At leve med sit navn

Kong Hans.

I dag blev jeg omsider færdig med at rette de 170 eksamensopgaver, og fordi opgavebesvarelserne var sorteret efter de studerendes fornavne, endte jeg med at bemærke hvordan fornavnene fordeler sig. Mere end 95 af de studerende på det store hold er mænd, for sådan er datalogiuddannelserne desværre indrettet. Der er bestemte fornavne, der er meget populære hos unge først i tyverne. Rigtig mange hedder Christian og Frederik – ikke så mærkeligt, for de to navne er de danske kongenavne og går derfor formodentlig aldrig af mode. Men også Rasmus, Peter, Alexander, Jakob, Mikkel og Mathias er rigt repræsenteret.

Til gengæld er det mange år siden, jeg har haft studerende, der hed Hans.  Kan jeg lide mit navn? Jeg ved det ikke rigtig, for det er efterhånden blevet et navn, der tydeligt signalerer at man har en bestemt alder.  Hans er ikke helt så bedaget som Preben eller Jørgen – to navne, som næppe nogen mor i Danmark i dag ville forsyne sin søn med. Men alligevel. Måske er det bare erkendelsen af egen alder, der ikke er så rar.

Jeg kunne i dag læse et lille essay af Arthur Brooks, der ligesom jeg er 54 år gammel, og han har det lidt underligt med at hedde Arthur, for det er et navn, der ikke har været populært i engelsktalende lande i rigtig mange år.

Måske påvirker vore navne ikke bare vores selvopfattelse, men også hele vores liv. Arthur Brooks nævner i al fald en undersøgelse fra USA, der synes at vise, at mennesker i dét land har en tilbøjelighed til at vælge en livsbane, der minder om deres navn. F.eks. skulle der være større sandsynlighed for at blive tandlæge (dentist) eller bosætte sig i Denver, hvis man hedder Dennis!

Hvis der er nogen retfærdighed, bliver Hans en dag igen populært, for det er et gammelt kongenavn og tilmed navnet på den eneste konge siden Christian den 1., der hverken hed Christian eller Frederik. Kong Hans gjorde sig endda bemærket ved at være den eneste danske konge, der er født i Aalborg. Han døde tilmed også i Aalborg.