Et kæmpestort hul

Det er måske Pernille Vermund længst til højre.

I dag kan man læse, at Socialdemokratiets retspolitiske ordfører Trine Bramsen vil fratage asylansøgere muligheden for at få asyl, hvis de tre gange er blevet grebet i at køre med offentlig transport uden gyldig billet.

Hun udtaler

Det handler om retfærdighed. Når man kører med tog, må man indløse billet, uanset hvem man er. Når vi kan se, at der er et kæmpestort hul i loven, så er det vores pligt at reagere på det.

Selvfølgelig skal man ikke køre uden gyldig billet, men skal et menneske forlade Danmark og sendes tilbage til forfølgelse, hvis man har undladt at betale for tre busbilletter? I retspolitik opererer man med et proportionalitetsprincip, og Trine Bramsens forslag er meget langt på den anden side af dette princip og helt ude af proportioner.

Det eneste, der vil ske, er at Danmark får en gruppe af afviste asylansøgere, der ikke kan sendes ud af landet og formodentlig vil få sværere ved at søge asyl andetsteds i verden på grund af afslaget her.

Er der ikke nogen socialdemokrater derude, der kan stoppe denne tilsyneladende endeløse deroute, hvor almindelige retspolitiske principper bliver ofret i forsøget på at lefle for dem, der vil stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Der er landsmøde i Aalborg om få dage, og da må muligheden være der.

Mennesket som middel

Immanuel Kant skriver i Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1795 at

Die Menschheit selbst ist eine Würde; denn der Mensch kann von keinem Menschen (weder von Anderen noch sogar von sich selbst) blos als Mittel, sondern muß jederzeit zugleich als Zweck gebraucht werden, und darin besteht eben seine Würde (die Persönlichkeit), dadurch er sich über alle andere Weltwesen, die nicht Menschen sind und doch gebraucht werden können, mithin über alle Sachen erhebt.

(Fra Die Metaphysik der Sitten, 1795 – Her citeret fra https://korpora.zim.uni-duisburg-essen.de/kant/aa06/462.html)

En løs, dansk populæroversættelse af dette citat (som man ofte kalder for det andet kategoriske imperativ) er

Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.

Men meget ofte ser vi, at mennesker bliver behandlet som midler, ikke som mål i sig selv. Det ekstreme tilfælde er den menneskehandlede kvinde, der tvinges til at være prostitueret og skal leve låst inde, udsat for vilkårlig vold, når hun ikke skal opfylde mænds seksuelle lyster. Hun er den ekstreme udgave af “mennesket som middel” og samtidig også en ekstrem udgave af “mennesket som vare”.

Der er dog også langt mere subtile udgaver af dette at behandle andre mennesker som midler i stedet for at lade dem være mål i sig selv. Hvis jeg ser mig om, opdager jeg, at verden er fuld af dem.

I et ægteskab, hvor den ene ægtefælle er den andens “trofæ” (eller begge parter er hinandens “trofæ”) og måske tilmed ender med at være den andens tro fæ, bliver ægtefællen reduceret til et middel til at opnå den anden ægtefælles mål.

I den akademiske verden bruger nogle vejledere deres PhD-vejledning til at opnå medforfatterskab på mange publikationer og til at fremme vejledernes egne forskningsprojekter. De PhD-studerende er blevet reduceret til et middel til at opnå vejledernes mål.

I konkurrencestaten bliver alle menneskers handlinger midler til at opnå et mål for “staten”, nemlig at vinde i konkurrencen.