Dårligt integreret?

Der er et interview hos DR med Lars Ulrich fra Metallica. Meget af interviewet handler om hvordan han opfatter sig selv efter at have tilbragt  mange år i USA. Han siger

– Folk bliver tit overrasket, når jeg siger, jeg er dansk. Jeg er dansk statsborger. Jeg rejser rundt med et lille, dansk, rødt pas. Jeg er ikke amerikansk statsborger. Jeg er dansk. Det er en væsentlig del af, hvem jeg er, og hvordan jeg ser verden.

– Nogle gange skal man lige have folk til at forstå, at jeg er dansk, og at det ikke er noget, jeg leger indimellem…

Og han mener det tydeligvis. Jeg har selv været til koncert med Metallica i Glasgow for mange år siden, da deres storsælgende “sorte album” udkom, og dengang, husker jeg, sad der et dannebrogsflag på Lars Ulrichs trommesæt. Det var i øvrigt en god koncert. Metallica er faldet meget af på den siden dengang, men til den koncert for mere end et kvart århundrede siden var de endnu skarpe.

Mange i Danmark er nok lidt stolte af den slags handlinger og udtalelser, og det var da også specielt for mig at se et dansk flag den aften i Glasgow; jeg var formodentlig den eneste dansker blandt publikum. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mange i Danmark mon ville reagere, hvis en herboende udenlandsk musiker i et dansk ensemble sagde, at han efter mere end 30 år stadig ikke følte sig dansk og ikke ville være dansk statsborger.

(Visited 94 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar