Miljøforkæmperen, der ikke kunne mere

Ugen efter David Buckels død hang hans hat stadig på sin krog i skuret ved komposteringspladsen.

I dag kunne jeg læse om amerikaneren David Buckel, der i april i år begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Igennem mange år havde han som idealistisk advokat arbejdet utrætteligt for homoseksuelles rettigheder (han var selv bøsse), men senere viede han sit liv til et stort projekt om kompostering af organisk affald i New York. For få uger siden var det dog som om han ikke kunne mere. Trump-regeringen var systematisk i gang med at fjerne den eksisterende miljøbeskyttelseslovgivning. En tidlig morgen gik David Buckel hen på et øde område, hældte benzin over sig selv og stak ild til sig selv. Ikke engang hans mand eller voksne datter kendte noget til Buckels selvmordsplaner. I et afskedsbrev skrev han, at han ønskede, at hans død kunne sætte fokus på ødelæggelsen af miljøet og specielt på klimaforandringerne. Om det er tilfældet, er yderst uklart for mig – der har ikke været noget i de danske nyheder om David Buckels død, og heller ikke New York Times, hvor jeg kunne læse den lange beretning om Buckels liv og død, har noget på forsiden.

Der er mange beretninger om mennesker, der i krisetider begår selvmord som en reaktion på den uoverskuelige situation. Under nazismen var der således mange selvmord blandt tyske jøder. Berømte forfattere som Walter Benjamin og Stefan Zweig var blandt dem, der slog sig selv ihjel. Hvis man tænker på sådanne selvmord som protester, gjorde de ingen forskel – ud over at Tyskland mistede nogle af sine bedste borgere, præcis som USA er blevet et lidt fattigere sted uden miljøforkæmpere som David Buckel.

Og nu spekulerer jeg på, om vi kommer til at se andre af denne slags afmægtige protester mod en verdenssituation, der for mange af os forekommer så uoverskuelig og dyster. Jeg håber det bestemt ikke.

(Visited 86 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar