Hvad vil du sige til dig selv?

Jeg har i dag fået læst Psykologi og eksistens, en kort, men på ingen andre måder lille bog af den østrigske psykiater Viktor Frankl. Frankl var født i 1905 og på grund af sin jødiske baggrund blev han pågrebet af nazisterne og, tilbragte tre år i koncentrationslejr. Blandt andet var han fange i Auschwitz. Frankl mistede sin hustru og sin familie i Holocaust.

Størstedelen af bogen er Viktor Frankls beretning om og refleksioner over netop de erfaringer, hans gjorde sig som overlever af Holocaust, og ikke mindst hans forsøg på at forstå hvordan nogen kunne overleve dette helvede og hvorfor nogle døde med værdighed, mens andre blev knækket.

Efter 2. verdenskrig grundlagde Frankl den såkaldte logoterapi, og bogens sidste del omhandler grundideerne i logoterapien. Ordet logos er græsk og betyder “ord”, men det betyder også “mening”, og fundamentet i logoterapien er netop, at det enkelte menneske for at kunne leve godt er nødt til at skabe en mening med sin egen eksistens. Denne mening er da en fundamental drivkraft bag menneskets handlinger. Meningen vil være en mening, der rækker ud over det enkelte menneske og samtidig udgør en form for værdighed. Det vil også være en mening, der kan rumme en mening med de lidelser, man har måttet gennemgå. Typisk er meningen, at man har formået at håndtere lidelserne med en form for værdighed.

Alt i alt skal man ikke spørge andre om, hvad meningen med livet; man skal spørge sig selv. Og som Frankl skriver, er meningen med livet ikke konstant – den udvikler sig gennem livet. Netop dét kan jeg selv nikke genkendende til. Meningen med mit liv er ikke den samme i dag, som den var, da jeg var halvt så gammel som i dag. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg ville have sagt dengang.

I sin gennemgang beskriver Frankl flere interessante øvelser, som han udviklede som terapeut. Den måske allermest interessante øvelse er denne:

Du er firs år gammel, og du ligger på dit dødsleje. Nu ser du tilbage på dit liv. Hvad føler du i denne situation? Hvad vil du tænke? Hvad vil du sige til dig selv?

Frankl beskriver en kvinde, der var mor til en handicappet dreng og tidligere havde mistet sin anden søn. Hun havde forsøgt at begå selvmord og at tage drengen med sig i døden. Det, der forhindrede dette, var at drengen hindrede hende i det – for han holdt af livet. Han beder nu kvinden forestille sig at hun er gammel og skal dø:

Da hun så sit liv, som om hun lå på dødslejet, var hun pludselig blevet i stand til at se en mening med det, en mening, der også indeholdt alle hendes lidelser. På samme måde var det også blevet klart, at et kort liv, hendes døde drengs, kunne være så rigt på glæde og kærlighed, at det kunne rumme mere mening end et liv, der varede i firs år.

Tidligere har jeg skrevet om eftermælet her på bloggen, og i denne øvelse, der er rigtig væsentlig og svær tillige, beder terapeuten netop personen om at forestille sig sit eget eftermæle, når det står for at skulle skrives.  Dette eftermæle udgør en slags opsummering af meningen med livet. For nogle mennesker, der har meget høje tanker om sig selv, vil øvelsen måske bare afspejle en voldsom selvovervurdering. F.eks. tror jeg ikke at en autoritær politiker som Trump, Putin eller Erdogan ville få glæde af øvelsen. Man skal, tror jeg, have en form for eksistentiel tvivl for at kunne drage nytte af øvelsen.

Hvad ville vi selv svare, hver især? Hvad ville vi føle og sige til os selv på dødslejet?

(Visited 67 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar