Døden ifølge Critchley

Så blev jeg færdig med How to Stop Living and Start Worrying af og med den engelske filosof Simon Critchley. Titlen er en snedig parodi på How To Stop Worrying And Start Living, en storsælgende selvhjælpsbog af Dale Carnegie.

Det er ikke en selvhjælpsbog, vi har med at gøre. Til gengæld er det en form for samtalebog ; det meste af bogen er transskriberet fra en samling tv-interviews med den svenske filosof Carl Cederström fra svensk tv i 2009. Det er i sig selv dybt fascinerende, at man på svensk tv har haft en programrække om filosofi med fagfilosoffer i centrum.

How to Stop Living and Start Worrying tager fat i de store emner og de store spørgsmål – filosofi som fag, døden, kærligheden, humor og autenticitet.  Alle disse emner skal man bekymre sig om i stedet for “bare” at leve som om intet hænder, er Critchleys pointe – og deraf bogens titel. Ganske ofte undervejs vender han tilbage til døden og hvordan den dødelighed, vi mennesker kender til, former vore liv og vore måder at bedrive filosofi på. Stærkest står for mig dog kapitlerne om kærlighed og om humor. Ifølge Critchley er kærligheden noget, der rækker ud over den objektive sandhed og ikke mindst udgør en form for tilintetgørelse af selvet. Når man elsker, “hugger og hakker” man sig selv væk, siger Critchley. Og ifølge Critchley er humor en slags “kritisk socialantropologi” i og med at humoren stiller spørgsmål om det fornuftige i menneskelige forhold. I et samfund hvor alt er perfekt, er der ingen humor, siger han.

Simon Critchley er kontinentalfilosof, dvs. en filosof i den tysk/franske tradition set i modsætning til den britisk/amerikanske analytiske filosofi. Derfor er det ikke så underligt, at han ofte nævner folk som Heidegger, Derrida og Lacan. Hvis man ikke har læst kontinentalfilosoffernes hovedværker (og det har jeg ikke), er How to Stop Living and Start Worrying nogle gange en udfordring at læse. I modsætning til f.eks. Svend Brinkmanns populære bøger er her ikke tale om en indføring for den uindviede; man skal holde tungen lige i munden ganske ofte og læse langsomt og omhyggeligt. Hvis man er i stand til dét, er bogen værd at læse.

Dorinas fødselsdag

I dag har jeg været med til at fejre at min kollega Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi fyldte 50. Hun havde samlet familie og venner i sit hjem, og der blev også tid til en gåtur på den smukke sommeraften hen mod solnedgang i Mols Bjerge, hvor Dorina bor.

Dorina og jeg har siden 2013 samarbejdet om projekter om universitetsundervisning, og det er der kommet både publikationer og den nye PBL Exchange-portal ud af. Og nu er Dorina også blevet fastansat på AAU. Jeg ved, at det er en meget stor lettelse for hende.

Der er al mulig grund til at ønske tillykke!!

Skærmblind

Der er en interessant klumme i Wired om “skærmblindhed”, som er den ærgerlige konsekvens af at man mest sidder og læser tekst på skærme – små skærme, mellemstore skærme og store skærme.  Det går simpelthen ud over synet. I oktober 2016 fik jeg multifokale kontaktlinser for at gøre noget ved det faktum, at jeg nu både er nærsynet og har “gammelmandssyn”. Men siden da er mit syn faktisk blevet lidt dårligere igen.

Man skal se noget andet end at kigge på skærmen en gang imellem, for det er ikke godt for de små muskler i øjet at fokusere så længe og så intenst på skærmen. Uden for det kontor, jeg havde indtil sommeren 2016, var der et træ med en fuglerede. Og uden for det kontor, jeg havde i efteråret 2016, var der udsyn til græs og til en bygning af samme slags. Fra og med foråret 2017 har jeg haft udsigt til en parkeringsplads, hvor der står nogle træer. Jeg må tage mig sammen til at kigge lidt ud på træerne derude engang imellem.

For en anden konsekvens af al den megen skærmtid er måske også, at man får sværere ved at se ordentligt på alle de mange ting, der er uden for skærmen,  dvs. den faktiske verden, vi lever i. Ovre i USA er en forfatter ved navn Gabriel Popkin begyndt at arrangere tree walks. Og nej, det har ikke noget med gennemvandring af træstrukturer at gøre. Gabriel Popkin tager såmænd på gåture sammen med interesserede, hvor man går rundt i Washington D.C. og kigger på byens mange fine træer. Det lyder da egentlig hyggeligt og godt. Jeg er vokset op i Han Herred, og som barn havde jeg en nogenlunde fornemmelse af hvilke slags træer, der var i nærheden af mit hjem. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om hvilke slags træer det er, der er ude på parkeringspladsen. Jeg må vist hellere se efter.

Der kom en mail fra Japan

Jeg har en tendens til lynhurtigt at bladre forbi de mailbeskeder, jeg får, hvor afsenderen er angivet med kinesiske skrifttegn – de er nemlig altid spam. I dag opdagede jeg så faktisk, at det bestemt ikke altid er sådan. Den mail med kinesiske skrifttegn i headeren, som jeg var lige ved at bladre forbi, var faktisk skrevet på et både pænt og korrekt og meget høfligt engelsk og kom ikke fra Kina, men fra Japan. Her sidder der en gruppe mennesker på universitetet i Nagoya og holder en studiekreds. Og denne studiekreds er såmænd baseret på min bog Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom på Cambridge University Press tilbage i 2010. Afsenderen var en professor Yuen, som faktisk havde mødt mig i Tyskland i februar 2017 (det havde jeg desværre glemt). Han havde nogle spørgsmål på studiekredsens vegne, fordi der var nogle steder i bogen, som undrede dem. Og på denne måde opdagede jeg, at der nogle steder i min bog er nogle fejl – bl.a. er der i et kapitel en fejl i et induktionsbevis og i et andet kapitel en fejl i en definition. Til alt held er fejlene nemme at rette, og jeg lovede at få dem med i bogens officielle retteark. En dag vil jeg revidere bogen, men den slags tager tid.

Det er selvfølgelig ærgerligt at få at vide, at der er fejl i en bog, jeg har fået udgivet. Men samtidig er det en særlig følelse at opdage, at der sidder nogen i et land meget langt væk, der er gået sammen om at ville læse og diskutere en bog, jeg har skrevet.

En dialog om indtægt og fortjeneste

Sokrates: Goddag, Sisyfos.
Sisyfos: Goddag, Sokrates.
Sokrates: Du ser så glad ud, Sisyfos.
Sisyfos: Ja, jeg har lige været ude at køre med lokalbanen. Det var godt, at der ikke blev nogen konflikt.
Sokrates: Ja, det var det. Lokalbanerne skulle have strejket, men det blev ikke til noget.
Sisyfos: Det der med løn er rigtig vigtigt. Det skal kunne betale sig at arbejde.
Sokrates: Hvad betyder det?
Sisyfos: Det betyder, at man skal kunne mærke en fordel, hvis man har et arbejde.
Sisyfos: Der er en artikel i en avis, der hedder Politiken (det er sjovt, at en dansk avis har et græsk navn!) af en professor og en lektor. De siger, at det er godt, at topchefer får en særligt høj løn. De topchefer, der får mest, tjener omkring 1,5 millioner kroner mere end topcheferne i top-5-procent. Og det er godt, at de tjener så meget.
Sokrates: Hvorfor er det en god idé?
Sisyfos: Hvis belønningen er rigtig stor, vil toplederne gøre sig ekstra umage. Og så producerer virksomhederne mere.
Sokrates: Er det vigtigt, at lederne gør sig umage med deres arbejde?
Sisyfos: Ja, det er meget vigtigt. Ledelsen har et helt særligt ansvar. Hvis lederne ikke gør en stor indsats, vil det gå ud over virksomheden.
Sokrates: Er det også vigtigt, at de menige ansatte i virksomheden gør sig umage?
Sisyfos: Ja, selvfølgelig er det dét. Hvis de menige ansatte ikke gør sig umage, kan virksomheden ikke fungere. Men hvis de gør sig umage, bliver der produceret mere.
Sokrates: Hvordan kan vi sikre, at de menige ansatte gør sig ekstra umage?
Sisyfos: Det er faktisk helt enkelt: de menige ansatte skal have en lav løn. På dén måde vil de gøre sig ekstra umage, for så er de nødt til at gøre deres arbejde godt, hvis de vil have lønforhøjelse.
Sokrates: Hvorfor er det sådan?
Sisyfos: Når man mangler noget, bliver man tilskyndet til at gøre en særlig indsats.
Sokrates: Så hvis man får en lav løn, vil man gøre sig ekstra umage?
Sisyfos: Ja, det vil man.
Sokrates: Men så må det bedste vel være, at lederne af virksomheden også skal have en lav løn.
Sisyfos: Nej nej, det er jo netop uligheden, der motiverer nogen til at gøre en særlig indsats.
Sokrates: Hvordan det?
Sisyfos: Det er fordi man så har noget at stræbe efter. Hvis alle fik lige meget, ville det ikke motivere nogen. Men når ikke alle får lige meget, vil de, der får den laveste løn gøre sig ekstra umage.
Sokrates: Så må det bedste vel være, at lederne af virksomheden får en lav løn, mens de menige ansatte får en høj løn. Så er der ulighed, og lederne bliver motiveret til virkelig at gøre sig umage.
Sisyfos: Nej nej, lederne skal have meget mere end de menige ansatte.
Sokrates: Hvorfor det?
Sisyfos: Fordi… vent, nu er jeg virkelig i tvivl.

Med blyant og papir

I dagens udgave af dagbladet Information er der en leder, der fortjener stor ros. Jeg havde aldrig turdet håbe på, at jeg i en dansk avis skulle læse linjer som nedenstående.

Inden for datalogien bruger man i høj grad stadig papir og blyant, både på de datalogiske uddannelser og ude i virksomhederne.

Det er klart, at computere er en del af det datalogiske fag på universiteterne og bruges til at lave konkrete programmer og implementere algoritmer. Det er klart, at computere ude i teknologivirksomhederne bruges til at bygge hjemmesider og hoste databaser. Men i de videnstunge dele af faget, i de svære fag på de datalogiske uddannelser og i forsknings- og udviklingsafdelingerne ude i virksomhederne, er papir og blyant et ligeså vigtigt redskab som computeren. Hvis man for eksempel beskæftiger sig med design af algoritmer, så skitserer man ofte algoritmen på papir for at forstå dens funktion og udregne dens hastighed, og først når det er gjort, kan man implementere den på en computer.

Det er rigtig glædeligt, at der omsider er en dansk journalist, der både forstår og forklarer forskellen mellem naturvidenskaben datalogi og området informationsteknologi – og gør det i en analyse af den omsiggribende begejstring for at indføre iPads, bærbare computere osv. i folkeskole.

Derudover er det glædeligt, at lederen fokuserer på det, der efterhånden burde være klart: For at vi mennesker skal kunne bruge teknologi rigtigt og forstå teknologien rigtigt, skal vi først og fremmest kunne agere som ansvarlige mennesker. Derfor er det almen dannelse, der må være udgangspunktet.

Det interessante er, at de, der skabte det, vi i dag kalder for informationsteknologi og dens videnskabelige grundlag, for det meste var mennesker med bred almen dannelse. Jeg var så heldig at kende Robin Milner i min tid som PhD-studerende i Edinburgh, og han var (ligesom de andre legendariske professorer på LFCS dengang) et menneske, der havde en levende interesse også i filosofi, litteratur og klassisk musik. Hvis man læser Andrew Hodges’ biografi om Alan Turing, opdager man hurtigt, at også Turing havde en bred almen dannelse.

Bjarne Stroustrup, manden bag programmeringssproget C++, sagde i et interview sidste år at

Hver time, der er brugt på at lære et barn Word eller Google, kunne være brugt på noget andet: historie, litteratur, matematik, biologi, fransk, gymnastik eller en tur i skoven. Kun hvis den tid, der bruges på it, hjælper med den bredere uddannelse, er den godt brugt. It er et værktøj, ikke et mål i sig selv.

… man kan i nogle sammenhænge godt bruge computeren som et redskab til at lære de traditionelle fagområder, for eksempel kan man bruge en computer i matematik til at regne beviser efter, men det bliver ofte en distraktion.

De mest ukritisk teknologibegejstrede mennesker i vore dage er ofte nogen, der har ikke nogen dybere, fagligt baseret forståelse af teknologiens væsentlige begrænsninger.  Den slags forståelse finder man ofte blandt forskere inden for datalogi. Og netop derfor er det så bizart, at der faktisk er personer på mit institut, der vil afskaffe undervisning i grundfaget beregnelighed til fordel for undervisning i værktøjsfag.

Hans indre stemme

Når man er introvert, er det sådan, at det indre liv er dét, der (som regel) producerer ny mental energi, mens det ydre liv (som regel) forbruger den mentale energi. Hvor det ydre liv er samværet med andre mennesker, er det indre liv er de tanker, man selv har.

Introverte mennesker kan f.eks. have brug for pauser alene undervejs i en stor social sammenkomst. Det er ikke det samme som at være menneskefjendsk – Hans er selv introvert (det har han skrevet om her før), men andre mennesker betyder meget for ham. Samtidig har han dog også brug for ind imellem at kunne samle tankerne og få fred i sindet.

Ofte tager det indre liv form af en slags dialog, den introverte har med sig selv. Det kan være tanker, dagbogsskrivning eller måske endda at man siger noget højt til sig selv. Selv kender Hans til alle tre former for indre dialog.

Nu har han læst en artikel af Özlem Ayduk og Ethan Kross, og den giver ham noget at tænke over. Ayduk og Kross har undersøgt, om det har betydning for selv-refleksion og hvor god man er at løse problemer som f.eks. at håndtere egne negative følelser, hvordan man henviser til sig selv. Deres empiriske resultater peger på at man faktisk kan blive bedre til f.eks. at håndtere negative følelser ved at henvise til sig selv i tredje person og måske endda ved at bruge sit navn, når man har sin indre dialog (eller indre monolog). Selve dette ikke at sige “jeg” og “mig” er det, der skaber en væsentlig distance.

Hans spekulerer nu på, om det mon er en strategi, han vil bruge i fremtiden. Formodentlig er det en god strategi, når han vil gøre noget ved den udprægede selvkritik, hans indre dialog nogle gange kører fast i. Han kan ikke lade være med at tænke på, at nogle mennesker har en tendens til at lade selvkritikken løbe af med dem og trække dem ned. Men om han vil bruge den distancerede strategi på skrift også, er Hans derimod ikke så sikker på.

Sankt Hans 2018 på Egholm

Det er underligt at tænke på at dagene igen bliver kortere. Men lige nu er nætterne stadig lyse, og efter en kølig uge bliver vejret igen pænere.

Endnu en gang fejrede min hustru og jeg sankthansaften på Egholm. Det er noget helt særligt ved at være herude på øen mellem Aalborg og Nørresundby, en fredelig grøn plet midt i det hele.

Som altid, når jeg er her, tænker jeg uvilkårligt på planerne om en motorvej hen over Egholm, forrykte som de er.  Her til aften mødte jeg endnu engang mange af dem, jeg siden 2014 har lært at kende i vores kamp mod motorvejen.

