Et kæmpestort hul

Det er måske Pernille Vermund længst til højre.

I dag kan man læse, at Socialdemokratiets retspolitiske ordfører Trine Bramsen vil fratage asylansøgere muligheden for at få asyl, hvis de tre gange er blevet grebet i at køre med offentlig transport uden gyldig billet.

Hun udtaler

Det handler om retfærdighed. Når man kører med tog, må man indløse billet, uanset hvem man er. Når vi kan se, at der er et kæmpestort hul i loven, så er det vores pligt at reagere på det.

Selvfølgelig skal man ikke køre uden gyldig billet, men skal et menneske forlade Danmark og sendes tilbage til forfølgelse, hvis man har undladt at betale for tre busbilletter? I retspolitik opererer man med et proportionalitetsprincip, og Trine Bramsens forslag er meget langt på den anden side af dette princip og helt ude af proportioner.

Det eneste, der vil ske, er at Danmark får en gruppe af afviste asylansøgere, der ikke kan sendes ud af landet og formodentlig vil få sværere ved at søge asyl andetsteds i verden på grund af afslaget her.

Er der ikke nogen socialdemokrater derude, der kan stoppe denne tilsyneladende endeløse deroute, hvor almindelige retspolitiske principper bliver ofret i forsøget på at lefle for dem, der vil stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Der er landsmøde i Aalborg om få dage, og da må muligheden være der.

(Visited 211 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar