Hvem klokkerne ringede for

Fra filmen fra 1943.

Nogle bøger på min hylde har fået lov at overvintre der alt for længe. I Edinburgh fandt jeg Ernest Hemingways roman For Whom The Bell Tolls antikvarisk engang i 1990 (så vidt jeg kan erindre), og den kostede den svimlende sum af £1. Det var en klassiker, det vidste jeg, og jeg havde kun hørt godt om denne roman om den spanske borgerkrig. Selv Metallica, der ellers ikke ligefrem er kendt for at være noget litterært band,  har skrevet en sang baseret på bogens handling! Men siden har bogen stået upåagtet der på reolen i fire forskellige hjem. 

Nu har jeg så omsider fået bogen læst. Den direkte anledning var årets sommerferie i Spanien.

At læse For Whom The Bell Tolls i Spanien føjer en ekstra dimension til bogen for mig. Den spanske borgerkrig er et usædvanligt grimt kapitel i Europas historie og sin vis en slags uhyggelig generalprøve på 2. verdenskrig. Krigen varede fra 1936 til 1939 og kostede omkring 500.000 mennesker livet, et tabstal sammenligneligt med hvad borgerkrigen i Syrien indtil nu har haft. Så sent om i 2016 fandt man endnu i massegrav fra borgerkrigen i Porreres på Mallorca, ikke langt fra hvor jeg sidder i skrivende stund.

I 1930er rejste en del unge mennesker fra især Nordeuropa og Nordamerika til Spanien for at kæmpe for republikken og mod fascisterne (de blev i modsætning til danskere, der i disse år har kæmpet mod ISIS, ikke retsforfulgt ved hjemkomsten, skal jeg i parentes bemærke). Hovedpersonen i For Whom The Bell Tolls, Robert Jordan, er en sådan Spaniensfrivillig fra USA, der tidligere har rejst rundt i Frankrig og Spanien, og på nogle måder er han en ung udgave af Hemingway. Hele bogen handler om den bombning af en vigtig bro, som Robert Jordan sammen med en gruppe spanske guerillasoldater skal planlægge og udføre. Undervejs på disse kun fire dage når Jordan at møde og forelske sig i en ung spansk kvinde, Maria. På mange måder er romanens temaer tidløse. Sympatien for kampen mod fascismen skinner selvfølgelig (og heldigvis da) klart igennem, men der er også en klar kritik af hvad krigen gør ved mennesket undervejs.

Og ja, det er en rigtig god og bevægende roman, der også er overraskende grum. Man mærker både Hemingways ordknappe stil, der ofte betjener sig af antydningens svære kunst, og hans mere associerende stil. Begge dele er en inspiration fra Gertrude Stein – et sted i romanen står der ligefrem “a stone is a stein is a rock is a boulder is a pebble”, en slet skjult kommentar til Steins linje “A rose is a rose is a rose”! I en tidsalder, hvor man i den engelsktalende verden slynger om sig med ord som “fuck” og “shit” (og hvor danskerne nu prøver det samme, men med endnu mindre subtilitet), er det interessant at opleve hvordan Hemingway opnår en meget snedig effekt ved at skrive f.eks. “I obscenity in the milk”!

Hemingways forsøg på at ramme spansk dialog – alle taler spansk med hinanden, men bogen er som bekendt på engelsk – kan jeg ikke helt vurdere styrken af, thi jeg er ikke så god til spansk.

Filmatiseringen fra 1943 skal selvfølgelig læses ind i konteksten af 2. verdenskrig; den har jeg endnu til gode at se, men jeg bemærker at hovedrolleindehaverne Ingrid Bergman (der i år ville være blevet 100) og Gary Cooper er temmelig meget ældre end bogens Maria og Robert – de ligner nærmest deres forældre! Nogen burde lave en nyindspilning med unge, ukendte spanske skuespillere. Men i mellemtiden: Læs bogen. Den holder stadig!

(Visited 47 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar