Stress- og forureningsvirksomhed

Dagens kronik i dagbladet Information er af Eva Hertz, der er psykolog, ph.d., forfatter og stifter af Center for Mental Robusthed. Ud fra den konstatering, at flere og flere danskere får stress, slår hun til lyd for at der kan gøres meget for at øge menneskers robusthed. Her tænker hun specielt på psykologisk baserede initiativer som f.eks. mindfulness (interessant nok er det denne type initiativer, som Center for Mental Robusthed lever af).

Det grimme spørgsmål er hvorfor der er så mange mennesker, der ikke er robuste i vore dage. Er det fordi mennesker fødes svagere, end de gjorde engang? Det er næppe tilfældet. Eva Hertz får det imidlertid til at se ud som en uafvendelig udvikling.

Men vi organiserer os i stigende grad væk fra fællesskabet, idet flere og flere bor alene, og hyppige, store organisatoriske forandringer på arbejdspladserne medfører opbrud i nære relationer.

Og hvorfor er det sådan, at livsformerne har ændret sig? Det er heller ikke sket spontant.

Eva Hertz skriver faktisk selv:

…de seneste opgørelser fra Sundhedsstyrelsen viser, at andelen af danskere med et højt stressniveau er steget fra 20,8 procent i 2010 til 25,1 procent i 2017. Og fordi 96 procent af de sygemeldte med stress angiver arbejdslivet som den væsentligste årsag, mens kun seks procent angiver, at de udløsende faktorer er arbejdsmæssige såvel som private. Derfor er viden om robusthed og robusthedsfremmende programmer i arbejdslivet centralt, hvis vi skal knække stresskurven.

Så hun ved jo godt, at de udløsende faktorer i høj grad kommer fra arbejdslivet og fra beslutninger, som nogen har truffet for os. Men alligevel er løsningen individuel og skal ændre på det enkelte menneske, ikke på arbejdslivet.

Noget lignende kan man sige om klimaforandringerne, som nu omsider bliver taget alvorligt i større omfang. Der er stort fokus på hvad hver enkelt af os kan gøre – og selvfølgelig har det betydning. Ssamtidig er det dog sådan, at de 100 største virksomheder i verden står for 71 procent af verdens CO2-udslip.  Så det er bydende nødvendigt at ændre på deres adfærd.

Og i min egen verden, den akademiske biks, bruger vi en masse tid på at ærgre os over ikke at kunne præstere nok. Jeg har snart en del gange sukket over mine forgæves forsøg på at få forskningsmidler og mine deraf manglende muligheder for bl.a. at have PhD-studerende. Utallige er de gange, jeg har anklaget mig selv for at ikke at gøre det godt nok. Men det er i høj grad også de vilkår, som andre har besluttet for mig (og som jeg ingen indflydelse har på længere) der forhindrer mig i at have den tilværelse som forsker og underviser, der ville være bedst for mig.

De problemer, som nager så mange af os nu, er i høj grad systemiske, men de bliver meget hyppigt præsenteret som problemer, hver enkelt af os skal løse for sig selv og i bedste fald som triste, men nødvendige konsekvenser af en uafvendelig samfundsudvikling, der er hinsides demokratiet.

Men samfundsudviklingen er ikke og må ikke ses som uafvendelig, for når man først begynder på det, vokser afmagten frem og bidrager bare endnu mere til følelsen af stress. Meditation og selvrefleksion er ikke “forkert”, men det er lokale, ikke globale taktikker. Det eneste, der vil hjælpe i stor skala, er at kræve et bedre liv end det liv i den store stress- og forureningsvirksomhed, der kører os og miljøet ned.

(Visited 58 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar