Klimaforandringer og coping-strategier

I TV-avisen i dag var der flere indlæg om den tørke og varme, vi oplever i bl.a. Danmark nu. Et af indslagene handlede om hvordan nogle landmænd havde svært ved at skaffe foder til det kvæg, de snart skulle slagte. Et andet indslag handlede om tørken i det sydlige Norge. Og derefter kom der så et ubekymret indlæg om hvordan Københavns lufthavn i år sender flere rejsende af sted end nogensinde før.

Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse af at der var nogle usædvanligt tydelige årsags/virkningssammenhænge, som fuldstændig blev ignoreret. Det er meget sandsynligt, at det ekstreme vejr, vi nu oplever, er en konsekvens af klimaforandringerne. Flytrafikken bidrager med otte procent af CO2-udledningerne, og hele det animalske landbrug bidrager også voldsomt til CO2-udledninger og til forbrug af resurser som vand. I sådanne situationer oplever jeg det, som om der hersker det, man i psykologi kalder for en kognitiv dissonans. Hvorfor der da ikke er ret mange, der ser konturerne af det store billede, der viser nogle meget sandsynlige og meget ubehagelige årsagssammenhænge?

Der er andre, der har tænkt systematisk over dette forhold. Tilbage i oktober 2015 skrev jeg om bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. I sin bog hæfter Stoknes sig især ved benægtelsen. Og måske er det bare benægtelse, medierne bedriver?

I dag fandt jeg tilfældigt en artikel fra 2012, der undersøger hvordan svenske børn på 12 år håndterer alt det, de får at vide om klimaforandringerne. Også blandt børn er benægtelse en af reaktionerne. Men en anden reaktion er en form for handlingslammende magtesløshed – det hele er så voldsomt, at man ræsonnerer, at der simpelthen ikke er noget at gøre.

Jeg ved, at der også er dem, der føler en tydelig nedstemthed. En amerikansk undersøgelse fra i år peger på at mange, der er interesseret i miljøspørgsmål og miljøpolitik, er særligt tilbøjelige til at udvikle stress og måske endda depressioner. Jeg har ikke selv oplevet dette, men der er bestemt dage, hvor humøret tager et dyk, når jeg tænker tingene igennem. Det kan være virkelig svært at forstå, at der er så lidt vilje til at gøre noget blandt beslutningstagerne.

En fjerde holdning er nemlig ligegyldighed. Min ubehagelige fornemmelse er, at mange af de beslutningstagere, der ikke vil gøre noget, faktisk føler ligegyldighed. De ved godt, hvor galt det er fat, men er “strategisk ligeglade” og besidder her en stor optimisme på egne vegne: At der ganske vist er mange mennesker, som vil komme til at lide under klimaforandringerne, men de bor i den fattige del af verden. I den rige del af verden vil man derimod kunne afbøde konsekvenserne. Derfor må det, tænker de ligeglade, være passende at blive ved med at satse på kortsigtede gevinster i de rige lande og på strategier, der først og fremmest handler om at dæmme op for konsekvenserne af den globale opvarmning.

Hvad skal man så gøre? Man skal selvfølgelig ikke være ligeglad eller benægte. Den eneste holdbare strategi udadtil er at blive ved med at påpege de meget konkrete alternativer til den nuværende udvikling. Men indadtil er hver enkelt af os, der er meget bekymret over klimaforandringerne, også nødt til at finde frem til en copingstrategi. En del af den strategi må bestå i at føle styrken ved at arbejde for forandringer sammen med andre.

(Visited 74 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Klimaforandringer og coping-strategier”

Skriv et svar