En anden slags indignation

Fra Sjælsmark Udrejsecenter. Foto: Thomas Olsen (Sjællandske Medier).

Det er ingen hemmelighed, at Jacob Holdts lysbilledforedrag Amerikanske billeder gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig, da jeg så det i min gymnasietid. En del af de observationer, som Jacob gør på sin rejse rundt i USA i 1970erne, minder mig efterhånden mere end godt er om hvad vi ser i Danmark for tiden.

Især husker jeg dette sted, hvor den unge Jacob besøger den rige fru Pabst (her citeret fra bogen Amerikanske billeder) lige efter at have besøgt nogle meget fattige mennesker.

Jeg kunne godt lide fru Pabst – levende interesseret som hun er i kunst og kultur – og jeg havde håbet, hun ville give mig lidt penge til at købe mere film for. Så jeg viste hende mine billeder, bl.a. denne lille dreng i muddergrøften.

Da fru Pabst imidlertid så disse fotos af mennesker slået ud af apati og alkoholisme, råbte hun gentagne gange: “Jeg hader dem, jeg hader de dovne dyr. Hvorfor vil de ikke arbejde, hvorfor ta’r de ikke et job?”

Det er underligt, at en kvinde, der faktisk er millionær, bliver så vred på mennesker, der intet har og er helt ladt i stikken. Men ikke helt sjældent har jeg oplevet, at borgere herhjemme, der selv har gode kår (uden at være stenrige som fru Pabst) nærer en tilsvarende vrede mod arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre på samfundets bund.

For tiden er der igen fokus på udrejsecenteret Sjælsmark, hvor afviste asylansøgere nu skal opholde sig. Især for børnefamilier er dette meget hårde forhold, som bl.a. foreningens Børns Vilkår har påpeget.

Og nogle politikere er stærkt indignerede. Men de retter ikke vreden mod de forhold, der får nogle mennesker til at flygte til et andet land langt væk sammen med deres børn og heller ikke mod de forhold, børn må leve under. Nej, vreden rettes mod de pågældende børns forældre. Dansk Folkepartis børneordfører Pernille Bendixen siger til bloggen Den Korte Avis (som jeg ikke vil give et link til) at

”De har taget børnene som gidsler i håb om alligevel at få asyl. For dem er det åbenbart underordnet, at børnene helt åbenlyst mistrives.”

Man kan høre lignende udtalelser fra bl.a. Inger Støjberg og socialdemokratiske politikere.

Jeg ved ikke præcis, hvor borgernes vrede, som de retter nedad, stammer fra. Der er noget mærkeligt i at være vred på mennesker, der er tydeligt magtesløse og ikke har nogen privilegier overhovedet. Men politikerne bidrager (i al fald for mig at se) desværre meget tydeligt til at holde denne paradoksale form for “social indignation” i live. (I 2013 var Sophie Løhde faktisk meget indigneret over placeringen af et udrejsecenter på Sjælsmark, men det skyldtes at hun var bange for at det ville medføre kriminalitet og påvirke lokalsamfundet.)