Kim Larsen 1945-2018

Jeg kan ikke fordrage at skulle skrive nekrologer her, men der er desværre ingen vej udenom lige nu. Min generation voksede op med Gasolin’ og med Kim Larsens første soloalbum, det legendariske Værsgo. Der er ikke mange mennesker, der har kunnet kaldes folkekære, men den mand, vi mistede i dag, var en af dem.

Kim Larsen spændte fra viser til rock, omend han altid selv beskedent kaldte sig for popmusiker. Måske var det Eik Skaløe, der varslede at man kunne synge rock på dansk, men det var Kim Larsen, der gjorde løfterne til virkelighed. Hos Kim Larsen mødtes Jimi Hendrix med Osvald Helmuth (hans sangforedrag mindede om begge herrer) og resultatet var ofte både overrumplende og tilgængeligt på den bedst tænkelige måde. Listen over guldrandede sange er lang, og diskografien har mange højdepunkter. Selv holder jeg særlig meget af Gas 5 og af Gør det noget, der skulle vise sig at blive det sidste “rigtige” album med Gasolin’, af Midt om natten og af de sene Glemmebogen–albums, hvor en af Danmarks største sangskrivere for første gang kun spillede andres sange.

Kim Larsen gjorde ikke et stort nummer ud af det og så ikke sig selv som en særligt politisk person, men hans sociale engagement er ikke til at tage fejl af. At en sang som “Hvad gør vi nu, lille du?” blev et hit og en kanoniseret del af den danske sangskat, siger rigtig meget herom.

Mange fra min generation nåede at opleve Gasolin’ og at opleve Kim Larsen til koncerter; af underlige og uvisse grunde lykkedes det aldrig for mig, og nu er det blevet for sent.

Æret været Kim Larsen og mindet om alt det, han nåede og gjorde.

Litteraturen samler ind til flygtningebørn

Mads Nygaard er den første forfatter til Litteraturen samler ind i Aalborg.

I januar 2016 besluttede regeringen med støtte fra Socialdemokratiet, at flygtninge selv skal betale for at få deres familie til Danmark.  En af konsekvenserne af denne lov er at uledsagede flygtningebørn skal betale for at blive genforenet med deres forældre.

Jeg ved, at mange synes at denne lov er retfærdig og nødvendig. Men det gør jeg bestemt ikke. Artikel 16 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder slår fast, at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

så det er svært for mig at se, hvordan den nu gældende politik ikke er i modstrid med menneskerettighederne.

Siden 2016 har der været indsamlinger blandt borgere i Danmark for at hjælpe børn med at få deres forældre til Danmark. Især forfatteren Mads Nygaard fra Hirtshals, der var en af stifterne af Venligboerne, har været aktiv her. Takket være hans indsats har 33 flygtningebørn side 2016 fået deres familier til Danmark.

Især har Mads via sin gerning som forfatter stået bag arrangementer under titlen Litteraturen samler ind, hvor forfattere og musikere har optrådt gratis rundt om i landets største byer og har skaffet penge til flygtningebørn via entréindtægter og andre bidrag. I dag var det igen tid til Litteraturen samler ind, og i Aalborg fandt det sted på Huset i Hasserisgade.

Selv om anledningen var træls, var det en god oplevelse. Mads Nygaard var med til at åbne arrangementet, men overlod derefter konferencier-rollen til bl.a. sin gode ven Fawaz Alzatto for at drage til København, hvor han også skulle deltage i Litteraturen samler ind. Mange lokale forfattere og musikere optrådte, og blandt andet Simon Kvamm fra Nephew, der bor i Klitmøller, lagde vejen forbi og gav tre numre. Også jeg var med som den ene af to poetry slam-udøvere; den anden var den meget dygtige Kaare Olsen. Og undervejs nåede vi også at høre gribende beretninger fra flere flygtninge, der inden for de seneste få år er kommet til Danmark – den ene, Alan Sheikho, endda som uledsaget mindreårig.

En kvinde i rampelyset

Der er en kvinde i Danmark, der nu stadigt oftere er i medierne. Senest har hun kysset en studievært på DR, og man kan også læse om hendes forestående ægteskab med en rig mand. Da Donald Trump sidste år blev indsat som præsident, var hun i DR2 for at kommentere indsættelsen sammen med to andre kvinder med lignende politiske holdninger. Den pågældende kvinde har nemlig stiftet et stærkt højreorienteret politisk parti, der er kendetegnet ved voldsomt negative holdninger til ikke mindst flygtninge og kontanthjælpsmodtagere. 

Jeg har bestemt mig til at jeg denne gang ikke vil nævne hende ved navn (det har jeg gjort tidligere her på bloggen), netop fordi jeg ikke vil være med til at eksponere hende yderligere. Hun er ikke medlem af Folketinget, og det er helt uvist om hun eller hendes parti vil opnå valg. Alligevel får hun ganske megen opmærksomhed i medierne, og det bekymrer og undrer mig. For den opmærksomhed fortjener hun ikke.

