Et spørgsmål om tro?

I går viste det sig, at store mængder fisk i Jyllands næststørste sø, Filsø, er døde på grund af iltsvind. Iltsvindet er forårsaget af en kombination af lang tids tørke og vindstille og den voldsomme regn, der nu kommer. Og så har vi ikke nævnt landbrugets udledninger og dræning. Klimaforandringerne har taget livet af 80 ton fisk.

I dag kan vi så læse udtalelserne fra Dansk Folkepartis klimaordfører Mikkel Dencker i et interview i dagbladet Information. Han siger bl.a. at

»Når man hører, at der er folk med videnskabelig baggrund, der siger, at det er menneskeskabt, og så er der nogle, der siger, at det ikke er det, jamen, hvis man så vælger at holde på en af de to heste, så er det et spørgsmål om tro. Og jeg mener, at tro hører hjemme i en kirke, og det er ikke noget, man skal blande politik ind i. Man kan ikke få mig til at vælge at tro på den ene eller den anden forklaring.«

Det mest sørgeligt fascinerende er dog egentlig den ligegyldighed, der skinne gennem alt, hvad der bliver sagt fra Mikkel Denckers side. Se bare disse linjer fra interviewet:

»Jeg mener allerede, at der er en udvikling sat på skinner, der peger frem mod, at det vil skifte inden for ganske få år. Og jeg mener ikke, at der er behov for politiske initiativer til at fremme den udvikling. Det handler om, at der bliver taget et par få ekstra skridt teknologisk, som allerede er på vej, og så kører det af sig selv. Så jeg mener ikke, at der er behov for at skubbe det yderligere i gang fra politisk side.«

– Men lige nu mener flertallet af klimaforskere, at det ikke er nok at fortsætte den udvikling, vi har nu, men at vi er nødt til at gøre mere for at begrænse CO2-udslippet. Bør vi ikke gå efter et forsigtighedsprincip, hvis nu det er menneskeskabt?

»Jamen, jeg mener ikke, at vi skal gå til et neutralt CO2-samfund. Alene det, at man fjerner så meget CO2-udledning, som man gør i forvejen, så kommer man rigtig langt ned. Så jeg mener ikke, at man for enhver pris skal fjerne CO2-udledning. Det tror jeg simpelthen ikke kan lade sig gøre foreløbig.«

Danmarks næststørste politiske parti har ikke anden løsning på de store problemer, som klimaforandringerne fører med sig end at benægte og lade stå til. Inden for de næste 10 måneder skal der være folketingsvalg, og her er det fuldstændig nødvendigt at fokus er på klimaforandringerne. I mange år har Dansk Folkeparti fået andre partier i Danmark til at følge deres dagsorden, men det må være slut nu. 

Jeg bemærker i øvrigt, at Marie Krarup er Dansk Folkepartis folketingskandidat i Vardekredsen, hvor Filsø ligger. Nogen bør spørge hende om hvad der skal ske nu, efter den omfattende fiskedød.

(Visited 93 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar