Undervisningens dag 2018

I dag var det endnu engang tid til Undervisningens Dag, der er navnet på den pædagogiske dag på Aalborg Universitet. I går havde der været Undervisningens Dag på AAU i København; nu kom turen så til AAU i Aalborg.

Programmet var interessant med bl.a. et indbudt foredrag af uddannelsesforskeren Manu Kapur, der er professor ved ETH Zürich, og en paneldebat om de studerendes engagement i undervisningen. Underligt nok var der ingen – heller ikke de studerende – der hæftede sig ved, at en sandsynlig grund til det, der virker som svigtende engagement, er at universitetsdemokratiet for 15 år siden blev afskaffet. Det er svært at engagere sig ordentligt i en situation, man ikke oplever, at man har indflydelse på.

Om eftermiddagen var der en række workshops. Her valgte jeg en workshop om hvordan man kan bruge sin stemme bedst muligt i sin undervisning. Netop dét er ikke så trivielt, som man måske skulle tro . Undervejs i workshoppen blev jeg mindet om, at jeg jo faktisk i 2017 mistede stemmen hele to gange, fordi jeg brugte stemmen forkert i min undervisning på tidspunkter, hvor jeg havde en virusinfektion i halsen.

Til sidst var der en præsentation af de PBL-udviklingsprojekter, som siden 2017 var blevet udført på AAU. To af disse projekter havde jeg selv været med i.