Ursula og Pete

Ursula og Pete fanget i dansen til min 50-års fødselsdag.

Først som voksen fandt jeg ud af, at jeg har fire søskende – to af dem er mine søstre fra Stockport nær Manchester. Min ene lillesøster Natascha voksede op med sin tyskfødte mor Ursula. Efter mange år som enlig mødte Ursula omsider sin sjæleven Pete, der kom fra USA, men ikke rigtig følte sig hjemme der med sine interesser og holdninger, der var ganske meget mere progressive end den fremherskende amerikanske tidsånd. De blev gift og flyttede sammen i Stockport uden for Manchester. Jeg så dem, når jeg var i England – desværre er det nu knap to år siden, jeg var der sidst. En enkelt gang nåede de også at besøge Danmark.

Det er mindre end et år siden, vi fik at vide at Ursula var alvorligt syg. I maj døde hun pludseligt. Pete var nu alene med minderne i sin afdøde hustrus hjem, tynget af sorgen. I formiddags ringede Natascha så med den ufatteligt triste nyhed, at Pete døde i nat efter kort tids sygdom. Begge var de blevet ofre for kræft, der var blevet opdaget alt for sent. 

Det føles underligt og meget forkert, at jeg aldrig skal se Ursula og Pete igen og aldrig skal snakke med dem igen. Æret være deres minde. Mine tanker går lige nu til Natascha, der er midt i al sorgen.

Ingen fri vilje?

En fascinerende bog fra min barndom og en bog, som jeg læste flere gange, var Politikens Pro & Contra, hvor en lang række spørgsmål blev belyst i dialogform – alt lige fra frigivelse af narkotika til spørgsmålet om eksistens af liv efter døden. Det spørgsmål, jeg husker bedst fra bogen, er dog spørgsmålet om fri vilje kontra determinisme. Det har jeg siden spekuleret meget over, og jeg har altid været i tvivl.

I Scientific American stiller den amerikanske astronom Abraham Loeb et uhyggeligt (og uhyggeligt godt) spørgsmål, nemlig: Hvad vil konsekvenserne være, hvis det en dag lykkes at påvise med naturvidenskabelige metoder, at den frie vilje er en illusion, dvs. at verden er deterministisk? Vil vi give op? Hvis min skæbne er forudbestemt, er der ikke rigtig nogen grund til at handle, for jeg kan ikke forandre noget.

Abraham Loeb forudsiger en voldsom reaktion blandt mange i form af resignation. Jeg kan bare sætte mig til at vente på det uundgåelige. Og der er vel heller ingen grund længere til at have en etik, hvis alt alligevel er uafvendeligt.

Men når jeg tænker godt efter, er min indvending at det faktisk ingen ting betyder, hvis ikke vi er i stand til at forudsige fremtiden, selv om den skulle være forudsigelig. Det kan nemlig være, at fremtiden kun er forudsigelig i teoretisk forstand, men ikke i praksis.. Nogle spil (f.eks. brætspil) er deterministiske i den forstand, at der altid findes en vindende strategi. Men spillere, der ikke mestrer denne strategi, vil stadig kunne få udbytte af at spille. Hvis vi ved, at fremtiden er fastlagt, men samtidig ikke ved hvordan fremtiden vil blive, er vi i praksis udstyret med en fri vilje. Det er meget tænkeligt, at det kan være sådan, det forholder sig for os.

Dyreborg i Aalborg

Peter Dyreborg er en af pionererne på den danske poetry slam-scene. Han blev danmarksmester i poetry slam i 2008 og i dag er han en af de vigtigste skikkelser inden for poetry slam herhjemme. Han deltager ikke så meget i konkurrencer  mere, men til gengæld bruger han sit ikke helt ringe organisatoriske talent til at skabe opmærksomhed om den danske spoken word-scene.

Peter er i dette efterår ude på en turné med titlen Den unge Peter Dyreborgs lidelser. Egentlig skulle premieren have været i Frederikshavn, hvor han er født og opvokset, men denne første aften blev ikke til noget. Derved blev det faktisk i Aalborg, premieren fandt sted.

Bagefter fik jeg hilst på Peter, og han gav mig ret i at der er ét, der er sværere end at sige noget pænt om sig selv, når man kommer fra Frederikshavn, og det er at sige noget pænt om Hjørring.

At skrive til projektet

For tiden overvejer jeg at lave et forslag til en bog om projektarbejde, sådan som jeg kender til det fra Aalborg Universitet. Nu, hvor jeg har været ansat som universitetslærer i 27 år og har været vejleder i så godt som hvert eneste semester i den tid, har jeg efterhånden fået en del erfaringer og refleksioner, jeg gerne vil skrive ned og dele med andre i håb om, at de andre kan bruge det hele til eget.

