Tsundoku

Jeg har mange bøger, og vel i virkeligheden alt for mange. Jeg har læst måske omkring halvdelen af de bøger, jeg har på reolerne. Nogle stod i årevis på hylden, inden jeg fik dem læst – rekorden er nok The Autobiography of Malcolm X, som jeg købte i New York i 1992 og først læste i 2015, netop hjemvendt fra mit andet besøg nogensinde i New York.

Måske er det underligt at have så mange bøger. Men nu kan jeg læse, at Umberto Eco ejede omkring 30.000 bøger. Han var kendt som en meget belæst mand, men mange af bøgerne fik han faktisk aldrig læst.

Der er faktisk et ord for denne praksis på japansk, nemlig tsundoku (積ん読) – der betegner dét, at man køber bøger, stabler dem op, men aldrig læser dem.

Den libanesisk-amerikanske forfatter Nassim Taleb kaldte Umberto Ecos tsundoku-bibliotek for et “antibibliotek”. Det viste ikke hvad Eco rent faktisk havde læst, men det viste i høj grad, hvad Eco gerne ville vide mere om. På dén måde er også mit meget mindre “antibibliotek” et vidnesbyrd om alt det, jeg ikke ved, men gerne ville vide. Og på den måde siger det vel også noget om mig.