Iværksætterdrømme

Det er tydeligt, at konkurrencestaten har fostret et ideal om at man skal være iværksætter. På universiteterne er dette ideal meget tydeligt: De af os, der skal forske, har pligt til at få ideer og til at skaffe midler til at få dem realiseret. Har man ingen eksterne forskningsmidler, har man meget begrænsede muligheder. Det er derfor, jeg ikke kan have PhD-studerende, da det ikke i de sidste snart mange år er lykkedes mig at skaffe lønmidler til at kunne ansætte nogen. Har man til gengæld eksterne forskningsmidler, kan man reelt i stor grad være uafhængig af sit institut og opbygge en samling af ansatte om sig. Ganske mange såkaldte forskningsmidler er reelt midler til iværksætteri, gemt under ordet innovation. Alene eksistensen af Innovationsfonden taler sit tydelige sprog.

Også for universitetsstuderende er der en forventning om at man bør starte sin egen virksomhed. På AAU kom der for nogle år siden et krav om at alle kandidatuddannelser skulle have et obligatorisk kursus om entreprenørskab. Også i andre sammenhænge dukker iværksætterdrømmene op; på AAU er der en egentlig kandidatuddannelse i entreprenørskab.

Det er dog ikke nødvendig en frigørelse som sådan, iværksætteridealet rummer, for det rummer i sig et stort krav til at man er eneansvarlig for sin karriere og for sin succes. Institutionerne er først og fremmest til for at skabe iværksættere. Og jeg bemærker også, at forne tiders idealer om fri forskning er blevet kapret og omformuleret til et ideal om at man skal bruge “fri forskning” til at blive iværksætter. “Fri forskning” er et middel, ikke et mål i denne tankegang.

Det er samtidig påfaldende, at iværksætteren i så høj grad er blevet idealet i den akademiske verden, når de fleste, der gennemfører en universitetsuddannelse, faktisk ender som lønarbejdere. De af os, der skal forske, men ikke har eksterne midler af betydning, ender med at være og føle sig som lønarbejdere. Reelt er iværksætterdrømmene fuldstændigt i tråd med den neoliberalistiske idé om at så mange former for menneskelig aktivitet som muligt er og bør være en form for konkurrence. Derfor er der også grund til at være påpasselig.