Farvel til Benny Andersen

Foto: Søren Bidstrup.

Denne blog må meget gerne snart holde pause med nekrologerne. Men der er desværre ingen vej udenom. Her til morgen kunne jeg læse, at Benny Andersen også døde i går.

Benny Andersen var noget så sjældent som en folkekær forfatter, der først og fremmest skrev digte. På sin egen måde var han vores nationaldigter, og jeg ved, hvor meget han har betydet for mange mennesker herhjemme. Tilbage i 2009 fortalte han, at han havde lovet sin hustru at blive 96, men sådan kom det desværre ikke til at gå.

Benny Andersen holdt meget af Danmark, lige så meget som han afskyede nationalismen. Han var aldrig bange for at kritisere dens bannerførere i Dansk Folkeparti og hvor de end ellers findes.

Her er et citat fra et af de mange digte, hvor Benny Andersen tog livtag med den usunde nationalfølelse og viste sig som repræsentant for en måde at være dansk på, som desværre er kraftigt på retur. Jeg er bestemt ikke den eneste, der kommer til at savne ham. Nu må vi føre arven fra ham videre sammen.

Danmark
en gang besat af gale germanere
snart besat af besatte danskere
mit land beboet af rygge
mit land hvor der jævnligt
er rift om sko
der er for små
mit land med skrumpehorisont
forvekslet med verdens navle

Fra I H.C. Andersens land (1985)
(Visited 101 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar