Min nye chef: Vi skal være mere kyniske

Foto: Per Arnesen, United Productions ApS

Så fik jeg igen en ny chef, og i denne måned er det så Tommy Ahlers, milionær, iværksætter og uddannet jurist (og bestyrelsesmedlem i CEPOS), der er uddannelses- og forskningsminister.

I et interview med DJØF-bladet fra 2013 sagde han

Alle skal sgu da ikke bestå en uddannelse. Hvor kom den fra? At bestå en uddannelse må da bero på, at du besidder et vist talent for det, du har valgt at læse. Vi har fået et akademikerproletariat, fordi vi uddanner så mange. Vi skal være mere kyniske. Den del må gerne være mere elitær, så vi får færre igennem. Så de, der kommer ud, er dygtigere og mere klar til det pres, det er at starte en virksomhed.

Den bemærkning lader jeg lige stå lidt. I forvejen er der en forventning til de af os, der er undervisere og forskere, om at vi skal være iværksættere, der skaffer egne midler på baggrund af egne ideer. Jeg forventer selvfølgelig ikke at en regering som den nuværende ville stå for et opgør med hele denne neoliberalistiske tankegang, men dagens udnævnelse tyder på at der kommer endnu mere af den. Og kynisme i uddannelsessystemet? Jeg synes allerede, der er rigeligt af den.