Tilfældet ville at jeg også på denne aften mødte min gamle studiekammerat og tidligere kollega Lars Bækgaard, der fejrede 40-års studenterjubilæum med sin gamle årgang fra Nørresundby Gymnasium på Restaurant Kronborg på Egholm. Også dét var et godt gensyn.

Et nyt omsorgscenter

Grafik: Al-Jazeera. https://www.aljazeera.com/indepth/interactive/2016/08/afghanistan-controls-160823083528213.html

For ikke så længe siden skrev jeg om det “opdragelsesteam”, som regeringen har nedsat. Dette “opdragelsesteam” har fastlagt nogle retningslinjer for hvordan opdragelse bør finde sted i Danmark og taler bl.a. om at indføre såkaldte “forældrekontrakter”.

Men den igangværende omkalfatring af sproget og af forholdet til børns og familiers rettigheder slutter ikke her. Den danske regering og den norske regering (hvor Dansk Folkepartis søsterparti Fremskrittspartiet har justitsministerposten) forhandler nemlig med den afghanske regering om at oprette en lejr for afviste mindreårige asylansøgere i Kabul.

Afviste asylansøgere fra Afghanistan, der er mindreårige, skal så sendes til Afghanistan og opholde sig i denne lejr. Lejren kalder man for et “omsorgscenter”. Incitamentet for den afghanske regering til at oprette et sådant “omsorgscenter” er midler fra Danmark og Norge. Jeg bemærker her,  at den afghanske regering reelt kun kontrollerer 56,3 procent af landet. Resten kontrolleres af Taliban og ISIL, som kortet ovenfor viser (og begge er tæt på Kabul). Hvor stor omsorg, der ligger bag de dansk/norske planer, er derfor meget uklart for mig. Dansk Flygtningehjælp har afvist at ville drive “omsorgscenteret”, bl.a. fordi man anser det for at være et oplagt mål for terrorhandlinger.

Ordet “omsorgscenter” har hidtil været brugt i forbindelse med den kommunale hjemmepleje i Danmark, men nu kommer ordet altså også til at indgå i det omsiggribende politiske nysprog, der udelukkende handler om at skjule og forskønne.

Er karaktererne for høje?

For nylig skrev jeg om hvordan den danske forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers var bekymret over at der var så mange danske studerende, der fik 12-taller.

Jeg bemærker nu, at vi ser samme fænomen i Storbritannien; her er der flere studerende end nogensinde før, der får en såkaldt first class honours degree, dvs. en universitetsgrad, hvor karaktergennemsnittet (udregnet som en procentdel af den maksimalt mulige score) er 70 procent eller derover. For eksempel fik hele 40 procent en first class ved University of Surrey sidste år, og på mere end 50 britiske universiteter er antallet af afgangsstuderende med en first class blevet fordoblet siden 2010.

Skotland bruger en anden skala end England, Wales og Nordirland, men så vidt jeg kan se, er karakterskalaerne begge steder de samme som de har været længe. Så det er slet ikke sikkert, at 12-skalaen er årsagen til udviklingen. Den britiske regering hævder, at universiteterne skulle have gjort det nemmere at få topkarakterer. I så fald har regeringen kun sig selv at takke for dette med sit voldsomme fokus på konkurrence mellem universiteterne, et fænomen vi også kender fra Danmark (omend det ikke er helt så fremskredet endnu her).

Den britiske regering vil nu indføre nationalt standardiserede bedømmelser, som skal sikre at kun 10 procent får de højeste karakterer, for målet er at høje karakterer skal være noget særligt forbeholdt de få. Hvordan man vil lave standardiserede bedømmelser, ved jeg ikke – det vil i så fald kræve en hidtil uset form for ensretning af uddannelsernes indhold.  Men i lyset af de seneste danske regeringers tiltag ville det ikke undre mig, hvis Tommy fik en lignende idé.