Ensomst i verden?

Et sted i regnskoven i Brasilien, i delstaten Rondonia nær grænsen til Bolivia, går der en mand på min alder rundt. Han har formodentlig ikke talt med noget menneske i mere end 22 år. Ingen ved hvad han hedder, hvilket sprog han taler eller hvor han voksede op, og der findes kun ét billede af ham. Det afslører, at han kommer fra et af Brasiliens oprindelige folkeslag. Man har nu også en kort filmoptagelse, hvor han går og fælder træer med en machete, man har fundet en hytte, han har bygget, og man ved at han dyrker papaya og majs et sted. Skovområdet, han færdes i, er på omkring 40 kvadratkilometer og er omringet af private farme og ryddede områder. Brasiliens forfatning giver den oprindelige befolkning ret til egne landområder, og derfor bliver man ved med at dokumentere, at han stadig er i live og færdes der. Så længe det er tilfældet, kan farmerne ikke rydde skoven.

Manden i regnskoven har været alene siden 1995, hvor seks andre medlemmer af hans landsbysamfund blev angrebet af farmere. Måske var de seks andre mennesker, som blev dræbt i 1995, de eneste mennesker i verden, der talte det samme sprog som ham. Der er ikke noget at sige til, at han ikke vil have kontakt til andre mennesker og skyder pile efter dem, der kommer ham for nær.

Det paradoksale og tragiske i hele denne usædvanlige beretning er, at manden er så ensom. Det ville være forkert at hævde, at ingen vil ham noget ondt, for det er der jo netop farmere, der vil. Hans livsgrundlag risikerer meget let at blive fjernet, hvis man kommer ham helt nær. Og gad vide hvordan hans mentale tilstand er efter så mange år uden kontakt til andre?

Transatlantiske slagterejser

Mange ved, at dyr bliver transporteret i lastbiler på tværs af Europa, og at der er et stort marked for dette. Men ofte tænker man ikke over, at der finder rigtig mange dyretransporter sted over endnu større afstande.

Billedet ovenfor viser et skib ved navn Ocean Shearer. Det har et gulvareal på 23.500 kvadratmeter og kan derfor transportere 20.000 køer eller 75.000 får. Skibets rækkevidde er 18.000 sømil.  Alt dette ifølge Global Meat News, der er et nyhedsorgan for kødindustrien.

Der er ganske mange sådanne skibe derude. Kvæg bliver fragtet fra Sydamerika til Mellemøsten, fra Australien til Europa og fra Canada til Hawaii. Alene i EU voksede eksporten af heste, kvæg, høns, får, grise og geder med 62,5% i perioden fra 2014 til 2017, og i 2017 eksporterede Australien 2,85 millioner dyr, primært til Kuwait, Qatar og Indonesien.

I december 2009 sank et skib på vej fra Sydamerika til Libanon; 43 mennesker og 28.000 dyr mistede livet. En australsk rapport fra 2016 dokumenterer en lang række tilfælde, hvor mange dyr er døde under disse lange sejladser. 

På mig virker dyretransporterne som en kombination af en voldsom miljøbelastning i form af forbruget af resurser til transport og usle, stressende og uværdige forhold for dyr. Er dette virkelig godt og nødvendigt?

Endnu en årgang er på vej

Så vidt jeg kan, er der for første gang ikke er ledige pladser på datalogi- og softwareuddannelserne på Aalborg Universitet. Hvis det ender med at være rigtigt, er det i sig selv interessant. De hold, jeg er med til at undervise, er nu tæt på at have 200 studerende pr. årgang. Vi får ikke flere resurser (tværtimod – vi skal stadig spare 2% mere hvert år), så det bliver ved med at være en udfordring at håndtere de store optag. På den anden side er det godt at opleve, at så mange unge mennesker tilsyneladende er interesseret i datalogi.

Men det er også i disse dage, diskussionen om hvilke karakterer, der bør danne grundlaget for om man kan blive optaget på en videregående uddannelse dukker op igen. Dagbladet Information har endda en leder i den anledning.

Jeg har ikke noget klart svar. Jeg vil fastholde, at det vil være en rigtig dårlig idé at studere datalogi eller software (eller matematik!!) hvis man har lave matematikkarakterer med sig fra gymnasiet. Man ender med ikke helt lille sandsynlighed med at løbe ind i alvorlige problemer. Det er dog samtidig min egen erfaring, at færdigheder og kompetencer inden for mundtlig og skriftlig formulering også er af stor betydning for studerendes vej igennem en uddannelse – og det gælder formodentlig generelt. I min tid som projektvejleder har jeg oplevet mange tilfælde, hvor studerendes problemer med at udtrykke sig klart i tale og på skrift er endt med at være til stor ulempe for dem selv. Også generelle studietekniske færdigheder er af stor betydning, for det er den systematiske indsats, der betyder mest. Derfor er min fornemmelse, at man ikke kun må tillægge bestemte fagkarakterer betydning, men at man skal lave en form for helhedsvurdering.

Eviva España?

Bilbomben mod Luis Carrer Blanco eksploderer 20. december 1973.

For tiden holder min familie og jeg ferie i Spanien, og ved et af disse underlige tilfælde fik jeg en fæl gammel popsang på hjernen i den anledning: “Eviva España”, der oprindelig er flamsk-belgisk, blev i Danmark et dansktophit for Elisabeth Esbjerg, men blev et meget større hit i Sverige og siden også i Storbritannien for Sylvia Vrethammar.

Ordet “Eviva” findes ikke på spansk og er simpelthen konstrueret for at få teksten til at passe til melodien!

Sangen er umiddelbart en uskyldig og lalleglad hyldest til sommerferie i Spanien, men den var et hit i 1973, hvor Spanien gennemlevede en meget grim periode af sin historie. Undertrykkelsen fra det fascistiske regime var meget tydelig. Den væbnede modstand fra diverse militante grupper (bl.a., men ikke kun ETA) var også eskaleret. Jeg husker, selv om jeg knap var 10 år, hvordan Francos arvtager Luis Carrero Blanco blev dræbt med en bilbombe i 1973 og hvordan to catalanske oprørere blev henrettet i garotte i 1974. Set i bakspejlet forekommer det upassende at hylde Spanien netop da. Sylvia Vrethammar fik dødstrusler og blev kaldt fascist, da “Eviva España” var et hit i Sverige, så også dengang var sangen kontroversiel.

Ved en underlig form for popmusikalsk retfærdighed blev en anden svensk sang om Spanien i øvrigt et meget større hit i Danmark få år senere, nemlig Björn Afzelius’ sentimentale “Juanita”. Den var til gengæld ikke bange for at kritisere diktaturet og dem, der lukkede øjnene for hvad der skete i Spanien. Jeg er ikke klar over, om Afzelius skrev sangen som en reaktion på “Eviva España”, men det skulle ikke undre mig.

I dag har der i øvrigt stadig ikke været noget retsopgør i Spanien, her mere end 40 år efter diktaturets fald. Nu dukker ønsket om et sådant opgør frem igen i kølvandet på regeringsskiftet tidligere i år.

De overlevende

I min barndom så jeg en skræmmende BBC-produceret tv-serie, der hed The Survivors. Den var produceret af Terry Nation, der også stod bag bl.a. Blake’s Seven og hele 62 afsnit af Doctor Who. The Survivors handlede om hvordan små grupper af overlevende prøvede at klare sig videre efter en global krise, der havde lagt det meste af verden øde. Serien var fra 1975, hvor man i den vestlige verden for første gang anede at de fede år måske var omme. Der havde været oliekrise og bilfrie søndage.

Nu, mere end 40 år senere, er The Survivors blevet genindspillet (den kom i 2010; jeg har endnu til gode at se serien). Dét er i sig selv sigende. Og der er uden for fiktionens verden på den ene side fokus på den globale opvarmning og på den anden side også en hel masse snak om automatisering og alskens “snilde teknologier”; regeringen har sågar nedsat et “disruptionsråd”. Umiddelbart virker det underligt, at den store pessimisme og den store optimisme på denne måde kan sameksistere.

Den amerikanske medieforsker og forfatter Douglas Rushkoff har skrevet en tankevækkende beretning om et indbudt foredrag, han holdt til et lukket møde for stenrige investorer. Mødets tema var fremtidens teknologiske udvikling. Men faktisk, skriver Rushkoff, var de rige forretningsmænd ikke interesseret i de kommende teknologier til at skabe en bedre fremtid, men derimod i hvordan sådanne teknologier kunne bruges til at sikre deres egen overlevelse når det hele en dag bryder sammen. Hermed tænkte de på klimaforandringer, krige og omfattende social uro.

For nogle uger siden skrev jeg om hvordan de, der ikke vil gøre noget den globale opvarmning, ofte simpelthen er “strategisk ligeglade” – de vil simpelthen ikke gøre noget, fordi deres ræsonnement er at krisen først og fremmest vil ramme andre. Nu handler det om at være sig selv nærmest, tænker de.

Så meget af den tilsyneladende teknologioptimisme, som bl.a. Elon Musk er eksponent for med sine fantasier om at kolonisere Mars og hvad ved jeg, er i virkeligheden udtryk for en selvcentreret form for pessimisme. Den er en overklasseudgave af den survivalisme, der får i USA får borgere, der ikke er rige, til at hamstre mad og øve sig i at bruge våben så de kan være forberedt på den dag, det hele bryder sammen. Det er derfor, pessimismen og den tilsyneladende optimisme lever sammen: de er to sider af samme sag.

Det er tanken, der tænker

Albummet af og med Blur fra 2003.

I Dagbladet Information kan man læse at antallet at tænketanke i Danmark  er steget fra 34 i 2008 til 51 i 2017. Alle de tænketanke, jeg kan komme i tanke om, beskæftiger sig med samfundsforhold ud fra en samfundsvidenskabelig vinkel. Det kunne måske være interessant med en matematisk tænketank (ja, hvorfor ikke?).

Men hvorfor skal man egentlig have tænketanke? Er det for at analysere samfundsforhold? Eller er det for at skabe ammunition til diverse holdninger og forsøge at præge den politiske debat?

Tænketanke som det allestedsnærværende CEPOS får en masse opmærksomhed, men det er uklart for mig i hvilket omfang de skaber ny viden. Hvis tænketankene bidrog med forskningsresultater, er det påfaldende at de så sjældent bliver gjort til genstand for fagfællebedømmelse (peer review). Det ville være mere ærligt at kalde tænketankene for debatskabende foretagender.

På denne blog skriver jeg ganske ofte om anliggender, som jeg finder er vigtige. Og nogle gange kommer der en kort debat ud af det. Men en tænketank er denne blog godt nok ikke, og den eneste bedømmelse kommer fra eventuelle læsere.

Den bedste tænketank, vi kunne få os nu, ville nok være en tænketank, der skulle arbejde på at argumentere for en nedbringelse af antallet af tænketanke.

Mens vi venter på Day Zero

Kilde: https://www.businesslive.co.za

I disse dage er der igen fokus på tørken, ikke mindst efter de voldsomme skovbrande i Grækenland, der har kostet så mange menneskeliv. I september 2017 var jeg i Kapstaden til en konference (på en af de lange flyveture, som det nu meget skal være slut med). Noget af det første, jeg lagde mærke til på mit hotelværelse, var skiltet, der fortalte gæsten at der var vandmangel og at man skulle spare på vandet.

I dagbladet Information har Peter Tygesen en lang artikel om tørken i Kapstadsregionen og hvad den har ført med sig.

Efter at jeg besøgte Sydafrika, strammede man vandbegrænsningen yderligere, så hver husstand nu ikke måtte bruge mere end 50 liter vand i døgnet. Og man varslede Day Zero, 20. maj 2018, som ville være den dag, hvor man ville blive nødt til at lukke for det rindende vand og hvor borgerne ville blive nødt til at stå i kø for at få drikkevand. Sydafrika er på nogle måder indbegrebet af det globale klassesamfund, og det er da heller ikke overraskende at to tredjedele af Kapstadens vandforbrug stammer fra husstande i mellem- og overklassen.

Men det lader til, at alle nu har taget situationen alvorligt, og at der er sket den forandring der skulle til: Byens samlede forbrug er faldet fra 1.200 til 500 millioner liter i døgnet.

Byens vandborgmester (!) Xanthea Limberg siger

»Gruppepres opstod gennem vores green dot-koncept: Vores hjemmeside viser forbruget i hver eneste husholdning: De, som holder sig på måtten, har et lysegrønt mærke, de som næsten er i mål er mørkegrønne, mens dem, der fortsat overforbruger, er mærket med gråt. Alle kan se alles forbrug.«

»Men først og fremmest valgte vi en strategi med at informere og skabe en stemning af, at vi sammen skal nå målet.«

Og hydrolog Piotr Wolski fra Cape Town University siger til Information at

»Vi har lært at håndtere en situation, som kan gentage sig i de kommende år. Det er sket ved at skabe en enestående fællesskabsfølelse i et af verdens mest splittede samfund.«

Dette giver håb for at verdens befolkning også sammen kan gøre noget ved klimaforandringer, men det tyder unægtelig også på at det splittede verdenssamfund skal have sat stolen for døren og præsenteres for et ultimatum, før det sker. Mon den tørke, vi nu oplever, kan være et skridt i den retning? Og hvad skal den tilsvarende Day Zero mon være?

At smadre fortiden

Hai Ruis tempel fra 1500-tallet bliver smadret under Kulturrevolutionen i Kina.

I denne sommerferie læser jeg bl.a. Et ensomt menneskes bibel af den kinesiskfødte, nu franske forfatter Gao Xingjian, der i 2000 fik Nobelprisen i litteratur. Romanen foregår under Kulturrevolutionen i Kina, en af de allergrimmeste perioder i landets historie. Millioner af mennesker blev dræbt og talløse kulturskatte blev ødelagt. Billedet her viser hvad der skete med det gamle Hai Rui-tempel på øen Hainan.

Hai Ruis “forbrydelse” var at han var en god embedsmand ved Ming-kejserens hof i 1500-tallet og blev beskrevet i en artikel fra 1959 af Wu Han; artiklen blev senere af Wu Han lavet til en kinesisk opera om Hai Rui. Den blev fortolket som en allegori om den endnu levende marskal Peng Dehuai, der blev kastet i unåde af Mao Zedong for at have kritiseret Det Store Spring Fremad – endnu en grusom del af Kinas historie. I 1965 kom der så en kritisk artikel om operaen. Den “logiske” konsekvens var derefter – at smadre Hai Ruis tempel. Wu Han blev dømt til døden og henrettet. Og nej, intet af dette giver selvfølgelig rationel mening.

Et ensomt menneskes bibel kommer også ind på denne tragiske og groteske hændelse og på de 10 år med ødelæggelser, drab og væbnede konflikter, der fulgte. En hel masse rødgardister bekrigede hinanden og smadrede ufatteligt mange uerstattelige kulturskatte i et forløb på at skrive Kinas fortid om. Reelt var der borgerkrig i Kina fra 1966 til 1976.

Hai Rui-templet er siden forsøgt genopbygget, men hele denne episode,  viser,  hvordan vejen til magten ofte går gennem at “erobre fortiden”. Den viser for mig at se også hvor nemt det er at smadre fortiden, og hvilke konsekvenser, det kan få, hvis man får lov til det. Holocaust-benægterne forsøger som bekendt konsekvent at skrive fortiden om. Også bl.a. borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien blev næret af forsøg på at ændre på fortiden.

Fake news gør dig rolig

Kilde: https://www.verywellmind.com/what-is-cognitive-dissonance-2795012

Nogle gange har jeg her skrevet om det, man kalder for kognitiv dissonans, nemlig at man skal forsøge at forene to forskellige budskaber, der ikke passer sammen.

I dag kan man i dagbladet Information læse hvordan mange borgere i Danmark ikke skifter bank, selv om der er så meget, der peger på Danske Banks omfattende rolle i hvidvaskning af penge.

Her ser vi kognitiv dissonans for fuld udblæsning. En kvinde udtaler

»Jeg hørte om sagen i TV Avisen, og der blev jeg faktisk ret bekymret. Men jeg ved også, at historier kan blive pustet op i medierne, så jeg valgte at ringe til min bankrådgiver for at spørge ind til sagen,« …
»De sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Så det vælger jeg at tro på, når jeg har været kunde der i så mange år.«
Hun understreger dog også, at det »langtfra er en god sag«. Derfor er hun heller ikke stolt over at være kunde i en bank, der har været involveret i en sag om hvidvaskning af penge. Men, som hun siger: »Det har ikke haft den store betydning for mig personligt.«
»Desuden tror jeg også, at det er helt normalt, at der sker sådan nogle ting. Jeg tror ikke, at det ville være bedre at være kunde i en anden bank.«

Og forleden fik jeg en personlig e-mail fra Amazons direktør, som jeg kendte fra min tid som PhD-studerende i Edinburgh. Jeg havde tidligere skrevet en mail til ham, hvor jeg nævnte, at jeg var meget bekymret over alt det, der var kommet frem om de usle løn- og arbejdsforhold, som arbejderne hos Amazon var udsat for. Hans svar var ikke overraskende, og også dét viser en måde at håndtere kognitiv dissonans på. For han skrev

I’d like to take this opportunity to reassure you that the safety of everyone who works at Amazon is my number one priority and, while I appreciate there have been concerns raised in the press about working conditions at Amazon, these do not reflect what it is really like to work here.

Amazon provides a safe and positive workplace for thousands of people across the UK. We have worked hard on ensuring we offer a great environment for all our employees, something that recently led to Amazon being named by LinkedIn as the 7th most sought after place to work in the UK (we were awarded first place in the U.S. poll).

Allegations that you may have seen in the press – that we monitor toilet breaks and that our associates don’t have time to drink water – are simply untrue. We provide breaks that are legally longer than required (30 mins lunch and 30 mins of other breaks (either 2 x15 mins or 1 x 30 min depending on site). It is important to us that all people working at Amazon receive their full break and walking time is allowed so they get the full 30 minutes.

Så hvis man skulle tro Amazons direktør, er alt vel. Om han tror på det, han selv skriver, ved jeg ikke, men jeg bemærkede at hans formuleringer minder voldsomt om Amazons pressemeddelelser på det seneste. Og så bemærkede jeg, at han ikke omtalte arbejderne som ansatte eller bare som arbejdere, men kaldte dem for associates.

Danske Bank og Amazon producerer beroligende versioner af virkeligheden, hvor intet er galt og alt går godt. Og på denne måde ser vi også, hvorfor det, vi i dag kalder for fake news, men reelt bare er et andet ord for løgn og propaganda, har lige så kronede dage som de altid har haft. Usandhederne er et redskab til at sikre indre tryghed ved at opretholde en form for konsistens, der kan holde kognitiv dissonans på afstand.  Og nogle gange digter vi selv med, som eksemplet om kunden hos Danske Bank viser. Vores alle sammens Donald Trump bruger endda fake news-beskyldningen til at afvise det, han ikke bryder sig om at høre.

Det skete midt i juli

Nogle af mine sommerferier i udlandet med familien bringer desværre også triste minder om hvad der skete andre steder i Europa samtidig dér i juli måned.

Her tænker jeg specielt på terrorangrebene; jeg husker præcis hvor jeg var, da jeg først læste om dem, og det har i særlig grad været kontrasten mellem den fredelige sommerferie og de voldsomme dødsfald blandt mennesker, der troede at de skulle opleve endnu en rolig sommerdag, der skar. Jeg husker bombeattentaterne i Londons metro i 2005. Og jeg husker lastbilangrebet i Nice i 2016. Netop i dag er det præcis syv år siden bombeattentatet i Oslo og massakren på Utøya. Vi må ikke glemme.