At kigge teksten igennem

Kilde: http://webwoman.dk

Jeg kan huske, når studerende, jeg har undervist i et kursus, har fortalt mig at de har “kigget teksten til i dag igennem”. Da er jeg altid blevet temmelig urolig, for tekster på en universitetsuddannelse er bestemt ikke nogen, man kan nøjes med at kigge igennem. En matematisk tekst er især et ærkeeksempel på en tekst, som man ikke kan få ret meget ud af ved at “kigge den igennem”.

Men undersøgelser fra så langt tilbage som 2005 tyder på, at det at “kigge en tekst igennem” kan være på vej til at blive den nye norm for hvordan man læser. Det skyldes, mener forskerne fra San José State University i USA, at man læser på en anden måde, når man læser på en skærm. Tilsyneladende er det ikke så vigtigt, om skærmen ligner papir. Det er den mulige læsehastighed (eller hvad vi nu skal kalde det), der gør forskellen. Blandt andet er man som læser mindre tilbøjelig til at kigge tilbage i teksten, hvis man er gået glip af noget. Desuden er man mere tilbøjelig til at lede efter nøgleord end til at læse hvert enkelt ord i teksten. Men når man læser på denne måde, bliver de dybe kognitive processer i hjernen ikke aktiveret på samme måde, og man får ikke det samme ud af teksten. Og man kan rent ud sagt ende med at misforstå det, man har læst.

Det fysiske medium har betydning, når man læser – præcis ligesom det har betydning, om en præsentation bruges “hurtige” slides eller “langsom” tavle og kridt. Mediet er en del af budskabet. Man kan have stor glæde af ikke at skulle læse alt i papirform. Det er en vigtig pointe, som også skal bedre frem i undervisningssammenhænge, at man stadig er nødt til at kunne læse både på papir og på en skærm, og at de rigtig vigtige tekster skal læses på papir.