Lad os stjæle selvglæden tilbage

Der er mange selvglade mennesker i medierne; jeg vil hævde, at personer som Donald Trump og Silvio Berlusconi er ærkeeksempler på selvglade politikere. I arbejdslivet har mange af os også stødt på selvglade personer, der aldrig blev trætte af at tale om deres egen succes og talenter. I vore dage virker det nogle gange, som om selvglæden breder sig ud over populærkulturen som aldrig før, med selvglade idoler og selvglade mennesker, der befolker reality-tv. Nu afdøde musiknavne som Leonard Cohen, Prince, David Bowie og Aretha Franklin vidste godt, at de var usædvanligt dygtige til det, de gjorde – selvglade var de, i al fald så vidt jeg kan fornemme, til gengæld ikke.

Men i sidste uge kunne jeg læse om en ny bog af Lars J. Sørensen, der er tidligere chefpsykolog og nu pensioneret. Bogen hedder Selvglad – menneskets livslange ægteskab med sig selv, og her bliver jeg uvilkårligt underligt tilpas, for det virker umiddelbart som om selvglæden skal rehabiliteres.

Hvorfor er det egentlig, selvglade mennesker er så irriterende? Hvad er det, der er galt med selvglæden? Hvis man har succes, må man så ikke fortælle det til andre? Og hvis man tror på egne evner, er det vel bare godt?

Lars J. Sørensen bruger ordet “selvglæde” på denne måde:

»Selvglæde er at tro på, at du betyder noget for andre, og at andre betyder noget for dig. Selvglæde er at turde mærke dig selv og at have modet til at stå i det åbne og møde andre i øjenhøjde, hvor du ikke kloger dig, blærer dig eller prøver at manipulere. For det er i samspillet med andre, at vi bliver mennesker. Det handler om ikke bare at give hinanden den hule facade, men om at mødes i nuet«

Det interessante er her, at selvglæden ikke består i at blære sig og samtidig i sig rummer, at man skal kunne møde Den Anden. Selvglæden er i dét tilfælde en form for indre styrke. Lars J. Sørensen taler også om det modsatte af selvglæde:

»Vi har alle sammen en indre kritisk stemme, der kværner løs, om ting, man ikke kan gøre, om hvad der er dårlig opførsel, om hvad andre skylder os, om at vi nok ikke har fortjent bedre. Det handler om at føle sig forkert og om skam. Det kræver meget af en person at turde lade den stemme passe sig selv og begynde at mærke efter, hvad man egentlig har lyst til. Det, tror jeg, selvglade mennesker er bedre til«.

Så vidt jeg kan se, er den selvglæde, som Lars J. Sørensen taler om, egentlig en kærlighed til sig selv, der gør det muligt at elske andre. Den selvglæde, som vi ser så meget af i vore dage, gør det i al fald ikke muligt for den selvglade at møde andre i øjenhøjde. Den selvglade ophøjer i stedet sig selv og bliver ude af stand til at lytte til andre.

Hvis der findes en god form for selvglæde, er det klart for mig at konkurrencesamfundet opdyrker ikke opdyrker dén form for selvglæde. Den indre, kritiske stemme får, i al fald så vidt jeg kan se, næring af al den konkurrence og alle de vurderinger, der er derude. De fleste vinder ikke i konkurrencen, men de, der gør, bliver selvglade på den ubehagelige måde.

(Visited 164 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar