Rollerball

Da jeg gik i 5. klasse, snakkede mange i klassen om den amerikanske film Rollerball af Norman Jewison med James Caan og Maud Adams i hovedrollerne. Netop dén film fik en hel del omtale i aviser og i tv, og de tv-klip, vi så virkede godt nok spændende med motorcykler og sport og slåskampe i en science fiction-opsætning. Desværre var vi ikke gamle nok til at se Rollerball i biografen, thi den var forbudt for børn under 16 år.

For nylig fandt jeg så den rigtige Rollerball på dvd for en billig penge, og nu har jeg omsider fået set filmen med kun 43 års forsinkelse. Det særligt interessante netop nu er, at filmen foregår i 2018.

Enhver science fiction-films troværdighed afhænger til en vis grad af hvor godt den kan fremskrive den teknologiske udvikling, og her er Rollerball fanget i 1970’erne. Computerne er enorme kasser med store knapper og små billedrørsskærme, og de store Multivision-tv-skærme i alle stuer er store billedrørsskærme. Tøjmoden hos James Caan og Maud Adams er også rendyrket 1975.

Til gengæld er der historien i Norman Jewisons film. Det er dén, der bærer hele filmen, og den bærer den overbevisende. I filmens udgave af 2018 er det de transnationale firmaer, der styrer verden og ejer al adgang til data. Det er ikke så langt fra det faktiske 2018. Der er en form for fred i verden, og den store afledningsmanøvre er sportsgrenen rollerball, en underlig blanding af amerikansk fodbold, ishockey, rollerderby og motorpace. Hver rollerball-kamp starter med, at alle i salen afsynger en højtidelig “virksomhedssalme” (et ord, der er Svend Åge Madsen værdig)!

Den berømte rollerball-spiller Jonathan, der er på højden af sin karriere, bliver efter holdets seneste sejr pludselig bedt om at trække sig tilbage, og netop dét er handlingens motor. Jonathan vil finde ud af hvorfor han skal trække sig tilbage, og hvorhenne i de transnationale firmaers magthierarki beslutningen er truffet. Undervejs finder vi ud af at firmaerne besluttede, at Jonathans hustru skulle forlade ham.

Reglene i rollerball bliver i løbet af filmen lavet om, så sporten går fra at være voldsom, men dog reguleret med straffeperioder og udskiftning, til at være en regelløs omgang håndgemæng, hvor det er helt i orden at overfalde sine modspillere og slå dem halvt eller helt ihjel – alt sammen i et forsøg på at få flere seere. Også dét er ikke så langt fra motiverne bag vore dages regelændringer i sportsgrene.

Hvad det futuristiske element i Rollerball ikke har, har scenerne fra rollerball-kampene. De er meget overbevisende og voldsomme. Der er nemlig ingen filmtricks her; de medvirkende skuespillere og stuntmen spiller rent faktisk rollerball med alle de knubs, denne til filmen opfundne sportsgren giver. Også i dag fremstår de voldsscener, der er en del af adfærden på banen, voldsomme. Det var tydeligvis derfor, filmen var forbudt for børn.

Rollerball er stadig værd at se, men det var nok godt, at jeg ikke så den da jeg gik i 5. klasse.

I 2002 kom der i øvrigt en genindspilning af Rollerball, og den fik usædvanligt dårlige anmeldelser. Jeg har ikke set den, men alle de gode elementer fra Norman Jewisons film er tilsyneladende luget ud med en plat actionfilm med (dårligt) heavy metal-soundtrack som resultat. I Jewisons film er der i øvrigt kun klassisk musik på lydsiden, og det virker fint.

(Visited 73 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar