Arbejdsbladenes dag

Den røde kuglepen er omsider stedt til hvile.

I dag var det igen den traditionsrige dag, som alle projektvejledere på Aalborg Universitet kender: De projektgrupper, vi har vejleder, sender os en hel masse arbejdsblade, der er tæt på at være deres færdige projektrapport.  Vi afsætter så en dag til at læse det hele igennem, så godt vi formår. Det kan godt føles overvældende. Og inden længe skal vi så læse de egentlige projektrapporter, men hvis vi har ydet en god vejlederindsats, kan vi så forhåbentlig også have været med til at sørge for at disse færdige projektrapporter er gode at læse.

Der er sket ganske meget med min tilgang til at læse og kommentere arbejdsblade i årenes løb. Før i tiden skrev jeg alle de mange sider ud og sad der med min røde kuglepen og skrev kommentarer i margen. Men den røde kuglepen er stedt til hvile; i dag annoterer jeg PDF-filer og skriver opsummeringer i LaTeX. Af og til er jeg også begyndt at lave videoer ved brug af min iPad, hvor jeg taler om arbejdsbladene og skriver på dem imens. Det vil jeg nok gøre mere brug af i fremtiden.

Noget, jeg altid bemærker, når man er så tæt på afleveringsdatoen, er at det næsten altid omsider står klart for de studerende, hvad deres projekter egentlig handler om. Det skyldes ikke, at de er dumme – tværtimod er det et sundhedstegn, for det viser, at de har lært noget vigtigt og at der er sket en progression. Derfor er det altid en udfordring for dem altid at skabe en sammenhængende projektrapport ud fra både de tidlige arbejdsblade, hvor de endnu ikke havde noget godt overblik over projektet, og de sene arbejdsblade, hvor de har en helt anderledes indsigt. Man er nødt til at lade som om alt, man har lavet, hele tiden har givet mening.

Ofte ser man i dag, at studerende har en opfattelse af at de skal “skrive til rapporten”, men i virkeligheden er hele skrivearbejdet i høj grad procesorienteret. Det, der bliver skrevet, er i meget høj grad en kommunikation mellem de studerende indbyrdes og mellem de studerende og deres vejleder. Derfor er det vigtigt både at skrive meget og at være villige til at kassere det, man har skrevet undervejs. Paradoksalt nok virker det imidlertid som om det føles hårdere for studerende i vore dage at kassere materiale end det gjorde i min studietid – paradoksalt, fordi arbejdsbladene dengang næsten altid kun fandtes i papirform. Hvorfor det er blevet sådan, kan jeg ikke gennemskue.