En lille æske piller på et hemmeligt sted

Aktiv dødshjælp er et af de rigtig svære emner at tage stilling til, og det har det bestemt også været for mig. Der er et meget rammende interview om dette emne med den engelske hjernekirurg Henry Marsh i Politiken. Det sværeste aspekt er de beslutninger, man skal træffe om andre menneskers skæbne. Men en anden vinkel på dette emne er, hvad man skal gøre, hvis man selv bliver alvorligt syg. Henry Marsh har, røber han, en lille æske med piller på et hemmeligt sted. Dem vil han tage, hvis han en dag bliver uhelbredeligt syg. Han siger

»…Jeg kender flere læger, som ville gøre det, hvis de fik konstateret Alzheimers. Hvis jeg fik konstateret tidlig Alzheimers, så tror jeg, at jeg ville gøre det. Og vi er blevet bedre til at diagnostisere det tidligt. Det var det, min far døde af. Jeg har i min karriere set mange patienter med alvorlige hjerneskader, jeg har arbejdet på et psykiatrisk hospital. Jeg ved som læge, hvordan det kan være«.

Men det kan tage to år eller 20 år, det ved du ikke?

»Ja, det kan tage lang tid, men det vil langsomt gå tilbage. Og jeg vil ikke ende som min far, heller ikke efter mange år. Jeg har levet 68 år. Jeg har skrevet to bøger, jeg har gjort mit. Mine børn er alle i 30’erne og uafhængige af mig. Jeg er sikker på, at de vil savne mig, men problemet er, at man tit husker folk, som de var, da de døde. Min far døde som 97-årig helt dement, mens min mor døde, da hun var 82 år og klar til det sidste. Det er sådan, jeg husker dem. Jeg vil helst have, at mine børn husker mig, mens jeg stadig har min hjerne, end at de husker mig som et dement vrag på et plejehjem«.

Jeg forstår godt Henry Marsh. Min mor levede med demens i formodentlig 14 år; den brød ud kort efter hun var gået på efterløn og det gik hurtigt ned ad bakke – efter et halvt år var hun på plejehjem, og der tilbragte hun sine sidste 13 år. Det var meget hårdt for hende, når hun en sjælden gang fik et “klart øjeblik” og indså hvor galt det var fat. Og det var hårdt for alle os, der havde mistet hende. Og hvad angår minder om den afdøde, tror jeg desværre at Henry Marsh har ret – jeg husker desværre først og fremmest min mor som den stærkt demente og voldsomt overvægtige person hun havde været i lang tid (min mor var aldrig overvægtig, da hun var rask), da hun døde. De mange år, jeg kendte hende inden demensen satte ind, fremstår i min erindring som historien om en anden person. De triste minder om demensen overskygger uvilkårligt det, der gik forud.

Da min mor til sidst i en alder af 74 fik konstateret at hendes kræftsygdom var blusset op igen, skulle jeg tage stilling til om hun skulle udredes for kræft eller man skulle lade hendes kræftsygdom forblive ubehandlet, men lindre hendes smerter med palliativ behandling i den sidste tid. Et udredningsforløb for en stærkt dement person, der ikke engang vidste at hun havde kræft, virkede uværdigt, ville formodentlig påføre hende flere lidelser og formodentlig heller ikke virke livsforlængende. Og til hvilket liv? Jeg valgte efter svære overvejelser ikke at lade min mor blive udredt, og denne beslutning synes mig også i dag at have været den mest anstændige. På denne måde traf jeg et valg på min mors vegne.

Jeg er på ingen måde fortaler for at yde aktiv dødshjælp til demente, der ikke selv har bedt om noget sådant, inden demensen satte inde. Men hvad jeg selv vil gøre, hvis jeg en dag selv skulle blive diagnosticeret med demens, ved jeg endnu ikke. Lige nu er jeg tilbøjelig til at være enig med Henry Marsh.

(Visited 103 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar