Aretha Franklin er død

Jeg har netop læst, at Aretha Franklin er død, 76 år gammel. Endnu en musiker, der har været der, så længe jeg kan huske, er nu ikke længere, og som altid føles det underligt og vemodigt. Aretha var en af det 20. århundredes største kvindelige vokalister inden for det, man af uvisse årsager kalder for den rytmiske musik – og et af de absolut største afro-amerikanske musiknavne fra forrige århundrede i det hele taget.

Når Aretha sang, var hendes stemme på én gang kraftfuld og uanstrengt, og selv helt enkle sange (som f.eks. “Chain of Fools”, der har præcis én akkord) kunne hun gøre til noget helt særligt. Aretha var først og fremmest kendt som sangerinde, men hun var faktisk også med til at skrive en del af sine største hits, bl.a. “Think” og “Dr Feelgood”. Æret være hendes minde.