Afsked med Per

Per med Jonas på rutebilstationen i Aalborg foråret 1986.

I lørdags, tidligt om morgenen fik jeg den meget triste nyhed, at min gamle studiekammerat Per Koldbro Olesen var død efter længere tids sygdom. Jeg havde ikke vidst, at Per havde været syg, og nyheden kom som et chok for mig og de andre, der havde studeret sammen med ham.

Per og jeg var i projektgruppe sammen flere gange, mens jeg læste datalogi, og jeg har kun gode og varme minder om ham. Vi andre kom fra matematikuddannelsen, men Per havde læst historie først. Nogle gange syntes Per, at vi andre derfor måske havde lidt nemmere ved datalogi end han havde, og en enkelt gang mindede han os om at han jo faktisk var medlem af en a-kasse og kunne få dagpenge hvis nu han ikke skulle bestå! Men det skete aldrig. Per var nemlig rigtig dygtig og dertil også en meget venlig og eftertænksom mand. Vi andre kunne godt være nogle spradebasser, men det var Per ikke. Han var nogle år ældre end de fleste af os andre og blev far i løbet af studietiden; jeg husker med stor glæde besøgene hos ham, hustruen Karen (som han havde kendt, siden de begge var helt unge) og deres drenge Jonas og Jakob. I årene efter vi blev færdige, sås vi også nogle gange hjemme ved dem. Senere mødte jeg nogle gange Per og Karen rundt omkring, og ofte var det ved eller lige efter store musikarrangementer.

I dag deltog jeg og min gamle studiekammerat Jan Sieker (i dag gymnasielærer i matematik) i bisættelsen af Per, og Vejgård kirke var fyldt. Præstens tale var varm og indfølt og røbede det, vi jo egentlig godt vidste, nemlig at Per var en meget afholdt mand. Da kisten blev båret ud, var det til tonerne af en saxofon og et orgel, der spillede “Stairway to Heaven”; sjældent har denne sang virket så sørgelig og passende som i dag.

Noget af det mest knugende, jeg ved, er at se en rustvogn, der kører bort med en kiste. I dag så vi det igen, og det var hårdt. Per var en trofast motorcyklist; foran kirken holdt mange motorcykler fra hans klub, og det var da også dem, der fulgte ham på den sidste korte tur.

Bagefter samledes alle til en frokost, og Jan og jeg fik hilst på og snakket med Karen, Jonas og Jakob. De er nu begge ældre end Per var, da jeg først mødte ham – hvor tiden dog går hurtigt – og venter i øvrigt begge barn inden for de nærmeste dage. Og jeg hørte fra Karen om Pers sidste tid og kunne fornemme, hvor stærk Per havde været, og hvor ufatteligt stærk Karen har været.

Æret være Pers minde.

(Visited 353 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar