Burt Bacharach

Et album, som min mor holdt meget af, var A Portrait In Music med og af Burt Bacharach. Så det fik jeg også hørt ganske ofte i min barndom. Jeg har ikke kunnet finde albummet senere selv, og jeg ved ikke, om A Portrait In Music er tilgængeligt mere. Men det var fyldt med sofistikerede ørehængere, altid med tekst af den dygtige Hal David. Og coveret afslørede – og min mor vidste så afgjort – at Burt Bacharach ud over at være en usædvanligt dygtig melodimager også var en flot mand. Han kunne sagtens synge selv, men det var ofte sangerinder som Dusty Springfield, Aretha Franklin og ikke mindst Dionne Warwick, der med stort held fortolkede Bacharach/David.

En hel masse af det, jeg husker fra min opvækst, er væk, men Burt Bacharach er stadig iblandt os – og kommer endda til Danmark til sommer. I dag, lørdag den 12. maj 2018 fylder han 90. Tillykke, Burt – og tak for musikken!

(Og jeg fandt selvfølgelig et ordentligt Bacharach-opsamlingsalbum senere i livet, nemlig The Look of Love.)