Mens vi venter på Day Zero

Kilde: https://www.businesslive.co.za

I disse dage er der igen fokus på tørken, ikke mindst efter de voldsomme skovbrande i Grækenland, der har kostet så mange menneskeliv. I september 2017 var jeg i Kapstaden til en konference (på en af de lange flyveture, som det nu meget skal være slut med). Noget af det første, jeg lagde mærke til på mit hotelværelse, var skiltet, der fortalte gæsten at der var vandmangel og at man skulle spare på vandet.

I dagbladet Information har Peter Tygesen en lang artikel om tørken i Kapstadsregionen og hvad den har ført med sig.

Efter at jeg besøgte Sydafrika, strammede man vandbegrænsningen yderligere, så hver husstand nu ikke måtte bruge mere end 50 liter vand i døgnet. Og man varslede Day Zero, 20. maj 2018, som ville være den dag, hvor man ville blive nødt til at lukke for det rindende vand og hvor borgerne ville blive nødt til at stå i kø for at få drikkevand. Sydafrika er på nogle måder indbegrebet af det globale klassesamfund, og det er da heller ikke overraskende at to tredjedele af Kapstadens vandforbrug stammer fra husstande i mellem- og overklassen.

Men det lader til, at alle nu har taget situationen alvorligt, og at der er sket den forandring der skulle til: Byens samlede forbrug er faldet fra 1.200 til 500 millioner liter i døgnet.

Byens vandborgmester (!) Xanthea Limberg siger

»Gruppepres opstod gennem vores green dot-koncept: Vores hjemmeside viser forbruget i hver eneste husholdning: De, som holder sig på måtten, har et lysegrønt mærke, de som næsten er i mål er mørkegrønne, mens dem, der fortsat overforbruger, er mærket med gråt. Alle kan se alles forbrug.«

»Men først og fremmest valgte vi en strategi med at informere og skabe en stemning af, at vi sammen skal nå målet.«

Og hydrolog Piotr Wolski fra Cape Town University siger til Information at

»Vi har lært at håndtere en situation, som kan gentage sig i de kommende år. Det er sket ved at skabe en enestående fællesskabsfølelse i et af verdens mest splittede samfund.«

Dette giver håb for at verdens befolkning også sammen kan gøre noget ved klimaforandringer, men det tyder unægtelig også på at det splittede verdenssamfund skal have sat stolen for døren og præsenteres for et ultimatum, før det sker. Mon den tørke, vi nu oplever, kan være et skridt i den retning? Og hvad skal den tilsvarende Day Zero mon være?

(Visited 65 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar