At lære at skrive ved at lære at læse

Jeg har skrevet ikke helt få indlæg om den svære kunst, det er at skrive godt, når man skriver i akademisk sammenhæng. Men lige så vigtigt er det faktisk at kunne læse godt – de to kompetencer er tæt forbundne. Ofte, når jeg har set en kluntet skrevet akademisk tekst (det være sig en tekst skrevet af forskere eller en tekst skrevet af studerende), undrer jeg mig ofte uvilkårligt over at forfatterne da ikke har set at sådan skal man da ikke skrive. Hvorfor stræber de da ikke efter at skrive bedre og efter at skrive noget, de selv har lyst til at læse?

Svaret er det kedelige, at kompetencerne for det at læse og det at skrive er koblet. Noget lignende kender vi fra talesproget.  Den vigtigste grund til at nogle mennesker taler et fremmedsprog med udpræget fremmed accent, mens andre ikke gør, er ikke at de har svært ved at bruge mundens muskler korrekt – for alle mennesker verden over uden egentlige funktionsnedsættelser har munde, der er helt ens indrettet. Årsagen til at nogle mennesker taler med stærk fremmed accent er derimod, at de har svært ved at høre forskel på lyde og især da, når det gælder lyde, de ikke er vant til at høre. Mennesker fra østasiatiske lande som Kina og (især) Japan har f.eks. svært ved at høre forskel på “L”- og “R”-lydene, som på indoeuropæiske sprog forekommer at være tydeligt forskellige.

Dette er i virkeligheden et vigtigt argument for at blive god til at læse andres tekster, som man sjældent hører i undervisningssammenhæng – nemlig at man selv bliver bedre til at skrive, hvis man bliver god til at læse. Omvendt er en kluntet skrevet tekst på sin vis en tekst, der “skriver med fremmed accent”.

Hvad end jeg måtte have af færdigheder, når det gælder selve dette at kunne skrive, kommer fra mit ønske om at kunne skrive lige så godt som mine forbilleder.

(Visited 64 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar