øjeblikket – men det er også at være opmærksomme på, hvilket eftermæle vi forsyner andre med gennem det, vi siger og skriver om dem.

Nu, hvor jeg er så gammel som jeg er, hvor jeg er forælder og hvor jeg har undervist ganske mange studerende efterhånden, er det endnu mere klart for mig, hvad eftermælet betyder. Det er alt andet end ligegyldigt, hvad jeg gør og siger. Da jeg sidste år fik voldsom kritik af min undervisning, mærkede jeg hvordan jeg var i færd med at få et rigtig dårligt ry, og det var hårdt at skulle erkende. Jeg var nødt til at genopfinde mig selv og til at tage kritikken til mig.

Sanktioner i sundhedssystemet

Sundhedsministeren. Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix.

I dag beslutter et flertal i Folketinget at indføre et gebyr, så det vil koste patienter 1.675 kr. at få en tolk med, når de er indlagt på hospitalet og 334 kr., hvis de har brug for en tolk ved besøg hos den praktiserende læge eller på skadestuen. Reglen kommer til at gælde for alle, der har haft bopæl i Danmark i tre år eller mere.

Der er ganske mange ting, der er usympatiske ved denne beslutning, der skyldes regeringen, Dansk Folkeparti og (selvfølgelig også) Socialdemokraterne.

Ét er at det vil kunne få nogle patienter til at lade være med at søge behandling – eller også vil de undlade at bruge tolk og dermed risikere at blive fejlbehandlet. Men hele den bagvedliggende idé om sanktioner er også usympatisk.

Selvfølgelig er det meget vigtigt, at man lærer dansk, hvis man bor i Danmark og ikke har alvorlige fysiske eller psykiske problemer eller er alderssvækket. Jeg kender til akademikere, der har boet og arbejdet i Danmark i en længere årrække, men formodentlig ikke kan dansk overhovedet. Det er ikke godt. Men det vi ser nu, vil ikke ramme disse højtuddannede mennesker.

Gebyret vil derimod ramme fattige udlændinge ekstra hårdt, og her tænker jeg især på dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Man kan i dag være på halveret kontanthjælp, også kendt som  integrationsydelse, meget længe, nemlig indtil man har haft, hvad der svarer til to et halvt års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark inden for de seneste otte år. Integrationsydelsen er 5.945 kr. om måneden for en enlig uden børn, og her vil det gøre meget ondt i økonomien at skulle have tolkebistand. Hvad vil man i øvrigt gøre, hvis en patient er ude at stand til at betale? Skal patienten nægtes tolkebistand eller kommer patienten til at oparbejde en gæld?

Et argument for dette gebyr skulle være, at udgifterne til tolkebistand for patienter er høje, men gebyret skulle kun kunne indbringe 2,4 millioner kroner årligt. Så det reelle argument er ikke økonomisk baseret. Det, vi nu ser, er at man bruger ulige adgang til sundhedsvæsenet som en sanktion. Vil syge mennesker virkelig blive motiveret til at forbedre deres danskkundskaber ad denne vej?

Lægeforeningen kalder Folketingets beslutning for ualmindeligt kynisk. Det gør jeg også.

En anden slags indignation

Fra Sjælsmark Udrejsecenter. Foto: Thomas Olsen (Sjællandske Medier).

Det er ingen hemmelighed, at Jacob Holdts lysbilledforedrag Amerikanske billeder gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig, da jeg så det i min gymnasietid. En del af de observationer, som Jacob gør på sin rejse rundt i USA i 1970erne, minder mig efterhånden mere end godt er om hvad vi ser i Danmark for tiden.

Især husker jeg dette sted, hvor den unge Jacob besøger den rige fru Pabst (her citeret fra bogen Amerikanske billeder) lige efter at have besøgt nogle meget fattige mennesker.

Jeg kunne godt lide fru Pabst – levende interesseret som hun er i kunst og kultur – og jeg havde håbet, hun ville give mig lidt penge til at købe mere film for. Så jeg viste hende mine billeder, bl.a. denne lille dreng i muddergrøften.

Da fru Pabst imidlertid så disse fotos af mennesker slået ud af apati og alkoholisme, råbte hun gentagne gange: “Jeg hader dem, jeg hader de dovne dyr. Hvorfor vil de ikke arbejde, hvorfor ta’r de ikke et job?”

Det er underligt, at en kvinde, der faktisk er millionær, bliver så vred på mennesker, der intet har og er helt ladt i stikken. Men ikke helt sjældent har jeg oplevet, at borgere herhjemme, der selv har gode kår (uden at være stenrige som fru Pabst) nærer en tilsvarende vrede mod arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre på samfundets bund.

For tiden er der igen fokus på udrejsecenteret Sjælsmark, hvor afviste asylansøgere nu skal opholde sig. Især for børnefamilier er dette meget hårde forhold, som bl.a. foreningens Børns Vilkår har påpeget.

Og nogle politikere er stærkt indignerede. Men de retter ikke vreden mod de forhold, der får nogle mennesker til at flygte til et andet land langt væk sammen med deres børn og heller ikke mod de forhold, børn må leve under. Nej, vreden rettes mod de pågældende børns forældre. Dansk Folkepartis børneordfører Pernille Bendixen siger til bloggen Den Korte Avis (som jeg ikke vil give et link til) at

”De har taget børnene som gidsler i håb om alligevel at få asyl. For dem er det åbenbart underordnet, at børnene helt åbenlyst mistrives.”

Man kan høre lignende udtalelser fra bl.a. Inger Støjberg og socialdemokratiske politikere.

Jeg ved ikke præcis, hvor borgernes vrede, som de retter nedad, stammer fra. Der er noget mærkeligt i at være vred på mennesker, der er tydeligt magtesløse og ikke har nogen privilegier overhovedet. Men politikerne bidrager (i al fald for mig at se) desværre meget tydeligt til at holde denne paradoksale form for “social indignation” i live. (I 2013 var Sophie Løhde faktisk meget indigneret over placeringen af et udrejsecenter på Sjælsmark, men det skyldtes at hun var bange for at det ville medføre kriminalitet og påvirke lokalsamfundet.)

Skal man lære om beregnelighed?

Standseproblemet på vers. Et digt af Geoffrey K. Pullum fra University of Edinburgh.

Lige for tiden er der diskussioner om indholdet af uddannelserne i datalogi og software på mit institut. Der er nogle, der nu taler for, at man skal fjerne det kursus, der hedder Beregnelighed og kompleksitet fra pensum. Det er det kursus, der handler om uafgørbare og svære beregningsproblemer og tager udgangspunkt i Alan Turings resultater herom.

Datalogifaget fornyr sig hele tiden, siger de, der taler for at afskaffe Beregnelighed og kompleksitet, og det må være på sin plads at tage fat på nogle andre emner nu og måske have nogle flere værktøjsfag. Skulle man absolut nævne at der findes problemer, der ikke kan løses med en algoritme, kunne man jo gøre det kort i den første uge på første semester – så er dét overstået. Det er måske et fundamentalt resultat, men fundamental er jo det samme som elementær. I øvrigt kan man klare sig fint uden, lyder det – de fleste kandidater bliver trods alt først og fremmest programmører, og den slags skal aldrig prøve at løse uafgørbare problemer.

Jeg er selvfølgelig alt andet end neutral her; Beregnelighed og kompleksitet var det første kursus, jeg underviste i da jeg blev universitetslærer i sin tid, og der er ikke nogen på mit institut, der har holdt det så mange gange som mig. Til efteråret skal jeg holde kurset igen, og igen til 2019. Måske bliver det sidste gang nogensinde, studerende møder disse emner, men hvis det sker, vil jeg være endog meget trist til mode. I så fald bliver AAU (så vidt jeg kan se) hjemsted for en af de få datalogiuddannelser derude, hvor studerende ikke skal lære noget om algoritmers begrænsninger.

Mit dybeste argument for at Beregnelighed og kompleksitet ikke skal forsvinde fra vores datalogi- og softwareuddannelser er, at det er vigtigt, at studerende lærer om hvad man ikke kan og aldrig vil kunne. Datalogi er i højere grad end andre naturvidenskaber præget af den teknologiske udvikling, men også datalogi har en kerne af begreber, der ikke forandrer sig. De programmeringssprog og de maskinarkitekturer, vi har i vore dage, er ikke blevet bedre i stand til at løse standseproblemet eller tvetydighedsproblemet for kontekstfrie grammatikker end de sprog og arkitekturer, der fandtes for 20 år siden. Det er ikke alt, man kan programmere sig uden om, og dén faglige realisme og ydmyghed skal en person med en universitetsuddannelse i datalogi være i besiddelse af. Fundamentale resultater i videnskab er ikke nødvendigvis elementære; faktisk er det typisk tilfældet i matematik og naturvidenskab, at de vigtigste resultater er alt andet end nemme at forstå og ofte endda strider mod intuitionen.

Hilbert og de selvkørende biler

Hilberts syttende problem er

Givet et ikke-negativt multivariat polynomium, kan det da altid skrives som en sum af kvadrater af rationelle funktioner?

Svaret er ja, og beviset herfor blev fundet i 1927 af Emil Artin. Desværre var beviset ikke konstruktivt. Et konstruktivt bevis kom i 1940, og først i 1967 fandt man ud fra hvor mange rationelle funktioner, der skal optræde i kvadratsummen. Konrad Schmüdgen har en lille oversigtsartikel om netop Hilberts syttende problem.

Der er en interessant artikel i Wired, hvor udgangspunktet er en forbindelse til selvkørende biler. Det er nemlig rigtig nyttigt i optimeringssammenhæng at vide, om et polynomium kan antage negative værdier, og her er løsningen til Hilberts syttende problem guld værd – og især da de algoritmer, der giver en kvadratsum, hvis den findes. Og hvis man vil minimere et multivariat polynomium, kan man så prøve at forskyde det langs y-aksen og blive ved, til polynomiet ikke længere er ikke-negativt. Forbindelsen til selvkørende biler kommer fra behovet for hurtigt at kunne beregne minimum af multivariate polynomier, der dukker op i beskrivelserne af selvkørende bilers adfærd (f.eks. et polynomium, der beskriver afstanden til en forhindring).

Det rigtig interessante er egentlig, at det, der tilbage i år 1900 var ren matematisk grundforskning, nu her et århundrede senere har fået nogle meget konkrete anvendelser. Gad vide, om vores nuværende forskningsminister er klar over denne forbindelse mellem grundforskning og anvendelser? (Jeg tillader mig at tvivle.)

Dejligt vejr?

Også i denne weekend har jeg været ude i solskinnet. Jeg kan ikke huske, hvornår maj måned i Danmark sidst har været så sommerlig som i år. Det har været dejligt at opleve godt sommervejr, men samtidig sidder jeg også med en lidt underlig følelse af, at noget ikke er som det burde være.

Man kan ikke slutte fra enkeltstående tilfælde af ekstremt vejr til at klimaet forandrer sig; man er nødt til at måle over en længere årrække. Men det er lidt påfaldende, at vi i 2018 allerede har haft dage, der er varmere end den varmeste dag i 2017, hvor der blev målt 26,6 grader ved Abed på Lolland 15. august. Så tidligt som den 19. april i år blev der målt 26,7 grader i Karup.

Og man skal også se på udviklingen for den globale middeltemperatur. Den er tydelig – den globale middeltemperatur har siden 1970 været voksende.  Og jo højere den globale middeltemperatur er (forstået som den gennemsnitlige temperatur ved Jordens overflade, hvor alle lokaliteter og alle årstider er regnet med), jo mere sandsynlig er episoder med særligt varmt vejr.

Det er også bemærkelsesværdigt, at april 2018 var den 400. måned i træk, hvor gennemsnitstemperaturen var højere end gennemsnittet for månederne.

Tsundoku

Jeg har mange bøger, og vel i virkeligheden alt for mange. Jeg har læst måske omkring halvdelen af de bøger, jeg har på reolerne. Nogle stod i årevis på hylden, inden jeg fik dem læst – rekorden er nok The Autobiography of Malcolm X, som jeg købte i New York i 1992 og først læste i 2015, netop hjemvendt fra mit andet besøg nogensinde i New York.

Måske er det underligt at have så mange bøger. Men nu kan jeg læse, at Umberto Eco ejede omkring 30.000 bøger. Han var kendt som en meget belæst mand, men mange af bøgerne fik han faktisk aldrig læst.

Der er faktisk et ord for denne praksis på japansk, nemlig tsundoku (積ん読) – der betegner dét, at man køber bøger, stabler dem op, men aldrig læser dem.

Den libanesisk-amerikanske forfatter Nassim Taleb kaldte Umberto Ecos tsundoku-bibliotek for et “antibibliotek”. Det viste ikke hvad Eco rent faktisk havde læst, men det viste i høj grad, hvad Eco gerne ville vide mere om. På dén måde er også mit meget mindre “antibibliotek” et vidnesbyrd om alt det, jeg ikke ved, men gerne ville vide. Og på den måde siger det vel også noget om mig.

Arbejdsbladenes dag

Den røde kuglepen er omsider stedt til hvile.

I dag var det igen den traditionsrige dag, som alle projektvejledere på Aalborg Universitet kender: De projektgrupper, vi har vejleder, sender os en hel masse arbejdsblade, der er tæt på at være deres færdige projektrapport.  Vi afsætter så en dag til at læse det hele igennem, så godt vi formår. Det kan godt føles overvældende. Og inden længe skal vi så læse de egentlige projektrapporter, men hvis vi har ydet en god vejlederindsats, kan vi så forhåbentlig også have været med til at sørge for at disse færdige projektrapporter er gode at læse.

Der er sket ganske meget med min tilgang til at læse og kommentere arbejdsblade i årenes løb. Før i tiden skrev jeg alle de mange sider ud og sad der med min røde kuglepen og skrev kommentarer i margen. Men den røde kuglepen er stedt til hvile; i dag annoterer jeg PDF-filer og skriver opsummeringer i LaTeX. Af og til er jeg også begyndt at lave videoer ved brug af min iPad, hvor jeg taler om arbejdsbladene og skriver på dem imens. Det vil jeg nok gøre mere brug af i fremtiden.

Noget, jeg altid bemærker, når man er så tæt på afleveringsdatoen, er at det næsten altid omsider står klart for de studerende, hvad deres projekter egentlig handler om. Det skyldes ikke, at de er dumme – tværtimod er det et sundhedstegn, for det viser, at de har lært noget vigtigt og at der er sket en progression. Derfor er det altid en udfordring for dem altid at skabe en sammenhængende projektrapport ud fra både de tidlige arbejdsblade, hvor de endnu ikke havde noget godt overblik over projektet, og de sene arbejdsblade, hvor de har en helt anderledes indsigt. Man er nødt til at lade som om alt, man har lavet, hele tiden har givet mening.

Ofte ser man i dag, at studerende har en opfattelse af at de skal “skrive til rapporten”, men i virkeligheden er hele skrivearbejdet i høj grad procesorienteret. Det, der bliver skrevet, er i meget høj grad en kommunikation mellem de studerende indbyrdes og mellem de studerende og deres vejleder. Derfor er det vigtigt både at skrive meget og at være villige til at kassere det, man har skrevet undervejs. Paradoksalt nok virker det imidlertid som om det føles hårdere for studerende i vore dage at kassere materiale end det gjorde i min studietid – paradoksalt, fordi arbejdsbladene dengang næsten altid kun fandtes i papirform. Hvorfor det er blevet sådan, kan jeg ikke gennemskue.

Rollerball

Da jeg gik i 5. klasse, snakkede mange i klassen om den amerikanske film Rollerball af Norman Jewison med James Caan og Maud Adams i hovedrollerne. Netop dén film fik en hel del omtale i aviser og i tv, og de tv-klip, vi så virkede godt nok spændende med motorcykler og sport og slåskampe i en science fiction-opsætning. Desværre var vi ikke gamle nok til at se Rollerball i biografen, thi den var forbudt for børn under 16 år.

For nylig fandt jeg så den rigtige Rollerball på dvd for en billig penge, og nu har jeg omsider fået set filmen med kun 43 års forsinkelse. Det særligt interessante netop nu er, at filmen foregår i 2018.

Enhver science fiction-films troværdighed afhænger til en vis grad af hvor godt den kan fremskrive den teknologiske udvikling, og her er Rollerball fanget i 1970’erne. Computerne er enorme kasser med store knapper og små billedrørsskærme, og de store Multivision-tv-skærme i alle stuer er store billedrørsskærme. Tøjmoden hos James Caan og Maud Adams er også rendyrket 1975.

Til gengæld er der historien i Norman Jewisons film. Det er dén, der bærer hele filmen, og den bærer den overbevisende. I filmens udgave af 2018 er det de transnationale firmaer, der styrer verden og ejer al adgang til data. Det er ikke så langt fra det faktiske 2018. Der er en form for fred i verden, og den store afledningsmanøvre er sportsgrenen rollerball, en underlig blanding af amerikansk fodbold, ishockey, rollerderby og motorpace. Hver rollerball-kamp starter med, at alle i salen afsynger en højtidelig “virksomhedssalme” (et ord, der er Svend Åge Madsen værdig)!

Den berømte rollerball-spiller Jonathan, der er på højden af sin karriere, bliver efter holdets seneste sejr pludselig bedt om at trække sig tilbage, og netop dét er handlingens motor. Jonathan vil finde ud af hvorfor han skal trække sig tilbage, og hvorhenne i de transnationale firmaers magthierarki beslutningen er truffet. Undervejs finder vi ud af at firmaerne besluttede, at Jonathans hustru skulle forlade ham.

Reglene i rollerball bliver i løbet af filmen lavet om, så sporten går fra at være voldsom, men dog reguleret med straffeperioder og udskiftning, til at være en regelløs omgang håndgemæng, hvor det er helt i orden at overfalde sine modspillere og slå dem halvt eller helt ihjel – alt sammen i et forsøg på at få flere seere. Også dét er ikke så langt fra motiverne bag vore dages regelændringer i sportsgrene.

Hvad det futuristiske element i Rollerball ikke har, har scenerne fra rollerball-kampene. De er meget overbevisende og voldsomme. Der er nemlig ingen filmtricks her; de medvirkende skuespillere og stuntmen spiller rent faktisk rollerball med alle de knubs, denne til filmen opfundne sportsgren giver. Også i dag fremstår de voldsscener, der er en del af adfærden på banen, voldsomme. Det var tydeligvis derfor, filmen var forbudt for børn.

Rollerball er stadig værd at se, men det var nok godt, at jeg ikke så den da jeg gik i 5. klasse.

I 2002 kom der i øvrigt en genindspilning af Rollerball, og den fik usædvanligt dårlige anmeldelser. Jeg har ikke set den, men alle de gode elementer fra Norman Jewisons film er tilsyneladende luget ud med en plat actionfilm med (dårligt) heavy metal-soundtrack som resultat. I Jewisons film er der i øvrigt kun klassisk musik på lydsiden, og det virker fint.

Salme ved Internettets afslutning (En hyldest til Samuel Beckett)

Fra Samuel Becketts teaterstykke “Mens vi venter på Godot”, et stykke kendetegnet ved at personerne ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min familie mig at internetadgangen i vores hjem var afbrudt, og min datter var desperat – to afleveringer i matematik og fysik havde frist i aften, og i vore dage afleverer man over nettet.

Jeg kaster et blik på vores modem og kan konstatere, at dette er ude af vore hænder. Derefter går jeg ud på gaden for at ringe til Stofa, thi mobildækningen hvor vi bor er så elendig, at vi bruger wi-fi-opkald.

– Hej, det er Camilla.
– Hej Camilla, det er Hans. Jeg bor Bondropsgade 12A i Nørresundby. Vores Internetforbindelse fungerer ikke.
– Det er underligt; det ser ikke ud som om du er kunde hos os.
– Men det er jeg. Jeg betaler trofast til jer og får reklamebreve fra jer.
– Er du helt sikker?
– Ja, det er jeg.
– Vent, nu kan jeg se at der har været en tekniker ude og lukke forbindelsen.
– Hvorfor har vi ikke fået det at vide?
– Teknikeren har lagt et postkort i jeres brevkasse.
– Det har jeg ikke set.
– Det var ærgerligt. Nu vil jeg prøve at finde ud af hvilken dag, der kan komme en tekniker ud til jer. Hæng på lidt.

Herefter følger Stofas pausemusik. Imens sender jeg min datter en SMS: Hun kan sidde på biblioteket og lave lektier; de har internetadgang. Snart efter sidder vi begge på biblioteket. 20 minutters pausemusik senere:

– Ja, hej igen. Undskyld, det tog lidt tid. Men jeg vil prøve at finde ud af hvornår vi kan finde en tekniker til jer. Kan du vente en halv time? Så ringer vi tilbage.

Jeg snakker med min datter om hendes lektier; det er noget med koefficienterne i andengradspolynomier og vektorregning. I mellemtiden ringer telefonen.

– Hej, det er Heidi fra Amnesty International.
– Hej, Heidi.
– Du har jo skrevet under på en af vores appeller for nylig. Kunne du ikke tænke dig at være medlem af Amnesty International?
– Jeg har været medlem af Amnesty International siden 1993. Jeg var faktisk til aktivismeseminar i søndags og til landsmøde for en måned side. Jeg var med til at stifte Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg; jeg har endda nøgle til Amnestys lokaler i Aalborg.
– Nå, så ved du jo nok meget om Amnesty. Hvor meget betaler du i bidrag til os om måneden?
– Det kan jeg ikke huske; det er ikke et lille beløb.
– Hvad er dine bankoplysninger?
– Bankoplysninger? Hvad skal du bruge mine bankoplysninger til? Jeg giver jo allerede et bidrag.
– Hvis jeg får dine bankoplysninger, lover jeg at vi ikke ringer igen.
– ???????????!!!!??????

Ti minutter senere ringer telefonen igen.

– Hej, det er Camilla fra Stofa. Der kan komme en tekniker i morgen mellem 7.30 og 12.30.
– Men vi skal jo på arbejde og i skole.
– Kan din datter ikke blive hjemme fra skole?
– Jeg er bange for at det ikke er en god idé. Så må jeg jo aflyse mine aftaler og blive hjemme.
– Ja, det er da ærgerligt.
– Hov, nu kan jeg se, at I har sendt mig en SMS med bekræftelse på at der kommer en tekniker hjem til mig. Der står så godt nok også, at besøget vil koste 997 kroner i timen. Det er jer, der lukket for adgangen. Jeg har ikke pillet ved noget.
– Det er noget, vi skal skrive. Det betyder ikke, at du kommer til at betale noget.
– Så er jeg måske mere lettet. Farvel.
– Farvel.

Nu indløber to enslydende SMS’er fra Stofa:

Vi har annulleret din aftale med en tekniker. Ring til Stofa for at få en ny aftale.

Jeg ringer til Stofa. Nu følger 20 minutters pausemusik.

– Hej, det er Olav. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg talte med en af dine kolleger om at få en tekniker ud. I har lukket for vores internetforbindelse. Jeg havde fået en aftale, men nu har I aflyst aftalen pr. SMS. To gange.
– Det må være en fejl.
– Vil du ikke nok se efter?
– Det skal jeg nok.
– Tak.
– Vent, nu kan jeg se at det er en fejl. Din aftale er ikke aflyst.
– Er du helt sikker på det?
– Ja. Din aftale gælder stadig.
– Farvel, Olav.

Herefter følger et længere ophold på Nørresundbys bibliotek med mere samtale om andengradspolynomier og vektorer. På et tidspunkt laver jeg en banal fortegnsfejl i mit forsøg på at forklare noget med retningsvektorer og fortæller min datter, at jeg vil gå hjem for at lave mad. Derefter går jeg hjem, åbner fryseren og flår en pakke frosne grøntsager op.

(Senere, da jeg er mæt, sidder jeg igen på biblioteket og skriver dette indlæg.)