Noget af det, jeg især gerne ville tage fat på, er selve det vigtige aspekt af projektarbejde, der består i at skrive. Mange studerende tror i en stor del af deres studietid, at de skal “skrive til rapporten” og at projektarbejdets formål er at skrive en projektrapport. Det er fra denne misforståelse, alle rapportskabelonerne, der går i arv fra årgang til årgang, stammer.

Til sidst opdager de fleste heldigvis, at formålet med projektarbejde er et ganske andet – nemlig at lære nogle vigtige problemanalyse- og problemløsningskompetencer inden for et aspekt af uddannelsens fagområde. Derfor skriver man ikke til rapporten, man skriver til projektet. Arbejdsbladene, de studerende skriver, fastholder de tanker, de gør sig, og i gruppearbejde sker den vigtige vidensdeling ved at de læser og siden redigerer hinandens arbejdsblade.

Men selv efter grundig søgning kan jeg ikke finde ret meget om skriveprocesserne i projektarbejde eller om den rolle, de spiller her. Der er en hel masse god litteratur om at skrive fagligt, men hvor er litteraturen om at “skrive til projektet” i gruppebaserede og problemorienterede projekter?  Min tydelige fornemmelse er lige nu, at der mangler noget her. Forhåbentlig tager jeg fejl. Det vil være underligt, hvis jeg er en af de første, der ender med at skrive noget samlet og samlende om dette aspekt af projektarbejdet.

Det bedste valg: Ingen af dem

Da den foregående Venstre-ledede regering tabte magten ved folketingsvalget i 2011, gik jeg i et par uger og var så lettet, som jeg sjældent har været det før. Jeg havde længtes dybt og inderligt efter at slippe af med en regering, der på ingen måde repræsenterede mine holdninger. Men derefter kom der en ny socialdemokratisk ledet regering, der hurtigt endte med at skuffe. Dansk Folkeparti var ganske vist en længere overgang i den uvante position at være marginaliseret. Men også det er slut nu. Ved den netop overståede partikongres for Socialdemokratiet udtalte bl.a. Henrik Sass Larsen sig positivt om Socialdemokraternes meningsfællesskab med Dansk Folkeparti.

Venstre og Socialdemokraterne er i dag efterhånden ubehageligt enige om at menneskerettighederne, der som bekendt står mit hjerte særligt nær, godt kan være i vejen for den politik, man gerne vil føre – og da er det menneskerettighederne, der må vige. Her vil Dansk Folkeparti som bekendt gerne hjælpe med. Jeg vil derfor ikke have nogen af de to partier til at bestemme over dansk menneskerettighedspolitik. Og både Venstre og Socialdemokraterne har en udlændingepolitik, der gør mig særdeles bekymret. Men hvad gør man så, hvis man ikke er tryg ved at lade nogen af de to partier få regeringsmagten? Det er formodentlig lidet sandsynligt, at nogen vil pege på mig som statsminister efter et kommende valg.

Jeg har nu fået en muligvis underlig og kættersk tanke: Det er formodentlig vigtigt ikke at støtte nogen af de partier, der selv går efter regeringsmagten og har en realistisk mulighed for at kunne danne regering.

Hvis det efter et valg er tilfældet, at de nuværende regeringspartier og deres støttepartier ikke har flertal, vil der nemlig stadig være et flertal for noget så afgørende vigtigt som en anden miljøpolitik, og den vil da kunne blive gennemført af et “alternativt flertal” – på samme måde som der i 1980’erne fandtes et alternativt sikkerhedspolitisk flertal, som kunne præge dansk politik. Dengang var det nemlig sådan, at Det Radikale Venstre på den ene side støttede den siddende regering, på den anden var enig med Socialdemokraterne og venstrefløjen i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Noget lignende kunne man i vore dage gøre for miljøpolitikkens og sikkert også i et vist omfang for uddannelsespolitikkens vedkommende. Man ville f.eks. kunne fjerne de årlige nedskæringer på 2 procent. Måske ville man endda kunne skabe bedre betingelser for kollektiv trafik. Det ville ganske vist indebære, at den siddende regering kunne fortsætte. Men på de øvrige områder kunne man måske bedre påvirke Socialdemokraterne og ad dén vej ændre mere, hvis de efter et valg oplevede, at de stadig ikke var i regering, trods deres mange forsøg på at have samme politik som Venstre og Dansk Folkeparti.

Ønsket om et ikke-akademisk universitet

Hvis man kigger sig om, opdager man nogle gange nogle holdninger, som ikke kommer så tydeligt frem i debatten om de videregående uddannelsers form og fremtid. For nylig læste jeg således et sted en kommentar fra nogle studerende, der så vidt jeg kunne læse mig frem til, engang havde studeret på de bacheloruddannelser, jeg underviser på ved Institut for datalogi. De undrede sig over, at de skulle have teoretiske kurser (som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet); det ville være meget bedre, hvis de i stedet havde fået et kursus i hvordan man sætter en webserver op. Og kunne man ikke lave uddannelsen på universitetet mindre akademisk, så man tog bedre hensyn til alle dem, der ikke skulle være akademikere?

Det var underligt for mig at læse, og egentlig også lidt bekymrende. For hvilken faglig identitet har de pågældende studerende (eller bachelorer, som de måske nu er) mon egentlig erhvervet sig? Hvis man har gennemført en universitetsuddannelse, er man jo pr. definition akademiker. Det bekymrede mig også, at man sidestiller kurser om fundamentale principper i datalogi med egentlige værktøjs-færdigheder. Man kan faktisk nemt lære at sætte en webserver op; der er adskillige resurser på nettet om dette emne. På Tech College ville man undervise i det; det gør man ikke på et universitet. Med al respekt for webservere og dem, der har udviklet denne teknologi, er indsigten hos Alan Turing m.fl. anderledes fundamental – og gælder både i en verden med webservere og i en verden uden.

Heldigvis ved jeg, at mange studerende har en ganske anden holdning og jeg ved, at de repræsentanter, vi har i vores aftagerpanel på de datalogiske uddannelser på AAU, altid betoner vigtigheden af at man lærer de generelle principper i sin uddannelse på universitetet. Her tænker jeg ikke kun på principperne, som de optræder i kurser som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet, men på de generelle principper, som ethvert universitetskursus/projekt skal være udtryk for.

Det er ærgerligt, at studerende selv efter flere år kan få en så uheldig fagopfattelse som den, jeg så. Jeg spekulerer på, hvor det er gået galt. Og jeg kan især ikke lade være med at spekulere på, om vi mon som undervisere på universitetet forklarer grundigt nok, hvad det er, man får ud af en akademisk uddannelse, som man ikke umiddelbart kunne få på anden vis. Det helt væsentlige ved enhver akademisk uddannelse er den analytiske tilgangsvinkel, som den færdiguddannede akademiker får med sig. Det er den, som gør det muligt at lære noget nyt, og det er den, som gør det muligt for en akademiker at svare på og tænke over de hvorfor– og hvordan-spørgsmål som andre, der ikke selv er akademikere, kommer med. Mange akademikere skal ikke være forskere, men de skal i deres virke kunne gøre brug af den samme analytiske tilgang, som forskere benytter sig af.

Mød Verden 2018

I dag var der Mød Verden 2018 i Sohngårdsholmsparken. Ligesom første gang, arrangementet løb af stabelen, deltog vi fra Amnesty International, denne gang dog med en lidt mere praktisk og organisatorisk vinkel end sidst – og vel også noget mere, end vi havde regnet med. Der var mange gode kræfter, der gjorde en stor og helhjertet indsats for at få arrangementet til at blive til virkelighed med temmelig kort varsel. Uden dem havde Mød Verden 2018 ikke været der.

Desværre drillede vejret os, og ikke alt det, der var forsøgt planlagt, blev til noget. For mig og de andre fra Amnesty International var det især en stor skuffelse, at de aktiviteter, vi havde planlagt som vores centrale bidrag  – henholdsvis vores udstilling om flygtninge i verden og vores kampagne om verdenserklæringen om menneskerettigheder –  ikke blev til noget. Det telt, som vi skulle være i, og som vi (med andre frivilliges store og velgennemtænkte hjælp) brugte megen tid på at sætte op, kunne ikke holde til blæsten, og efter kun 45 minutter var vi nødt til at pakke sammen igen. Set gennem disse briller blev det derfor til en dag om teltpløkker, problemer med levering af kaffe, blæst og regn, oprydning og presenninger, ikke en dag med fokus på menneskerettighederne.

Til gengæld havde jeg den store glæde og ære at optræde sammen med Nader Alkasem til et Spoken World-indslag, som jeg lavede sammen med Nader og Nikolaj Lind Holm. Kaare Olsen skulle også have været med, men desværre var han blevet syg. Denne eftermiddag læste jeg danske versioner op af Naders digte fra digtsamlingen Dobbelt A (skrevet sammen med Claus Nivaa) om og fra det Aleppo, han var nødt til at flygte fra, og det Aalborg, han til sidst endte i.

Der var også musik og mad  – faktisk langt mere mad, end vi troede, der ville være. Vi prøvede forgæves at få maden afsat til Kirkens Korshærs varmestue for hjemløse. Efter mange opkald, hvor ingen svarede, måtte vi tage så meget af den veltillavede mad med hjem, som vi kunne, og resten måtte vi kassere. Det var ingen af os glade for.