Arven fra Karl Marx

I dag er det 200 år siden, Karl Marx blev født. Sidste år besøgte jeg hans fødeby Trier, og her opdagede jeg, at hans barndomshjem nu var blevet indrettet til – en lavprisbutik.

Det ulykkelige er, at nogle af de allermest undertrykkende regimer i det 20. århundrede hævdede at være baseret på bl.a. Marx’s ideer. Min egen klare fornemmelse er dog, at hvis borgere i et af disse diktaturer havde fremsat de holdninger, som Marx gav udtryk for i sin levetid, var de blevet smidt i fængsel eller skudt. Noget af det, som Karl Marx ofte talte for, var nemlig blandt andet den almindelige valgret og pressefriheden. Den slags glemte Lenin, Stalin og de andre altid at nævne. Heller ikke uafhængige, arbejderstyrede fagforeninger var der.

Den egentlige arv fra Karl Marx kan man se på en helt anden måde. Den franske arbejderleder Jules Guesde tog i 1880 til London og lavede  sammen med Karl Marx et udkast til et program for det franske arbejderparti. Også Friedrich Engels og Paul Lafargue blev inddraget. Programmet blev vedtaget i sin endelige form i 1882.

Her er et uddrag af partiprogrammet i min lidt kluntede oversættelse fra fransk.

1. En ugentlig hviledag eller et forbud ved lov mod at arbejdsgiverne kan kræve at nogen skal arbejde mere end seks ud af syv dage om ugen. Lovgivning, der forkorter arbejdsdagen til otte timer for voksne. Forbud mod at lade børn under 14 år arbejde på værksteder og for børn mellem 14 og 18 år en forkortelse af arbejdsdagen til seks timer.

2. Beskyttende tilsyn med lærlinge foretaget af arbejdersammenslutninger.

3. En lovbefalet mindsteløn, der hvert år skal fastsættes ud fra pristallet af en statistisk arbejderkommission.

4. Et lovforbud mod at arbejdsgiverne kan ansætte udenlandsk arbejdskraft til en lavere løn end lønnen for franske arbejdere.

5. Lige løn for lige arbejde for begge køn.

6. Videnskabelig og faglig undervisning af alle børn skal være statens eller kommunens ansvar.

7. Samfundet skal tage sig af de gamle og ofre for arbejdsulykker.

8. Stop for indblanding fra arbejdsgivere i administrationen af arbejderes fonde, pensioner m.m.; disse skal udelukkende ledes af arbejderne.

9. Arbejdsgiverne har ansvar for ulykker, garanteret af et indskud som arbejdsgiverne skal indbetale til arbejderkasserne, proportionalt med antallet af ansatte og med graden af arbejdets farlighed.

10. Arbejderne skal have indflydelse på de særlige regler i de forskellige værksteder; et stop for chefernes ret til at pålægge deres arbejdere straf i form af bøder eller tilbageholdelse af løn (kommunens dekret af 27. april 1871)

11. Annullering af alle kontrakter, der har fremmedgjort offentlig ejendom (banker, jernbaner, miner osv.) Alle statsejede værksteder skal betros de arbejdere, der arbejder der.

12. Afskaffelse af alle indirekte skatter og forvandling af alle direkte skatter til en progressiv skat på indkomst, der overstiger 3.000 franc. Fjernelse af arven linje sikkerhedsstillelse og Arv i direkte linje over 20.000 franc.

En del af disse krav er efterhånden blevet almindeligt tankegods, også blandt borgerlige politikere, i en del industrialiserede lande – bl.a. ældreforsorg, regler om arbejdsmiljø, undervisningspligt og forbud mod børnearbejde.  I 1880 var den slags dybt kontroversielt. Og man bemærker, at Marx og Guesde talte om ligeløn, problemerne med løndumpning og privatiseringer og om behovet for forhandlinger og regulerede arbejdsforhold, som arbejderne har indflydelse på. Disse problemer er stadig aktuelle i den industrialiserede verden. Og rundt om i Det Globale Syd (og i et land som Kina, hvis regime hævder at hylde Karl Marx) er ingen af de 12 punkter endnu virkelighed for arbejderne.

Så har jeg endda ikke nævnt Marx’ skarpe, kritiske analyser af den kapitalistiske økonomi og dens mekanismer, som selv The Economist, der ikke ligefrem er kendt som et socialistisk tidsskrift, nu udtaler sig positivt om.