Endnu en årgang er på vej

Så vidt jeg kan, er der for første gang ikke er ledige pladser på datalogi- og softwareuddannelserne på Aalborg Universitet. Hvis det ender med at være rigtigt, er det i sig selv interessant. De hold, jeg er med til at undervise, er nu tæt på at have 200 studerende pr. årgang. Vi får ikke flere resurser (tværtimod – vi skal stadig spare 2% mere hvert år), så det bliver ved med at være en udfordring at håndtere de store optag. På den anden side er det godt at opleve, at så mange unge mennesker tilsyneladende er interesseret i datalogi.

Men det er også i disse dage, diskussionen om hvilke karakterer, der bør danne grundlaget for om man kan blive optaget på en videregående uddannelse dukker op igen. Dagbladet Information har endda en leder i den anledning.

Jeg har ikke noget klart svar. Jeg vil fastholde, at det vil være en rigtig dårlig idé at studere datalogi eller software (eller matematik!!) hvis man har lave matematikkarakterer med sig fra gymnasiet. Man ender med ikke helt lille sandsynlighed med at løbe ind i alvorlige problemer. Det er dog samtidig min egen erfaring, at færdigheder og kompetencer inden for mundtlig og skriftlig formulering også er af stor betydning for studerendes vej igennem en uddannelse – og det gælder formodentlig generelt. I min tid som projektvejleder har jeg oplevet mange tilfælde, hvor studerendes problemer med at udtrykke sig klart i tale og på skrift er endt med at være til stor ulempe for dem selv. Også generelle studietekniske færdigheder er af stor betydning, for det er den systematiske indsats, der betyder mest. Derfor er min fornemmelse, at man ikke kun må tillægge bestemte fagkarakterer betydning, men at man skal lave en form for helhedsvurdering.