Et nyt omsorgscenter

Grafik: Al-Jazeera. https://www.aljazeera.com/indepth/interactive/2016/08/afghanistan-controls-160823083528213.html

For ikke så længe siden skrev jeg om det “opdragelsesteam”, som regeringen har nedsat. Dette “opdragelsesteam” har fastlagt nogle retningslinjer for hvordan opdragelse bør finde sted i Danmark og taler bl.a. om at indføre såkaldte “forældrekontrakter”.

Men den igangværende omkalfatring af sproget og af forholdet til børns og familiers rettigheder slutter ikke her. Den danske regering og den norske regering (hvor Dansk Folkepartis søsterparti Fremskrittspartiet har justitsministerposten) forhandler nemlig med den afghanske regering om at oprette en lejr for afviste mindreårige asylansøgere i Kabul.

Afviste asylansøgere fra Afghanistan, der er mindreårige, skal så sendes til Afghanistan og opholde sig i denne lejr. Lejren kalder man for et “omsorgscenter”. Incitamentet for den afghanske regering til at oprette et sådant “omsorgscenter” er midler fra Danmark og Norge. Jeg bemærker her,  at den afghanske regering reelt kun kontrollerer 56,3 procent af landet. Resten kontrolleres af Taliban og ISIL, som kortet ovenfor viser (og begge er tæt på Kabul). Hvor stor omsorg, der ligger bag de dansk/norske planer, er derfor meget uklart for mig. Dansk Flygtningehjælp har afvist at ville drive “omsorgscenteret”, bl.a. fordi man anser det for at være et oplagt mål for terrorhandlinger.

Ordet “omsorgscenter” har hidtil været brugt i forbindelse med den kommunale hjemmepleje i Danmark, men nu kommer ordet altså også til at indgå i det omsiggribende politiske nysprog, der udelukkende handler om at skjule og forskønne.

(Visited 98 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar