Skoleidrætsmærkets forbandelse

Bronze-idrætsmærket, jeg aldrig fik.

For mig er skoleidrætsmærket blevet sindbilledet på en stræben efter noget, der altid vil forblive umuligt. 

Skoleidrætsmærket er en gammel idé, der stammer fra 1923; enhver skoleelev, der kunne præstere idrætsresultater, der mindst var lige så gode som nogle veldefinerede talværdier, ville få et flot diplom og et særligt idrætsmærke. I min barndom var der idrætsmærker i guld, sølv og bronze.

Idrætslæreren på Halvrimmen skole talte længe og varmt om idrætsmærkerne og vi prøvede ofte til idrætstimerne at se, om nogen kunne løbe hurtigt nok eller springe højt eller langt nok. Alle vil kunne bevidne, at jeg var fuldstændig elendig til idræt. Men alligevel stræbte også jeg efter at få et idrætsmærke, og af uvisse årsager skulle det være i længdespring. Jeg prøvede og prøvede og prøvede, men kom aldrig i nærheden af at springe langt nok. Derhjemme prøvede jeg at øve tilløb og spring i gården, men der var ingen sandgrav, kun cementfliser. Så nogle gange cyklede jeg ud til atletikbanerne i Halvrimmen (jeg boede i Arentsminde, så det var et par kilometer væk) og forsøgte mig med længdespring. Men det gik ikke bedre af dén grund. Jeg er ikke sikker på, hvem det var fra klassen, der fik idrætsmærker, men for mig fremstod det som noget, der var uopnåeligt for mig, men opnåeligt for i al fald nogle af mine klassekammerater. Så jeg burde jo kunne få et også, hvis bare jeg blev ved med at anstrenge mig. I virkeligheden var det vel derfor, idrætsmærket blev ved med at nage mig sådan. Og det er underligt at tænke på, at jeg så længe blev ved med at prøve, inden jeg til sidst gav op.

Nogle gange, når jeg tænker på de konkurrencevilkår, vi sidder med i den akademiske biks i vore dage, minder situationen mig uvilkårligt om dengang med idrætsmærkerne.

(Visited 159 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar