Børn som “gidsler”?

Foto: Miriam Dalsgaard.

I disse år er det som om familiebegrebet er ved at ende i en slags undtagelsestilstand, hvor man splitter familier eller bevidst udsætter dem for voldsom stress. Den amerikanske praksis med at adskille migranters børn fra deres forældre er et særligt voldsomt eksempel. New Statesman har en skræmmende reportage fra et af de længst fungerende centre i USA.

Der er også blevet afsløret en praksis for at bortadoptere børnene af de mennesker, der har forsøgt at komme ind i USA. Denne praksis med adskillelsen af børn og deres forældre kender man også fra Australien, hvor mange børn fra den oprindelige befolkning blev fjernet fra deres forældre, så de kunne blive placeret i lejre og opdraget “på en civiliseret måde”. Man har her talt om “de stjålne generationer”; filmen Rabbit-Proof Fence fra 2002 skildrer tre australske børns flugt fra en sådan lejr.

Og vi kender ideen med at placere familier i undtagelsestilstand fra dansk asylpolitik. Undtagelsestilstanden ser vi bl.a. i beslutningen om at uledsagede flygtningebørn selv skal betale for familiesammenføring og i de hårde vilkår for børn på udsendelsescentre som Sjælsmark. Jeg skrev i sidste måned om hvordan politikere fra regeringen og Dansk Folkeparti konsekvent taler hårdt om familierne på disse udsendelsescentre. Denne måde at tale om afviste asylansøgeres familier på stammer formodentlig fra 2009, hvor Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti til Politiken sagde

Man kommer hurtigt i en situation, hvor afviste irakiske asylansøgere bruger deres børn og skubber dem foran sig. Børnene er forældrenes gidsler, som de bruger overfor myndighederne. Det synes jeg er skammeligt…

Man kan imidlertid lige så vel beskrive situationen på en anden måde, nemlig at det er myndighederne rundt om i verden, der skubber børn foran sig og på denne måde bruger dem som gidsler for at fremtvinge en bestemt situation. Og dette er særligt skammeligt, for det er nemlig myndighederne, der har forpligtet sig til at efterleve menneskerettighederne og deres formulering om at familien som enhed er ukrænkelig. I Verdenserklæringens artikel 16, stk. 3 står der at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

og i Børnekonventionens artikel 3, stk. 3 står der at

Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

Efter færdselsulykken

Hvad politirapporten fra Østjyllands politi berettede.

I går, da vi begav os fra 50-års-fødselsdagen, kørte jeg og en kollega med vores fælles kollega Lone Krogh hjem. Jeg var i et meget underligt humør, for jeg havde lige fået den triste nyhed, at en af mine gamle studiekammerater var død. Uden for Rønde skulle køre op på motorvejen til Randers. Vi passerede under en viadukt, inden vi opdagede at vi var kommet lidt for langt og at tilkørslen til motorvejen lå lige ved viadukten. Lone vendte bilen. Da vi kom tilbage til viadukten, så vi straks at der var sket et bilsammenstød inde i tunnellen under viadukten, kun et par minutter efter at vi havde kørt igennem den selvsamme tunnel.

Vi standsede, og jeg løb hen til ulykkesstedet for at spørge om jeg kunne gøre noget. Synet var skræmmende. Og der var helt stille. Den ene bils forparti var helt krøllet sammen. En mand fra en anden bil, der netop var ankommet, var allerede i gang med at få chaufføren, en midaldrende kvinde, ud af førersædet.  Blodet løb ned ad hendes ben. Den anden passager, en midaldrende mand, sad i vejkanten med en læsion i panden, tydeligvis i chok. Jeg spurgte, om jeg skulle ringe til 112.

Men de, der først var ankommet til ulykkesstedet, havde allerede ringet. Jeg har engang taget et kursus i førstehjælp; al min viden var pludselig forduftet. Der var formodentlig ikke så meget, jeg kunne gøre,  og i mellemtiden var en motorcyklist også ankommet. Jeg gik tilbage til Lones bil og vi fortsatte nordpå. Lone lovede at køre ekstra forsigtigt; det gjorde hun.

Siden kom jeg i tanke om en gammel sang af Bruce Springsteen ved navn “Wreck on the Highway” (fra The River fra 1980). Det er en sang, der netop handler om en sådan hændelse – at ankomme til en alvorlig trafikulykke, der netop har fundet sted. Om Springsteen selv oplevede dette, ved jeg ikke, men teksten rammer usædvanligt præcist den ildevarslende stilhed og rådvildhed, jeg oplevede. Her er den.

Last night I was out driving
Coming home at the end of the working day
I was riding alone through the drizzling rain
On a deserted stretch of a county two-lane
When I came upon a wreck on the highway

There was blood and glass all over
And there was nobody there but me
As the rain tumbled down hard and cold
I seen a young man lying by the side of the road
He cried Mister, won’t you help me please

An ambulance finally came and took him to Riverside
I watched as they drove him away
And I thought of a girlfriend or a young wife
And a state trooper knocking in the middle of the night
To say your baby died in a wreck on the highway

Sometimes I sit up in the darkness
And I watch my baby as she sleeps
Then I climb in bed and I hold her tight
I just lay there awake in the middle of the night
Thinking ’bout the wreck on the highway