Transatlantiske slagterejser

Mange ved, at dyr bliver transporteret i lastbiler på tværs af Europa, og at der er et stort marked for dette. Men ofte tænker man ikke over, at der finder rigtig mange dyretransporter sted over endnu større afstande.

Billedet ovenfor viser et skib ved navn Ocean Shearer. Det har et gulvareal på 23.500 kvadratmeter og kan derfor transportere 20.000 køer eller 75.000 får. Skibets rækkevidde er 18.000 sømil.  Alt dette ifølge Global Meat News, der er et nyhedsorgan for kødindustrien.

Der er ganske mange sådanne skibe derude. Kvæg bliver fragtet fra Sydamerika til Mellemøsten, fra Australien til Europa og fra Canada til Hawaii. Alene i EU voksede eksporten af heste, kvæg, høns, får, grise og geder med 62,5% i perioden fra 2014 til 2017, og i 2017 eksporterede Australien 2,85 millioner dyr, primært til Kuwait, Qatar og Indonesien.

I december 2009 sank et skib på vej fra Sydamerika til Libanon; 43 mennesker og 28.000 dyr mistede livet. En australsk rapport fra 2016 dokumenterer en lang række tilfælde, hvor mange dyr er døde under disse lange sejladser. 

På mig virker dyretransporterne som en kombination af en voldsom miljøbelastning i form af forbruget af resurser til transport og usle, stressende og uværdige forhold for dyr. Er dette virkelig godt og nødvendigt?

(Visited 69 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar