Uhyggelige film

Fra Eksorcisten. Damien Karras tror at gense sin afdøde moder.

The Guardian bringer i denne måned filmanmelderen Peter Bradshaws personlige bud på en liste over de mest uhyggelige spillefilm.

Det er trist at skulle indrømme dette,men det er faktisk ikke ret mange af filmene på denne liste, jeg har set. Jeg har det i det hele taget svært med film, der kun kan virke, fordi de skal være uhyggelige eller spændende eller morsomme. Rigtig mange gysere er nemlig ikke uhyggelige, rigtig mange komedier er ikke morsomme og rigtige mange spændingsfilm er slet ikke spændende.  Genreblandinger som gyserkomedier siger mig i det store og hele desværre ingen verdens ting, men formodentlig er netop den slags til for at få alle dødsfaldene til at glide lettere ned hos publikum. Spørger man mig, er en egentligt uhyggelig film nemlig en knugende oplevelse.

Kun filmene øverst på listen er med, men de er så til gengæld også gode film i det hele taget. Og de bekræfter min formodentlig ukorrekte opfattelse af at 1970erne var et godt årti for amerikansk film. Rødt chok (som Don’t Look Now hedder på dansk) er højt på min liste over uhyggelige film, og det er Eksorcisten også. Samtidig må jeg dog indrømme, at begge disse film  (i al fald som jeg ser dem) også er meget sørgelige film. På hver sin måde handler de begge om at miste sit barn til noget ukendt og om forholdet mellem forældre og børn. Det er ikke noget tilfælde, at Eksorcisten er opkaldt efter præsten Damian Karras, der er tynget af ensomhed og følelsen af at have svigtet sin græske mor. Det uhyggeligste og ensomste sted i filmen er den scene, hvor Karras tror at han genser sin afdøde mor.

Men måske er den mest uhyggelige film, jeg har set, ikke en gyser, men Ingmar Bergmans Høstsonate med Liv Ullman og Ingrid Bergman. Også dén handler om forholdet mellem forældre og (voksne) børn, og i den sammenhæng skildrer den med stor styrke et mangeårigt, skjult had og selve dét, at man kan slå meget hårdt med ord.