Efter afstemningen

Det er ikke engang fem uger, det stod klart at der ikke ville blive storkonflikt på det offentlige område i 2018. Lige nu føles det som meget længere tid siden. Mange af os bandt en masse mental energi i arbejdskampen i de måneder, den stod på, og jeg var en af dem, der talte om den truende konflikt hver dag. Alt andet lige var derfor det en stor lettelse at der ikke kom nogen konflikt. Nu kunne vi omsider tænke på noget andet igen. Samtidig var jeg og mange andre dog meget skuffede over at lærerne fik et så pauvert forhandlingsresultat, som de gjorde. Nogen arbejdstidsaftale blev det slet ikke til.

Nu foreligger så resultatet af urafstemningerne, og i næsten alle fagforeninger har der været et stort flertal for overenskomsterne. I min fagforening DM var det næsten 98 procent, der stemte ja. Også i Danmarks Lærerforening var der flertal, omend kun på omkring 75%.

Fordi urafstemningerne var særskilte for hvert område, var der ikke så meget at betænke sig på for min side. Jeg kunne godt acceptere overenskomstforslaget, og en nej-stemme fra mig ville ikke kunne give lærerne en bedre overenskomst – det er uklart for mig, hvordan en konflikt på AC-området ville have gavnet lærernes forhandlingsposition. Men havde jeg været lærer, havde jeg stemt nej.

Mindst ét sted på det offentlige område bliver der dog konflikt. De ansatte ved lokalbanerne har nemlig stemt nej til en ny overenskomst, og det betyder, at der kan bryde konflikt ud fra midnat den 11. juni, hvis ikke der inden da er opnået en aftale om arbejdstidsregler. Så nu er det ved lokalbanerne, at vi ser efterdønningerne af forårets store arbejdskamp. Og samtidig er denne konflikt for mig at se endnu en indikator på hvad fremtidens overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil komme til at have som et vigtigt tema, nemlig bedre arbejdstidsregler.