Hvem lærer os at kigge på vores smartphone?

Kilde: https://bgr.com/2013/11/04/smartphone-public-use-bad-samaritans/

I Politiken er der en fascinerende fotoserie, der viser mennesker på gaden med hver deres smartphone. Alle billeder er taget af fotografen Martin Lehmann på gaden i København. Han siger

Jeg kastede mit kamera i alle retninger, men det var helt umuligt at nå at fotografere dem alle. Når man først fokuserede på det, var de der hele tiden – folk med hovedet nede i den der lille lysende skærm. Det var mennesker i blå, i rød, på cykel, med barnevogn. Det var mænd, kvinder, børn, unge, gamle…. Det var alle slags mennesker – med et total fravær til fælles.

Alle stirrer intenst på dem, og det er en adfærd, der på én og samme tid er asocial og social. Det sociale aspekt er selvfølgelig den kontakt, man får med andre gennem at bruge sin telefon. Det asociale aspekt består i at det er blevet helt almindeligt at tage en smartphone frem på alle mulige og umulige tidspunkter, og også når vi er sammen med andre og måske endda skal forestille at tale sammen. Reaktionen er også ved at sætte ind, bl.a. i form af det nylige forbud mod elevers brug af smartphone i folkeskolen i Frankrig.

Billedet ovenfor er ikke fra denne serie – det er fra 2013 og fra Italien. Det viser blot, at fænomenet ikke er så nyt igen. Men hvor har vi lært smartphone-adfærden henne? Nogle vil sige, at der altid har været tilsvarende adfærd – f.eks. adfærden med at gemme sig bag en avis i busser og tog. Men der er ikke ret mange, der før i tiden greb ud efter aviser midt under samtaler og i andre sociale sammenhæng.

En parallel er snarere rygning, der også en på én gang social, asocial og vanedannende adfærd, og jeg kan se, at Robbie Gonzalez drager samme parallel i samme i et essay i Wired. Rygere har en slags socialt fællesskab, men samtidig generer deres røg alle os andre, der ikke ryger. Her hører ligheden selvfølgelig op. Rygning er et helt igennem negativt og skadeligt fænomen; det samme gælder bestemt ikke for smartphones.

Der er imidlertid én anden ting, der er fælles: Mennesker lærer deres smartphone-adfærd på samme måde som mennesker lærer f.eks. at ryge, nemlig indirekte påvirkning fra andre. Der er næppe ret mange forældre, der lærer deres børn at ryge, og så er der alligevel temmelig mange børn, der ender med at blive rygere. Der er næppe heller ret mange forældre, der lærer deres børn at bruge smartphone hele tiden.

Da jeg var barn i 1970’erne, var der tobaksreklamer alle vegne. Jeg ved selv, at der er tre vigtige grunde til at jeg aldrig begyndte at ryge (og faktisk aldrig har prøvet det). Den første er, at ingen i mit barndomshjem røg, så det var ikke noget, jeg oplevede så meget i det daglige. Den anden er, at det var og er usædvanligt ubehageligt for mig at være i nærheden af folk der ryger. Men ikke mindst spillede social konditionering ind: de børn og unge på min egen alder, der først begyndte at ryge, var nogen, jeg ikke brød mig ret meget om (og nok heller ikke brød sig så meget om mig).

I tilfældet smartphones er den sociale påvirkning derfor vigtig. Men der er også en parallel til tobaksreklamerne, nemlig den massive påvirkning fra producenterne af smartphones og alskens tilbehør til dem. Og ikke mindst: Der var engang for kun 10 år siden, hvor smartphones var et særsyn. Adfærden er ikke kun socialt tillært; producenterne fremmer den også. Derfor skal vi også have fat i dem, hvis vi vil ændre og forbedre vores smartphone-adfærd, så vi kan finde frem til en smartphone-etik.

(Visited 95 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar