To metaforer om debat og dialog

Noget af det mest ærgerlige, jeg ved, er at læse debatter på nettet. De allerfleste sådanne meningsudvekslinger gør tydeligvis ingen klogere.  Kan vi tænke på vores adfærd på nettet på en anden måde?

Det norske websted psykologisk.no har ganske mange interessante artikler, som også er nemme at læse, hvis man kan læse dansk. I en artikel fra 2014 om dialog af Helge Svare er der således en rigtig god metafor for hvad det at skabe dialog består i.

Man kan se sit møde med andre som en missionsrejse, hvor man drager ud i verden for at omvende dem, man møder, og måler rejsens succes i hvor mange, man får omvendt. Denne slags rejse svarer til en debat eller en monolog. Men man også kan se sit møde med andre som en rygsækrejse, hvor man man besøger et nyt sted, måske et nyt land, og får lov til at besøge de fremmede og prøver at forstå dem. På denne måde lærer de fremmede så også en masse om rygsæk-turisten, der på denne måde bliver en ambassadør for sit land. Denne slags rejse svarer til dialog.

Jeg kommer her til at tænke på hvordan fotografen og forfatteren Jacob Holdt på sine mange rejser i USA faktisk gjorde denne sidste metafor til virkelighed: Han var i helt bogstavelig forstand en rygsækrejsende, der gik i dialog med de fremmede (amerikanerne) og prøvede at forstå dem.

Hvor mange rygsækrejsende er der på Facebook? Hvor mange missionærer er der? (Og hvad er jeg selv?)

(Visited 111 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar