Livet i Skyen

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

I går skrev jeg om mine egne luksusproblemer med et nyt fjernsyn. I dag vil jeg vende blikket mod en verden, der er virkelig for mange i Danmark, nemlig et liv i misbrug, fattigdom og ensomhed. Det er skyggesiden af den forbrugsfest, der gør det muligt for folk som mig at købe nye varer. Det er veldokumenteret, at store dele af økonomien bag handel med og produktion af narkotika passerer gennem finansverdenen, bl.a. store banker, og dermed reelt er en integreret del af den “rigtige” kapitalistiske økonomi.

I dagbladet Information er der i dag en artikel om værestedet Skyen i København, hvor de lokale narkomaner kommer for at fixe. Den er vigtig læsning.

»Det er ikke hr. og fru Jensens velstimulerede børn, der kommer her. Det er krigsveteraner og folk med de værste socialsager, man kender fra medierne. Jeg tror, at du og jeg kunne ryge heroin i en uge, og så ville du nok være lidt syg, men der ville ikke være fare for, at du hang i det resten af dit liv.«

Manden med den grønne kasket mener ikke, at det er stofferne i sig selv, der er problemet. Stofferne giver en pause fra de virkelige problemer, som de fleste stofbrugere har.

De næste tre linjer giver et chokerende, men meget tydeligt indblik i nogle årsager til stofmisbrug, og på sin måde siger dette citat mindst lige så meget som mange af de analyser, vi støder på.  Derfor vil jeg lade det udgøre afslutningen her.

»Vi siger jo: Onkel Benny bollede mig i røven fra jeg var tre år gammel, ik’? Jeg har det svært, så stikker jeg mig i armen, og pift: Så har jeg det godt,« siger han.