Iværksætterdrømme

Det er tydeligt, at konkurrencestaten har fostret et ideal om at man skal være iværksætter. På universiteterne er dette ideal meget tydeligt: De af os, der skal forske, har pligt til at få ideer og til at skaffe midler til at få dem realiseret. Har man ingen eksterne forskningsmidler, har man meget begrænsede muligheder. Det er derfor, jeg ikke kan have PhD-studerende, da det ikke i de sidste snart mange år er lykkedes mig at skaffe lønmidler til at kunne ansætte nogen. Har man til gengæld eksterne forskningsmidler, kan man reelt i stor grad være uafhængig af sit institut og opbygge en samling af ansatte om sig. Ganske mange såkaldte forskningsmidler er reelt midler til iværksætteri, gemt under ordet innovation. Alene eksistensen af Innovationsfonden taler sit tydelige sprog.

Også for universitetsstuderende er der en forventning om at man bør starte sin egen virksomhed. På AAU kom der for nogle år siden et krav om at alle kandidatuddannelser skulle have et obligatorisk kursus om entreprenørskab. Også i andre sammenhænge dukker iværksætterdrømmene op; på AAU er der en egentlig kandidatuddannelse i entreprenørskab.

Det er dog ikke nødvendig en frigørelse som sådan, iværksætteridealet rummer, for det rummer i sig et stort krav til at man er eneansvarlig for sin karriere og for sin succes. Institutionerne er først og fremmest til for at skabe iværksættere. Og jeg bemærker også, at forne tiders idealer om fri forskning er blevet kapret og omformuleret til et ideal om at man skal bruge “fri forskning” til at blive iværksætter. “Fri forskning” er et middel, ikke et mål i denne tankegang.

Det er samtidig påfaldende, at iværksætteren i så høj grad er blevet idealet i den akademiske verden, når de fleste, der gennemfører en universitetsuddannelse, faktisk ender som lønarbejdere. De af os, der skal forske, men ikke har eksterne midler af betydning, ender med at være og føle sig som lønarbejdere. Reelt er iværksætterdrømmene fuldstændigt i tråd med den neoliberalistiske idé om at så mange former for menneskelig aktivitet som muligt er og bør være en form for konkurrence. Derfor er der også grund til at være påpasselig.

To procent mere stress

Vi, der er ansat på uddannelsesinstitutioner i Danmark, skal leve med at der bliver flere og flere, vi skal undervise (og det er i sig selv ikke dårligt) men at vi samtidig får budgetterne skåret med 2 procent om året. Reelt er det nu faktisk mere, for med nedskæringerne følger der ofte andre afledte besparelser. Derudover har vi i universitetsverdenen en virkelighed, hvor vi er blevet stadigt mere afhængige af eksterne midler, som er genstand for konkurrence. Mine kolleger og jeg skal konkurrere mod hinanden. Selv universiteterne imellem er der konkurrence – 5 procent af basismidlerne skal universiteterne konkurrere om.

Nedskæringerne og konkurrencesætningerne skaber ikke mere kvalitet, men skaber mere stress, vil jeg hævde. Og de skaber en masse administration, der først og fremmest skal forvalte nedskæringer og prøve at håndtere konkurrencevilkårene. Mange mennesker i Danmark er direkte eller indirekte i berøring med uddannelsessystemet, langt flere end der f.eks. har kontakt til flygtninge, men alligevel har der aldrig været noget bare tilnærmelsesvist lignende fokus på forholdene her.

I regeringens forslag til ny finanslov lover man så, at den årlige nedskæring på to procent skal ophøre fra 2022. Det lyder umiddelbart godt. Men der er simpelthen er tale om at der ikke forsvinder midler ud af uddannelsessektoren, men at de bliver omfordelt inden for sektoren fra centralt hold. Så reelt findes nedskæringerne stadig – og uddannelsesinstitutionerne (ikke kun i den akademiske biks) vil være i konkurrence med hinanden, og den centrale styring bliver øget endnu mere.

Og hvorfor er det egentlig, at nedskæringerne netop skal stoppe i 2022 og ikke fra og med den nye finanslov? Til DR siger finansminister Kristian Jensen

Der er heldigvis godt gang i økonomien, men der er også grænser for, hvad vi kan gøre i en finanslov. Nogle økonomer har advaret mod overophedning. Derfor er den her finanslov afbalanceret, og det betyder, at omprioriteringsbidraget fortsætter til og med 2021 – og for 2022 og fremefter bliver pengene på hvert område…

Jeg er ikke økonom, men jeg har svært ved at se, hvordan fjernelse af nedskæringer vil kunne udgøre en “overophedning” af økonomien. Det ville i stedet kunne stabilisere situationen og gøre det lidt nemmere for uddannelsessektoren at koncentrere sig om sit faktiske formål, der ikke er at spare eller at levere et overskud til andre.

Mit klædeskab

Der er en omtalte i dagbladet Politiken af en stor undersøgelse af vanerne hos borgere i 20 lande.  Man spurgte bl.a. deltagerne i undersøgelsen om hvor stor en del af deres tøj de ikke har brugt i løbet af det seneste år. Resultaterne er interessante på en ærgerlig måde: De danske deltagere antog, at de ikke brugte 29 procent af deres tøj i løbet af et år, men faktisk var det hele 74 procent

Jeg kiggede efter i mit klædeskab og måtte indrømme, at der er noget om snakken: Der er faktisk temmelig meget af mit tøj, jeg ikke bruger. Jeg fandt bl.a. et par pæne grå bukser, jeg ikke har gået i i umindelige tider Men hvorfor er det dog et problem, ud over ved at det fylder?

Ifølge en artikel i Nature fra januar i år er verdens tekstilproduktion en af de mest miljøbelastende industrier; den producerer 1.2 milliarder ton CO2 om året, og det er mere end flyvning og skibsfart står for.

Løsningen på dette overflodsproblem er selvfølgelig først og fremmest, at vi ikke køber så meget tøj. Én måde at regulere dette på er ved højere priser. Dette vil samtidig fjerne tekstilindustriens argument for lave lønninger, nemlig konkurrencehensyn, og dermed gøre det muligt at give bedre løn og arbejdsforhold for tekstilarbejderne verden over.

Tøj bliver slidt; det har jeg skrevet om tidligere her. Men der er også et problem i form af en anden form for indbygget forældelse, nemlig de skiftende modetendenser. Hvad man kan gøre ved dette, ved jeg ikke præcis. Men man kunne prøve at skabe en yderligere bevidsthed om bæredygtighed hos designerne, ikke kun ved at betone anvendelsen af genbrugsmaterialer, men også ved at pointere, at tøj skal holde længe og være værd at se på i mange år frem.

At kigge teksten igennem

Kilde: http://webwoman.dk

Jeg kan huske, når studerende, jeg har undervist i et kursus, har fortalt mig at de har “kigget teksten til i dag igennem”. Da er jeg altid blevet temmelig urolig, for tekster på en universitetsuddannelse er bestemt ikke nogen, man kan nøjes med at kigge igennem. En matematisk tekst er især et ærkeeksempel på en tekst, som man ikke kan få ret meget ud af ved at “kigge den igennem”.

Men undersøgelser fra så langt tilbage som 2005 tyder på, at det at “kigge en tekst igennem” kan være på vej til at blive den nye norm for hvordan man læser. Det skyldes, mener forskerne fra San José State University i USA, at man læser på en anden måde, når man læser på en skærm. Tilsyneladende er det ikke så vigtigt, om skærmen ligner papir. Det er den mulige læsehastighed (eller hvad vi nu skal kalde det), der gør forskellen. Blandt andet er man som læser mindre tilbøjelig til at kigge tilbage i teksten, hvis man er gået glip af noget. Desuden er man mere tilbøjelig til at lede efter nøgleord end til at læse hvert enkelt ord i teksten. Men når man læser på denne måde, bliver de dybe kognitive processer i hjernen ikke aktiveret på samme måde, og man får ikke det samme ud af teksten. Og man kan rent ud sagt ende med at misforstå det, man har læst.

Det fysiske medium har betydning, når man læser – præcis ligesom det har betydning, om en præsentation bruges “hurtige” slides eller “langsom” tavle og kridt. Mediet er en del af budskabet. Man kan have stor glæde af ikke at skulle læse alt i papirform. Det er en vigtig pointe, som også skal bedre frem i undervisningssammenhænge, at man stadig er nødt til at kunne læse både på papir og på en skærm, og at de rigtig vigtige tekster skal læses på papir. 

Dansk med accent

På Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet beskæftiger man sig med hvordan man i Danmark opfatter forskellige accenter på dansk, og oversigten over resultaterne er interessant læsning. Forskerne konkluderer at

I Danmark har vi aldrig været særlig gode til at forstå dansk udtalt med udenlansk accent. Mange udlændinge fortæller, at de oplever, at danskere hurtigt bliver “trætte i ørene”, når de taler med dem. 

Accent opleves af mange som “støj på linjen”. Det kan bl.a. skyldes, at danskere ikke har været vant til at høre dansk talt af udlændinge.

Det er en konklusion, som ikke er svær at måtte drage. I går så jeg således lidt af et dansk tv-program, hvor en kvinde fortalte om et møbel, hun restaurerede. Hun talte grammatisk fejlfrit og flydende dansk, men hendes udtale og navn afslørede, at hun måtte være svensk af oprindelse. Derfor blev alt, hvad hun sagde, forsynet med undertekster. Interessant nok kunne min hustru, hvis mor kom fra Sverige, godt forstå denne praksis. Den ærgrede til gengæld mig. På rejser i lande som USA og Storbritannien har jeg aldrig oplevet en tilsvarende praksis, når personer fra et ikke-engelsktalende land udtalte sig på engelsk på tv. Takket være de engelsktalende landes historie har de i mange generationer været vant til “oversøisk engelsk”.

I Danmark har jeg kendt flere voksne mennesker, der talte et rigtig godt, grammatisk fejlfrit og flydende dansk med kun lidt udtalerest fra det sprog, de først lærte. Alligevel har de spurgt deres børn, om det var lidt pinligt for dem at have en far eller mor, der talte på den måde.

Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at brugen af undertekster på dansk i disse sammenhænge har den stik modsatte virkning af den tilsigtede – at den i længden faktisk gør det sværere for dem, der har dansk som modersmål, at forstå dansk talt med accent og gør det sværere for dem, der ikke har dansk som modersmål, at turde ytre sig på dansk. Alle skal vænne sig til, at der er mange måder at tale dansk på. Helt konkret vil jeg foreslå at tv-stationerne ikke viser underteksterne til dem, der taler dansk “med accent”, som default-valg (eller endog som påtrykte tekster, man ikke kan vælge fra, som tilfældet var med programmet, jeg har nævnt her), men som undertekster, man selv skal slå til. Med digitalt tv er den slags nemt.

Digitalisering er ikke nødvendigvis grøn

En figur, der viser hvad en enkelt søgning på Google forbruger af energi. Kilde: https://developmentwatchuk.files.wordpress.com/2011/03/google-energy-infographic.png

Det bliver ofte sagt, at digitalisering vil være gavnligt for miljøet. Et eksempel, som ofte fremhæves, er at mange arbejdspladser (blandt andet de danske universiteter) stræber mod at blive papirløse. Men det er slet ikke så enkelt, som man tror.

Det voldsomme eksempel på at digitalisering kan være miljøbelastende er kryptovalutaerne, og her ikke mindst Bitcoin. Det er ikke betalingerne, men selve “minedriften” for at finde nye bitcoins i blockchain-ledgeren, der sluger en masse energi og dermed er medansvarlig for den menneskeskabte udledning af CO2. Minedriften består (løst sagt) i at prøve at beregne inverse funktionsværdier af en funktion, der er svær at invertere. Og det kræver en masse regnekraft, der så igen kræver en masse elektricitet. I 2014 estimerede to irske forskere at energiforbruget ved denne aktivitet alt i alt svarede til Irlands samlede energiforbrug.  En artikel fra år er enig med dette estimat.

For hele Internettets vedkommende er et nyt estimat, at det står for omkring 9 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet. I en artikel i New Statesman kan jeg læse, at forskere har estimeret at verdens serverparker i 2025 vil stå for en femtedel af verdens samlede elforbrug og i 2040 vil være ansvarlige for 14 procent af al menneskeskabt udledning af CO2. 

Firmaet Climatecare har en interessant figur, der opsummerer hvad vi i dag ved om Internettets klimabelastning. Formodentlig er den større end luftfartens.

Konklusionen på alt dette er dog selvfølgelig ikke en sovepudekonklusion om, at vi bare skal lade stå til og fortsætte som vi plejer. Og det vil fortsat være langt mere energieffektivt at mødes over nettet end at rejse med fly for at mødes. Men det er nødvendigt at beslutningstagerne (og i et demokratisk samfund skal det derfor også være borgerne) overvejer meget nøje, hvornår og om digitalisering rent faktisk er til fordel for miljøet – og at der bliver forsket i hvordan vi nedbringer energiforbruget ved brug af elektronik. Inden for kryptovalutaernes verden er der bestræbelser i gang på at finde energieffektive alternativer til den dyre proof of work-protokol, som Bitcoin bruger.

Netop dét er et forskningsproblem inden for datalogi, som er særdeles relevant og som jeg selv er begyndt at tænke nærmere over.

Også mænd

Avita Ronell

I øjeblikket er der en sag i USA, hvor en ung mandlig akademiker, Nimrod Reitman, anklager den meget ældre Avita Ronell for seksuel chikane, mens hun var hans mentor under hans uddannelse på New York University. Denne sag kommer samtidig med sagen om Asia Argento, der er blevet anklaget for seksuel chikane mod en ligeledes meget yngre mand..

Ifølge en lang artikel om sagen i dagbladet Information, begyndte chikanen i foråret 2012, da Reitman endnu ikke var startet på sin uddannelse. Avita Ronell inviterede ham til Paris, og han takkede ja til at bo med hende i nogle dage. Her bad hun ham om at recitere digte, mens hun faldt i søvn. Senere trak hun ham ind i sin seng, hvor hun lagde hans hænder på sine bryster og kyssede ham. Senere skete der en hel del mere.

Nogle vil nu bruge dette til at miskreditere hele #metoo-bevægelsen og sige at “kvinder er jo ikke bedre”. Men forhåbentlig kan disse sager have den modsatte virkning og styrke kampen mod seksuel chikane. Når der er sager, hvor mænd er ofre og kvinder gerningsmænd, må det nemlig kunne gøre det lettere for de mænd, der er skeptiske eller direkte negative over for alvoren i de mange beretninger om mænds chikane mod kvinder, at leve sig ind i, hvad kvinder oplever og at indse, at dette ikke handler om at ét køn skulle være godt og et andet ondt. Det hele handler derimod om at seksuel chikane udgør en alvorlig form for magtmisbrug rettet mod et andet menneske.

Af samme grund er jeg faktisk også overbevist om, at det generelt er gavnligt at der også kommer fokus på kvinders voldelige overgreb mod mænd – samtidig med at vi altid skal pointere, at langt de fleste seksuelle og voldelige overgreb på tværs af køn begås af mænd mod kvinder.

På gennemrejse

I Politiken er der et debatindlæg, hvor en Lars Flemming Mogensen kritiserer, at personalet på cafeer i Københavns lufthavn ikke kan tale dansk, så han bliver betjent på engelsk. På én måde forstår jeg ham; jeg husker et restaurantbesøg i Aalborg, hvor tjeneren ikke kunne tale dansk og vi skulle prøve at kommunikere med hende via et dansk menukort. Det var en underlig og lidt træls oplevelse.

Men samtidig er Lars Flemming Mogensens oplevelse udtryk for nogle tendenser i Danmark (men ikke kun her). Mange ufaglærte jobs besættes i vore dage af udlændinge, der kommer til Danmark i en tid. Med brugerbetalingen for danskundervisning på 12.000 kroner bliver det lidet attraktivt for dem at prøve at lære dansk, og deres arbejdsgivere er i virkeligheden godt tilfredse med det, for hvis de udenlandske ufaglærte kunne dansk, ville de nemmere kunne få indblik i deres situation. Der er nemlig ganske mange af de arbejdspladser, der ansætter udlændinge, som ikke har tegnet overenskomst for dem. De ikke-dansktalende arbejdere, der skal betjene danske kunder, er et symptom på at vi i dag har fået en situation, hvor mange ufaglærte arbejdere er på gennemrejse. Der findes et tilsvarende internationalt prækariat bl.a. i den akademiske biks, og heller ikke her får man lært dansk – og rigtig mange løstansatte akademikere er uorganiserede og reelt på gennemrejse.

Hvis de “dansksindede” partier, der er ved magten i dag, skulle fremme “danske værdier” (hvad end de er), skulle de ikke opmuntre til en lovgivning og en praksis om arbejdslivet, som gør at mange udenlandske ansatte på danske arbejdspladser reelt bliver opfattet som personer på gennemrejse, der en dag skal forlade arbejdspladsen.

Motorvej ad bagdøren?

Nu dukker sagen om Egholmmotorvejen desværre op igen, og denne gang er det virkelig alvor.

Byrådet i Aalborg kommune har lavet en aftale, der vil binde de fremtidige kommunale budgetter over kommende valgperioder. Der skal reserveres hele 600 millioner kroner til en 3. Limfjordsforbindelse. Aftalen er demokratisk betænkelig. Ikke bare er aftalen indgået af et flertal i byrådet uden en grundig offentlig debat, men den vil også binde de fremtidige budgetter i Aalborg kommune i hidtil uset grad. Det store beløb på 600 millioner kunne bruges anderledes – til bedre normeringer i daginstitutionerne, til ældrepleje, til folkeskolen og til natur og miljø. I en situation, hvor Aalborg kommune lukker biblioteker og skoler, er det underligt at prioritere 600 millioner på en 3. Limfjordsforbindelse. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen har tidligere udtalt, at det var en statslig opgave at finansiere en 3. Limfjordsforbindelse, men denne holdning er nu pludselig ændret.

Efter en tørkeplaget sommer, hvor truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer står tydeligere end nogensinde før, er det derudover uvist, hvorfor det skulle være en god idé at bruge et meget stort beløb netop på at fremme biltrafikken og dermed CO2-udledningerne yderligere.

Foreningen Fremtidens Aalborg har derfor lavet en underskriftsindsamling, hvor man på det kraftigste opfordrer Aalborg kommunes byråd til at afholde en folkeafstemning om denne aftale og dermed sikre en anstændig demokratisk proces om beslutninger, der er så væsentlige for fremtiden for Aalborg og for vores natur og miljø.

Støt denne opfordring ved at skrive under. Linket er her.

Mit liv som primadonna

I dag har jeg været til møde på mit institut hele dagen, og her lægger jeg som så ofte mærke til hvad der karakteriserer vores møder og hvorfor de ofte virker så frusterende. En stor del af årsagen er konflikten mellem forskellige måder at tænke på.

I dag var der bl.a. en diskussion af de kommende studieordninger, og her var jeg mere end almindeligt ked af at erfare, at kurset Beregnelighed og kompleksitet  nu ser ud til at forsvinde, og at kurset Syntaks og semantik måske ændrer indhold – og det sidste sker uden at jeg bliver inddraget. Det er to kurser, som jeg gennem årene har investeret megen tid i at udvikle. Jeg er den person på mit universitet, der har holdt kurset suverænt flest gange. At holde disse to kurser og udvikle min undervisning i dem har været et kald for mig. Andre, der ikke har været involveret på denne måde, men har mere indflydelse end mig, har det ikke sådan.

Den danske forsker og konsulent Helle Hein har forsket i det, der kendetegner vidensarbejdere, og hun taler om en type af medarbejdere, som hun kalder for “primadonnaer”. Ordet lyder umiddelbart nedladende, men det får en ganske anden klang i hendes beskrivelse.

Primadonnaen er drevet af et kald og en højere sag. Primadonnaens livsfilosofi er, at livsmeningskabes ved at gøre en forskel i en højere sags tjeneste. Dermed bliver arbejdet ikke længere blot en kilde til arbejdsglæde, men en kilde til livsmening.

I Primadonnaens optik går vejen til at gøre en forskel i en højere sags tjeneste igennem det at stræbe efter den højest mulige standard. Derfor står der meget på spil for Primadonnaen. Hvis Primadonnaen af forskellige årsager føler sig forhindret i at gøre en forskel i en højere sags tjeneste, vil han føle, at han sælger ud på den højere sags vegne, samtidig med at han vil føle tab af livsmening. I de situationer vil Primadonnaen reagere stærkt og føle en pligt til at tage kampen op og forsvare den højere sag. Det er i de situationer, at Primadonnaen ofte bliver misforstået og stemplet som barnlig, hysterisk, forfængelig, egocentreret og ledelsesresistent. Intet kunne dog være fjernere fra virkeligheden.

Jeg indser, at også jeg er primadonna med alt hvad det indebærer. Det er et fagligt kald, der har motiveret mig og fortsat motiverer mig.