Hans indre stemme

Når man er introvert, er det sådan, at det indre liv er dét, der (som regel) producerer ny mental energi, mens det ydre liv (som regel) forbruger den mentale energi. Hvor det ydre liv er samværet med andre mennesker, er det indre liv er de tanker, man selv har.

Introverte mennesker kan f.eks. have brug for pauser alene undervejs i en stor social sammenkomst. Det er ikke det samme som at være menneskefjendsk – Hans er selv introvert (det har han skrevet om her før), men andre mennesker betyder meget for ham. Samtidig har han dog også brug for ind imellem at kunne samle tankerne og få fred i sindet.

Ofte tager det indre liv form af en slags dialog, den introverte har med sig selv. Det kan være tanker, dagbogsskrivning eller måske endda at man siger noget højt til sig selv. Selv kender Hans til alle tre former for indre dialog.

Nu har han læst en artikel af Özlem Ayduk og Ethan Kross, og den giver ham noget at tænke over. Ayduk og Kross har undersøgt, om det har betydning for selv-refleksion og hvor god man er at løse problemer som f.eks. at håndtere egne negative følelser, hvordan man henviser til sig selv. Deres empiriske resultater peger på at man faktisk kan blive bedre til f.eks. at håndtere negative følelser ved at henvise til sig selv i tredje person og måske endda ved at bruge sit navn, når man har sin indre dialog (eller indre monolog). Selve dette ikke at sige “jeg” og “mig” er det, der skaber en væsentlig distance.

Hans spekulerer nu på, om det mon er en strategi, han vil bruge i fremtiden. Formodentlig er det en god strategi, når han vil gøre noget ved den udprægede selvkritik, hans indre dialog nogle gange kører fast i. Han kan ikke lade være med at tænke på, at nogle mennesker har en tendens til at lade selvkritikken løbe af med dem og trække dem ned. Men om han vil bruge den distancerede strategi på skrift også, er Hans derimod ikke så sikker på.

(Visited 129 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar